Man kan formodentligt let blive enig om, at et sprog nødvendigvis må have en veldefineret beholdning af ord, hvis sprogets brugere skal gøre sig håb om at forstå hinanden. Hvis ordet ”demokrati” både kan dække over det politiske styre i Danmark og det hedengangne DDR (Deutsche Demokratische Republik), så er det svært at få en meningsfyldt samtale om det begreb.
Hvis ”en bjørnetjeneste” både kan være en skadelig og en stor hjælp, kan udtrykket slet ikke bruges uden risiko for misforståelse.
I den senere tid har et par konservative politikere været ude med påstanden om, at kristendommen er bedre end islam. Men desværre har det vist nok været en påstand uden ret megen anden begrundelse, end at kristendommen i 1000 år har været en del af vores kultur. Det kan jo let imødegås med spørgsmålet, om det så ikke er på høje tid at prøve noget nyt?
Er kristendommen objektivt set bedre end islam og andre religioner? Det kommer selvfølgelig an på, hvad den skal være bedre til. Men før vi kommer til det spørgsmål, må vi definere, hvad vi vil forstå ved religion.
I et samfund som det danske med flere meget forskellige religioner er der et stigende behov for en klar definition af overbegrebet religion og en vis viden om karakteristiske træk ved de mest udbredte religioner: kristendom, jødedom, buddhisme, hinduisme og islam.
Det træk, der er fælles for dem, er jo, at de opererer med en transcendental virkelighed og én eller flere guder eller guddomme.
Derudover er det fælles for jødedom, buddhisme, hinduisme og islam, at der er noget den troende må, og noget hun eller han ikke må: halal, haram - kosher, ikke kosher – rent, urent. Foruden det er i mere eller mindre grad gudgivne leveregler, som skal overholdes: bøn, faste, pilgrimsrejse, mands- og kvinderoller, kalot, tørklæde etc. Hvorved de i billedlig forstand trækker Gud ned på jorden og - via stedfortræder - gør ham til en afgørende deltager i samfundsdebatten og lovgivningen.
Sand kristendom gik desværre i glemmebogen allerede efter de første par generationer efter Jesu død og opstandelse.
Kristendommen blev erstattet med katolicisme, der er en institutionel religion, der sætter kirke, pave og præster som mellemled mellem Gud og mennesker. Derfor har katolicismen de fleste af lovreligionens træk: cølibat, faste, bod, skrifte, morallære.
Da Luther i 1517 opslog sine teser på kirkedøren i Wittenberg havde han søgt tilbage til kristendommens kilder, de gamle græske testamentetekster. Han angreb den katolske kirke for at være ugudelig, og paven anså han for at være den skinbarlige Antikrist! Sin egen lære kaldte han følgerigtig for Den evangeliske Lære, og med den blev kristendommen så at sige genfødt efter 1500 års dvale.
Kristendom er ikke morallære eller etik i forskriftsform. I virkeligheden er sand kristendom antireligion.
Jesus forkynder nemlig ingen gudgivne regler, der foreskriver, hvordan den kristne skal leve. Tværtimod! Han gjorde i hele sin virksomhed op med jødedommen, som den er beskrevet i Det gamle Testamente: Jahve er en streng, nidkær gud, der straffer og belønner i mange generationer. Han påbyder den troende leveregler som de 10 bud, omskæring, kosher mad, schæchtning og meget andet; den kristne gud derimod er en barmhjertig fader, der i kærlighedens navn tilgiver det selvoptagede menneske for alle dets fejltagelser.
Vigtigt er imidlertid også, at den kristne gud er ude af eller uden for verden (”Mit rige er ikke af denne verden”), idet skaberen ikke en del af skaberværket.
Det betyder, at for protestanten er intet i denne verden er helligt! Hverken bibel, kirke eller præster.
Med to-regimente-læren (”Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er”) lægger Jesus grundlaget for den sekulære stat!
Renæssancen begyndte på græsk inspiration i de norditalienske bystater; men Oplysningstiden tog først rigtig fart i det protestantiske Nordeuropa efter ca. 1530. Oplysningen er nemlig et barn af protestantismen, fordi læsning og tolkning af Det nye Testamente blev overladt til den enkelte borger (”alment præstevælde”), som derved voksede til at blive den myndige borger, der er demokratiets forudsætning.
Der findes intet folkestyre i denne verden, som ikke har baggrund i de protestantiske stater. Diktaturstaterne i det katolske Sydeuropa blev i efterkrigstiden demokratiske under økonomisk påvirkning fra nord. Hvad der er af demokratier eller semidemokratier i Asien, Afrika og Sydamerika skyldes kolonitiden – mest Storbritannien og Nederlandene. USA har anglosaksiske rødder, og de amerikanske sejrherrer demokratiserede Japan efter 2. Verdenskrig.
Jo, evangelisk, protestantisk kristendom er i sin egenskab af antireligion forudsætningen for Oplysningstiden og udviklingen af demokrati og opretholdelsen af det, så længe den kan holde de andre religioner ude og forhindre menneskers religiøse følelser i at invadere samfundets politiske sfære.
I sin fastholden af en gud og skaber uden for verden er den samtidig et bolværk mod ateismens menneskeforagtende ideologier: fascisme, kommunisme og nazisme, (og idealisme), der har slået flere mennesker ihjel end nogen religion – måske bortset fra islam.
