Vesten oplever terror udført af islamistiske jihadister i disse år som aldrig før. Der er tale om primitive og afstumpede menneskers barbariske handlinger og de mener selv at handle i overensstemmelse med islam. Foruden den islamistiske tilknytning kunne de formodentlig også karakteriseres som kriminelle, sindslidende, ubegavede og meget andet.
Under 1. verdenskrig var England og Frankrig stærkt bekymrede for en fælles tyrkisk-arabisk jihad nu hvor Osmannerrigets eksistens åbenlyst var truet. Der var muslimske tropper fra fx Indien, som kæmpede sammen med englænderne imod deres egne trosfælles og det skortede ikke på opfordringer til alle muslimer om gøre fælles sag i en jihad imod Entente-magterne. I stedet blev modsætningerne mellem tyrkere og arabere større og endte i regulær krig – det kom aldrig til nogen fælles jihad selv om kalifatet var truet på sin eksistens.
Der var altså ikke muslimsk enighed om jihad i en situation, hvor deres kalifats eksistens var truet. Til gengæld oplever vi små 100 år senere religiøse ledere, der opfordrer til fælles jihad fordi nogen har skrevet en roman eller tegnet en tegning. Hvis det ikke var så tragisk, er det jo nærmest komisk.
Måske skal vi finde meget af forklaringen på nutidens konflikter i kølvandet på 1. verdenskrigs ydmygelser: Sykes-Picot aftalen, som fordelte de arabiske områder mellem England og Frankrig og Balfour-deklarationen, som åbnede for en jødisk stat i Palæstina. Centralmagterne blev generelt påtvunget meget hårde fredsbetingelser og Osmannerriget var ingen undtagelse.
Med hensyn til nutidens terror er det indlysende, at disse barbariske islamister ikke er religiøse. De er åndløse og primitive skabninger, som ikke har den fjerneste idé om, hvad det vil sige at være religiøs. Ofte kan deres terror føres tilbage til en afstumpet tro på at blive belønnet i Paradis for deres uhyrligheder og samtidig tilgivet for en tvivlsom kriminel forhistorie.
Det ulykkelige er, at Koranen og islam som sådan, rummer meget, som ikke er religiøst. Den krigeriske side af Koranen har ikke noget med religiøsitet at gøre, men er en politisk totalitær ideologi, som definerer islam som en erobrings- og krigskultur. Islams erobringer stod på i 1000 år indtil de fra begyndelsen af 1700-tallet tabte alle krige og tilbagegangen endte med Osmannerrigets endelige nederlag og opløsning i 1922. Vestens videnskab, opfindelser og teknik pressede Osmannerriget som uden nye erobringer viste sig ude af stand til at forny sig selv. Hvis ikke Rusland havde oplevet revolutionen i 1917, hvorefter de indstillede al krigsaktivitet og trak sig tilbage fra de erobrede områder, ville russerne have erobret både Istanbul og store områder af det nuværende Tyrkiet.
Muhammeds mange krigsåbenbaringer, som helt tydeligt havde til hensigt at skabe en disciplineret og fanatisk krigsindsats og ikke har noget med religion at gøre, skaber en dobbelthed i islam. Moderate muslimer kan helt korrekt hævde, at jihadisternes terror ikke har noget med religion at gøre. Problemet er, at man samtidig kan hævde, at der er rigtig meget i islam, som ikke har noget med religion at gøre. Jihadisterne forholder sig altså til den ikke-religiøse side af islam, som har med krig, jihad, terror og fanatisme at gøre. Vi ser denne side af islam forenet med de mest primitive og afstumpede mennesker, som lever i Vesten i et kulturelt vacuum uden selv at kunne sætte mål og mening for deres liv. Psykologisk kan de sikkert forklares direkte fra side 3 i en psykologigrundbog som selvhadende, der projicerer eget selvhad ud i et abstrakt fjendebillede.
Det helt store svigt i nutidens muslimske terrorbølge kommer fra de muslimske ledere, teologer, imamer og lærde, der har været fuldstændig ude af stand til at forklare den unge kriminelle og radikaliserede muslim, der lever i en forstad til en af Europas storbyer, hvorfor terror ikke har noget med religion at gøre. Det hjælper ikke noget blot at hævde det, når alle uhyrlighederne står i Koranen. En jihadist, der nok ikke hører til de bogligt mest skarpe, præsenteres for citater fra Koranen, Gud egne ord, og er selvfølgelig ude af stand til at sige noget begavet imod det, han hører. Hvor er de toneangivende muslimske lærde, det forklarer, så en småkriminel forstads-jihadisk kan forstå det, at han er fuldstændig galt afmarcheret og mere kriminel end religiøs?
Der hviler et kæmpe ansvar på nutidens muslimske ledere. De mest skeptiske vil sige, at man intet har hørt fra disse ledere fordi det er en umulig opgave at udskille det krigeriske og fanatiske fra islam og stadig kalde det islam. Det afgørende fokus må imidlertid være, at religion nødvendigvis må omhandle åndelige anliggender og da alle mennesker er åndelige væsener, kan det ægte religiøse aldrig skille mennesker fra hinanden. Ondskab, had, umoral, krig, undertrykkelse kan aldrig knyttes sammen med noget religiøst. Det ægte religiøse må rumme en sammenhæng mellem Gud og mennesker: at skade et andet menneske kan aldrig være til nogen Guds velbehag. Det er en selvmodsigelse at påstå at elske Gud og samtidig hade eller skade noget menneske.
Den sammenhæng må nutidens radikaliserede muslimer belæres om og det skal ske fra de muslimske ledere. Opgaven fra disse ledere er ikke at tage afstand fra terror – det er i sig selv en intetsigende selvfølgelighed. Opgaven er, at forklare grundigt og overbevisende, hvorfor man ikke skal gøre som der står i Koranen, når det handler om krig, had, drab, jihad og undertrykkelse. Formår de muslimske ledere ikke at gøre dette klart, massivt og overbevisende, så hjælper de i stedet islamisk stat til at hverve nye medlemmer.
Splittelserne i den muslimske verden er store og dybe så det er naturligvis naivt at forestille sig en muslimsk teolog en gang for alle udlægge teksten. Men det må begynde et sted. Det afgørende er, at blive konkret: altså ingen ligegyldige erklæringer imod terror og tomme postulater om islam som freden religion, men derimod konkret og grundig argumentation for, hvorfor jihadisterne har misforstået Koranen, når de tager den på ordet.
