Det tog over 40 år for danskerne at indse, at deres samfund, deres livsform og identitet er under angreb fra fremmede, som begyndte at bosætte sig i Danmark i større omfang i 1970'erne. Skønt deres tal i dag ikke overstiger de 10 %, så vokser denne kolonisering hurtigere år efter år, indtil de oprindelige etniske danskere bliver en minoritet.
For nylig begyndte en debat om, hvem der er dansker. Mange deltager med kommentarer til emnet - fra antropologer, politikere til bekymrede borgere. Nogle mener, at en dansker er en person, som er født og opvokset i Danmark af to danske forældre. Andre siger, at en dansker skal være efterkommer af fire etniske generationer. Mange andre bud blev fremsat på, hvem der er dansker. Også et stort antal "ny-danskere" fremhæver kraftigt, at en person får dansk nationalitet alene ved tildeling af det, vi kalder ”indfødsret” - altså en rent juridisk sag. Efter min mening er denne betegnelse absurd.
Jeg foreslår, at vi tænker på problematikken med andre synsvinkler. Jeg er selv en indvandrer, der kom til Danmark for næsten 50 år siden og faldt pladask i en solid, ægte og dyb kærlighed til mit adoptivland. I løbet af fem årtier har jeg stræbt efter at indgå i samfundet og deltage i dansk livsform - både kulturelt og politisk. Dette betyder ikke, at jeg har været en papegøje eller en skuespiller, der bare kopierede noget, jeg så. Det var en pragtfuldt opdagelse fra mine første dage i landet, at jeg følte mig ”hjemme”, og det medførte, at jeg let og smertefrit optog samfundets normer og skikke.
Det hører med i min bagage eller "ballast" fra Ægypten, at jeg var vokset op som en fremmed i dette land. Derimod var jeg fra tidlig barndom, skole og gymnasium vel udrustet til at modtage påvirkning fra den franske kultur. Derfor blev jeg på universitetet klar over, at jeg ikke kunne ikke trives i ægyptisk kultur. Mange år senere konstaterer jeg, at akademikere og en mange politikere i Vesten helst undgår at tale om kulturforskelle, men netop dette er helt centralt for mig. Med den baggrund ønsker jeg nu at give mit besyv med i debatten om, hvem er dansker.
I dag kan de fleste danskere føre deres stamtræ tre, syv eller ti generationer tilbage i tiden. De er efterkommere af indvandrere fra Sverige, Norge, Holland, Polen, Tyskland, Frankrig, Skotland og mange andre lande. Meget få danskere kan bevise, at de stammer fra Gorm den Gamle, dronning Tyra og Harald Blåtand, der levede for over 1100 år siden - 40 generationer tilbage. De, der kan det, er bestemt danskere. Men de kan stadig ikke hævde at være af 100 procent dansk afstamning. Både før og efter de nævnte kongelige personers tid hentede danske vikinger - både sørøvere og handelsmænd - udlændinge med hjem til Danmark. Når der kom børn ud af den slags forbindelser, var de således delvist af udenlandsk herkomst.
Er man så mindre dansk, hvis man har et kort stamtræ med kun tre generationer? Svaret kan drille en lidt. Tredje generations-muslimer ser ikke ud til at være ”danskere”, selvom Danmarks Statistik ikke tager dem med i beregningen - på grund af en grundløs antagelse af gennemført integration. Mange i denne gruppe hænger fast i deres oprindelige kulturer og kan kun overtage nogle få og små stumper af dansk livsform og etik. Her er det vigtigste bevis for, at det, der kaldes ”integration” har været en stor fiasko. Skiftende regeringer og beslutningstagere i offentlig forvaltning troede, at man kan integrere muslimer. Det lader sig bare ikke gøre med politisk og bureaukratisk indsats.
Kinesere, der bor i Danmark i flere generationer, skaber ikke problemer, og vi drøfter slet ikke deres danskhed. Det er der ingen grund til! De og andre østasiatiske tilflyttere lever i vidt omfang i parallelsamfund, men de gør det ubemærket. De forlanger ingen speciel godkendelse og generer os ikke. De skilter ikke med deres religion ved at bruge en særlig påklædning eller insistere på at bede på gaden, i skolen eller på arbejdspladsen.
De østasiatiske indvandrere kræver ikke, at dele af danske traditioner eller institutioner skal fjernes. Kinesere, vietnamesere, tamiler og andre ikke-europæere generer ikke danskerne, skønt de på flere områder lever efter egne skikke. De respekterer vestlig og herunder dansk kultur.
Hvad skal en indvandrer og en flygtning, der har opnået asylstatus gøre for at være dansk? Indfødsret-testen forlanger ret meget af dem, der ansøger om et dansk pas. Danskhed er nemlig ikke simpel, og efter min mening handler det mere om en følelse end om kendskab til dansk historie og perfekt beherskelse af det danske sprog.
Man er dansker, når man hepper på en dansk atlet eller et sportshold under internationale begivenheder. Man er dansk, når man får en tåre i øjnene ved synet af en dansker med guldmedalje på podiet eller mens man hører den danske nationalsang. Man er dansk, når man hopper af glæde, fordi det danske hold vinder en kamp mod et land, man oprindeligt kom fra som indvandrer.
Man er dansker når man føler varme i hjertet ved oplevelse af dansk natur - havet, stranden, skoven. En muslimsk kvinde, der gifter sig med en kristen, etnisk dansk mand, er dansker. Man er dansker, når man som muslim undlader at tvinge en datter, kone eller mor til at bære et muslimsk tørklæde. Man er dansker, når man kommer i kirken til en begravelse, en dåb, en konfirmation eller en vielse. Man er dansker, når man spiser svinekød eller lader være med at føle sig generet af andre, der gør det.
En muslimsk pige er dansker, når hun kan have en etnisk dansk kæreste, tager til disco med veninder og svømmer i havet eller bassinet som alle andre - af begge køn. Man er dansker, når man lader være med at gå med burka eller muslimsk tørklæde. Man er dansker, når man rækker hånden frem for at hilse på en af det modsatte køn. Man er dansker, når man ikke på nogen måde forlanger, at andre danskere skal overholde regler og forbud i ens egen religion. Man er dansker, når man ikke skiller sig selv ud i skolen eller arbejdspladsen ved at spise, læse, lege, arbejde eller dyrke sport isoleret fra etniske danskere. Man er dansker, når man undlader at kræve af egen børn, at de altid husker, at de hører til i deres oprindelseslande, religion, kultur og skikke.
Man er dansker, når man som indvandrer dagligt ser og hører dansk TV og radio og ikke bare oprindelseslandets kanaler.
Man er dansker, når man elsker Danmark.
