Det er måske en liiiiiille smule i modstrid med, hvad jeg tidligere har skrevet, men lad mig ikke desto mindre slå fast, at jeg grundlæggende synes, Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon er fantastiske – intet mindre. Tænk sig at have to så exceptionelle, unikke, enestående – jeg løber tør for enslydende superlativer – personer siddende i selvsamme regering og endda på de to vigtigste poster. Danmark er måske nok areal- og indbyggermæssigt et lille land, men på dette punkt har vi grund til at være stolte. Vi skiller os ud og rager op internationalt med disse kapaciteter i spidsen for Dannevang.
Hvad skyldes begejstringen, vil den rundtossede og skrupforvirrede læser med fuld rette spørge? Ja, den skyldes, at det netop er gået op for mig, at der, ud over statsministeren selvsagt, rent faktisk findes ét andet menneske i kongeriget, nemlig Bjarne Corydon, der (i talkshowet, Vi ses hos Clement, på DR2, fra ca. 38 min.) benægter, at Socialdemokraterne har begået så meget som ét eneste løftebrud efter det seneste valg. Man kan diskutere, om der er begået 30, 50, 70 eller 100 løftebrud, men at påstå, der ikke har været et eneste, er simpelthen fascinerende, og vi har altså to personer siddende i toppen af vores regering, der tænker sådan. Måske er det forårets komme, der gør mig så glad, men jeg synes ikke desto mindre, det er fantastisk.
Perspektiverne i den henseende er enorme, for hvis man skal følge denne Corydonske, Thorningske og dermed socialdemokratiske tankegang og sprede den ud til alle dele af samfundet og hele det ganske, danske land, står vi over for en samfundsomvæltning, der vil få den russiske revolution til at minde om en rokade i et parti skak: Man forestiller sig et Danmark, hvor domstole nedlægges, og utallige advokater bliver arbejdsløse, fordi utvetydige ord på skrift og i tale ikke længere har nogen værdi og dermed heller ikke længere kan få konsekvenser for afsenderne; et Danmark, hvor ét af Bibelens ti bud, Du må ikke lyve, fuldstændig tømmes for indhold; et Danmark, hvor ingen længere skal døje med dårlig samvittighed og psykiske kvababbelser; et Danmark – og det er måske set fra et socialdemokratisk perspektiv særlig uheldigt - hvor arbejdsgivere kan snyde arbejdstagere efter forgodtbefindende; ja, sågar et Danmark, hvor ægtefæller, søskende og nære venner ikke længere behøver at tage hinandens ord for pålydende; kort sagt et Danmark, hvor ord ingenting betyder, og det eneste, man kan regne med, er, at man ikke kan regne med noget eller nogen som helst.
Inden dette fagre nye Danmark får lov til at folde sig ud i fuldt forårsflor, er det på sin plads at dvæle lidt ved nogle få af de… løfter, ledende socialdemokrater afgav før Folketingsvalget i 2011:
Det, vi lægger frem i dag, er ikke et forhandlingsoplæg til resten af oppositionen. Det, vi lægger frem i dag, bliver skrevet ind i et kommende regeringsgrundlag. Det er det, vi gennemfører efter et valg. Fair Forandring (der bl.a. indeholdt planer om henholdsvis en bank- og millionærskat samt forhøjelse af selskabsskatten) er en ny regerings skattepolitik, hverken mere eller mindre. (…) Der kan ikke blive tale om at danne en regering, uden at dette er en del af regeringsgrundlaget. (…) Jeg er ikke parat til at sige én ting før et valg og så svigte efter et valg. (Helle Thorning-Schmidt ved pressemødet i forbindelse med præsentationen af Fair Forandring d. 28.8.2009)
Lars Løkke Rasmussen: Vi har sparet 3 mia. kr. ved at lave dagpengesystemet om. Er det en besparelse, der kommer til at stå, hvis der kommer en ny regering? Helle Thorning-Schmidt: Nej, det er det ikke. Vi vil selvfølgelig lave jeres usolidariske dagpengeforringelse om. Det kan du være helt sikker på. (TV-duel mellem statsministerkandidaterne på DR1 d. 2.1.2011)
Der kan ikke blive tale om at pille ved efterlønnen, og jeg kan ikke acceptere, at vi skaber denne her usikkerhed for borgerne om efterlønnen. Vi har for to år siden i velfærdsforliget sagt til borgerne: Nu er det dét her, der gælder. Så kan vi ikke komme bagefter og sige, at det mente vi ikke alligevel. Det kommer ikke til at ske. Vil det sige, at så længe du er formand for Socialdemokraterne, så kommer man ikke ind og piller ved efterlønnen? Nej. Det gør man ikke. (Thorning-Schmidt i Børsen d. 29.8.2008)
Vi kommer ikke til at ændre og forringe efterlønnen. Det gør vi ikke. (…) Hidtil har Socialdemokraterne taget afstand fra al snak om forringelser af ordningen, og Henrik Sass Larsen har udtalt, at det bliver over mit lig, hvis ordningen forringes. Den udtalelse står jeg ved, siger Henrik Sass Larsen. (…) Vil det sige, at hvis I kom i den situation, hvor I blev nødt til at bruge det sidste værktøj og røre efterlønnen, så er du ude af politik? Ja, for så er vi helt derude, hvor vi er i gang med nogle meget, meget markante og drastiske afviklinger af velfærdssamfundet. Så det vil jeg skyde på. (Politiken, d. 9.6.2010)
(…) Det er en tilbagevenden til en rød zigzag-politik på udlændingeområdet, siger beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V). Den kritik afviser Thorning med løftet om, at hun ikke kunne drømme om at gå over mod en lempeligere udlændingepolitik. Det bliver ikke de Radikale, som skal bestemme vores udlændingepolitik. Det er de brede vælgergrupper ikke interesserede i, og jeg er slet, slet ikke interesseret i det. (Berlingske, d. 20.11.2010)
Set fra de fleste almindelige vælgeres perspektiv forekom de ovennævnte løfter formentlig temmelig uforbeholdne, utvetydige og ultimative, men hvis man alligevel havde sin tvivl om, hvorvidt de ville blive til virkelighed, gjorde Thorning-Schmidt sit yderste for at fjerne den: Vi mener stadig, at det er en del af den tryghed, som vælgerne kan forlange, at man giver nogle løfter og rent faktisk overholder dem. (…) Umiddelbart vil jeg mene, at jeg har givet løfter, som er sikrede mod udefrakommende begivenheder. (Berlingske, d. 23.1.2011)
Helt sikrede var de så alligevel ikke, skulle det vise sig. Bank- og millionærskat blev ikke til noget, mens selskabsskatten blev sat ned; Dagpenge- og efterlønsreformerne, som den borgerlige regering lavede med Dansk Folkeparti og De Radikale, består endnu – Henrik Sass Larsen lever også i bedste velgående – og udlændingepolitikken er ifølge De Radikale blevet lempet 26 gange. Detektor på DR2 har opgjort antallet til 28.
Under alle omstændigheder virkede det umiddelbart efter valget som om, Socialdemokraterne var fuldstændig uforberedte på, at de ville være afhængige af de radikale mandater, selvom meningsmålingerne op til valget uden skyggen af tvivl havde vist, at S, SF og Enhedslisten ikke kunne danne flertal uden Vestager og co. Selv de to løfter, Thorning-Schmidt håndplukkede et par dage efter valget, endte med ikke at blive ført ud i livet: Der er to ting, der bliver til noget. Den ene er hjælpepakken til boligmarkedet, den anden er betalingsringen. (…) På spørgsmålet, om løftet (til boligejerne) gjaldt uanset Venstres afvisning af den nuværende model fra Socialdemokraterne, svarede S-formanden: Ja, det gør det. (Politiken d. 18.9.2011)
Med det ovenstående in mente er der to muligheder: Enten havde Socialdemokraterne før valget taget munden for fuld og afgivet en række glas- og klokkeklare løfter, de af den ene eller anden grund ikke kunne eller ville indfri… Eller også var de uskyldige ofre for hundredetusinder af vælgere, der simpelthen var for dumme til at forstå, at de ovennævnte løfter selvsagt ikke skulle tages bogstaveligt. I sidstnævnte fald ville de være lovlig undskyldte, for over for et fatsvagt folk er selv en retorisk mester i politiker-klæder, der af al magt forsøger at kommunikere ned til stemmekvæget, magtesløs. Spørgsmålet er dog, om ikke opgaven med at forklare, at Socialdemokraterne ikke har begået ét eneste løftebrud, er så håbløs, at selv komiske Ali, der som bekendt forsikrede, at Irak ikke var ved at blive invaderet, mens de amerikanske kampvogne rullede ind i Baghdad, ville betakke sig? En anden verdensberømt person, forfatteren George Orwell, ville, hvis han var i live i dag, formentlig være dybt imponeret over, at det politiske nysprog, han skrev om i sin roman, 1984, var blevet udviklet til noget, der nærmede sig perfektion, i lille Danmark. Han ville også få stof til mindst én ny roman, hvis han i andet halvår 2015 kunne opleve, at de selvsamme politikere, der allerede én gang i dén grad havde ført det danske folk bag lyset, alligevel kunne få de samme vælgere til at stemme på sig ved det efterfølgende valg.
Artiklen er skrevet den 7. april, dagen før Venstre lancerede sin kampagne om Socialdemokraternes løftebrud. Jeg fik selv et klokkeklart løfte om, at den skulle offentliggøres et sted, hvor flere ville læse den, d. 8., men så skete der åbenbart noget...
