Islamisk terror er religionskrig, det drejer sig IKKE om ytringsfrihed

Mange mener, at vi skal undlade at håne, spotte eller latterliggøre visse religioner - læs: islam - fordi deres tilhængere føler sig krænket af, enten at vi ikke overholder islams billedforbud, eller af at vi fremstiller profeten negativt. Der findes ydermere et delsegment af denne gruppe, der giver udtryk for, at hvis vi blot stopper med at krænke profeten, så bliver alt godt, og terroren vil stoppe.

Det er en stor misforståelse, og det standpunkt er selvfølgelig ikke andet end endnu en variant af det venstreorienterede dogme om, at alting er Vestens skyld, og "de andre" blot reagerer på de krænkelser, de udsættes for, men er uden egen skyld.

Men i forhold til substansen i argumentet, baserer det sig også på en misforståelse. 

Den islamiske terror handler ikke om ytringsfrihed. Det skulle være åbenbart. Hverken 9/11 eller terrorangrebene i London, Madrid eller på Bali havde noget som helst med ytringsfrihed at gøre, og angrebet på synagogen i nat, angrebet på det jødiske supermarked i Paris og på det jødiske museum i Bruxelles havde intet med ytringsfrihed at gøre. Og det gælder for størstedelen af de ca. 25.000 islamiske terrorangreb, der er registreret siden 2001.

Angrebet på Charlie Hebdo, mordattentaterne på Kurt Westergaard og på Lars Hedegaard og terrorangrebet på Krudttønden i går har selvfølgelig noget med ytringsfrihed at gøre, men det er vigtigt at forstå, at ytringsfriheden er blot en kampplads blandt flere. Og at selve krigen ikke drejer sig om ytringsfrihed eller om islams billedforbud. Den handler om noget meget større.

Krigen er en religionskrig, og den er nu blevet udkæmpet i 1400 år med visse afbrydelser. Eller man kan kalde det for en krig mellem civilisationer, hvis man foretrækker Huntingtons terminologi. At tale om civilisationer eller kulturer ændrer imidlertid ikke ved, at kernen i konflikten er religion. Det handler om hellig krig. Og målet er islams udbredelse, som det har været i 1400 år.

Islam er en krigerisk ideologi. Det hænger bl.a. sammen med, at når der ikke er nogen adskillelse mellem den religiøse og politiske magt, så bliver udbredelsen af islam som religiøs doktrin sammenfaldende med en geografisk udbredelse af islams territorium.

Kernen i jihad-doktrinen er, at der eksisterer et enkelt islamisk samfund, islams hus, styret af ummaen, og at det er ummaens pligt at udvide ”islams hus”. Jihad er altså en religiøs pligt, og målet er at bringe hele jorden under islams herredømme, (koranvers 2,194; 4,94; 8,72; 9,41; 66,9). Utallige er de skriftsteder i Koranen, hvor troende opfordres til at tage del i den væbnede kamp mod de vantro (jf. fx vers 9,14; 9,29; 9,41), og de, der bliver dræbt i jihad, stilles en seksuel belønning i udsigt i form af 72 himmelske jomfruer.

Pointen er, at selv hvis alle vesterlændinge skulle underkaste sig islams billedforbud, og ingen nogensinde mere ytrede så meget som et eneste kritisk ord om islam eller Muhammed, så ville terroren ikke forstumme. Islamisternes krig mod os ville ikke stoppe. Det ville blot være en sejr for islamisterne, og krigen ville fortsætte med andre midler.

32 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere