Jeg ville ønske, at i hvert fald vore politikere, men også alle andre danskere, ville læse Koranen. Så ved man dog, hvad vi skal kæmpe imod. Men ingen medier tør tilsyneladende bare nærme sig en omtale.
Og helt ærligt, jeg ved ikke, hvor meget jeg tør sige om den udover, at den er "interessant".
Og den har enorm betydning for forholdene i Danmark.
For 15 år siden forudsagde en ung mand fra Brøndby Strand, at ”om 25 år har vi borgerkrig i Danmark”. Der er altså 10 år endnu.
Men man kan vel med god ret sige allerede nu, at en borgerkrig er i gang i Europa, da det er borgere her, som aktionerer med en så bevidst vold. Og voldelige modreaktioner er så småt ved at indfinde sig som for eksempel i Sverige.
Pegida vokser stille og roligt, højrepartierne vinder flere og flere pladser og politikerne leder med lys og lygte efter løsninger på problemet med Syrienkrigerne. Og det er jo ret så vanskeligt, eftersom det er valgår. For er der noget, der for en politiker er vigtigere end alt andet, så er det vedkommendes egne muligheder.
Vores samfund er blevet mere og mere uroligt de sidste 25 år. Omkring 60 bebyggelser med overvejende muslimske beboere, og de mere end 30 er blevet rubriceret som ghettoer.
Et utal af drengebander, som egentlig er rigtigt dårligt stillet. Faktisk er de uskyldige ofre for en betonreligion, som ikke levner nogen plads til integrering i et samfund som det vestlige. Ahmed fødes ind i i islam, og han er muslim, til han dør. Apostater, altså frafaldne, står til dødsstraf for mænd og livvarigt fængsel for kvinder, og selvom det ikke praktiseres i Europa understreger det dog alvoren og nødvendigheden af at være med på vognen .
Så helt fra fødslen er disse drenges verdensbillede tegnet af koranen, som er en besynderlig bog med tre hovedelementer:
Du er ingenting. Du kan ingenting. Du ved ingenting. Allah ved alt, kan alt, ser alt. Allah straffer. Allah er barmhjertig, o.s.v. Og for det tredie: Dræb! Dræb! Mere end tyve suraer handler om at dræbe.
Og tæt op til koranen ligger de arabiske traditioner, som er så langt fra vores tænkemåde, at vi aldrig vil kunne mødes. Og dette er altså drengebandernes verden. Ingen deltagelse i vores kulturliv, ingen fædre, der tager ungerne med til fodboldkamp, ingen musik, ingen hobbies, ingen lejrskoler, ingen stævnemøder. Ingen forbilleder.
Den manglende deltagelse gælder forresten ikke bare ungdommen. De voksne er ikke bedre stillet. Pigerne og kvinderne sidder hjemme, og mændene er i deres respektive klubber.Så når vi endelig skal bruge ordet integression kan det kun gælde på arbejdsmarkedet, hvor det jo heller ikke går for godt.
Det er på grund af alt dette, at jeg forstår drengene. Hvad skal de gøre? De har intet udover, hvad koranen foreskriver. Men de har hinanden, og i disse år er de i gang med en dødsens alvorlig leg, som fjerner dem endnu mere fra samfundet. Og selv om de taler med pistoler og ildebrande og om "ære" og "vores område", så tror jeg,at det er et stort, samlet skrig om et meningsfuldt liv, som de ikke engangved, hvad er.
Og jeg tror ikke et sekund på, at det er religionen, der driver dem til Syrien. Det er spænding, de søger. De har med et fået en mening med deres liv. Og vi har ved samme lejlighed fået en fjende i Danmark.
