Af Rådmand og Folketingskandidat Laura Lindahl (LA) og Folketingskandidat Pernille Vermund (K)
Både partipolitisk og ideologisk har liberale og konservative meget at være fælles om, selv om der naturligvis også er forskelle.
Både liberalismen og konservatismen opstod som politiske ideologier i Storbritannien i midten og sidste halvdel af 1700-tallet, hvor skotten Adam Smith (1723-90) formulerede teorien bag markedsøkonomien og økonomisk liberalisme, og hvor ireren Edmund Burke (1729-97) formulerede det klassiske grundlag for konservatismen.
Smith og Burke var nære venner, de var begge medlem af det liberale Whig-parti, og de tilhørte tilmed samme fraktion i partiet. Smith erklærede engang, at han ikke havde mødt nogen anden mand, der var så enig med ham i økonomiske spørgsmål som Edmund Burke, dette inden de overhovedet havde talt sammen.
Det var ikke kun på det økonomiske område, at Adam Smith og Edmund Burke havde sammenfaldende holdninger. De delte syn på samfundet og dets udvikling, og de var fælles om en anti-utopisk, anti-revolutionær og anti-konstruktivistisk mentalitet og samfundsopfattelse.
Den opfattelse kom måske tydeligst til udtryk i Burkes kritik fra 1790 af den mentalitet, der lå bag den franske revolution: Den revolutionære ånd, der vil nedbryde alt det bestående, og på utopisk vis tror, at man kan konstruere et nyt samfund på baggrund af nogle rationelt udtænkte principper som et abstrakt rettighedsbegreb. Men samme ide finder vi allerede i Adam Smiths moralfilosofiske hovedværk fra 1759, hvor han kritiserer den ”samfundsingeniør”, der tror, at man kan nedrive gamle institutioner og opbygge nye ved hjælp af rationel lovgivning.
Det er næppe helt forkert med moderne øjne at pege på, at den klassiske britiske liberalisme, som den blev formuleret af de skotske oplysningstænkere som David Hume og Adam Smith m.fl., har nogle konservative træk, og omvendt var Edmund Burke en klassisk liberal, før han på sine ældre dage videreudviklede sine tanker om det, der senere blev til konservatismen.
Når det er sagt, så er det klart, at der også kan være betydelige forskelle mellem at være liberal og at være konservativ, og der findes retninger inden for både liberalismen og konservatismen, hvor forskellene er markant større end mellem Smiths liberalisme og Burkes konservatisme.
Liberale vil ofte kritisere konservative for at have for stor tillid til staten som den store problemløser og omvendt ikke i tilstrækkelig grad at ville forlade sig på markedsøkonomien og på de frivillige organisationsformer og fællesskaber. Og konservative vil ofte kritisere liberale for ikke at forstå betydningen af kultur og det nationale og folkelige fællesskab og betydningen af kristendommen og familien som bærende institutioner i samfundet og på ideen om den implicitte kontrakt mellem generationer.
Konservative og liberale vægter begge den individuelle og familiens frihed højt, men ud fra forskellige værdimæssige ståsteder. Den konservative ser fælles værdier og et fælles kulturelt fundament som en forudsætning for tilliden mellem mennesker og dermed muligheden for at leve frit sammen, hvorimod den liberale vil give andre mennesker plads til at gøre, som de har lyst – blot de ikke skader andre.
Et vist fællestræk med hensyn til livsholdning er der dog. At tage et personligt ansvar og sætte en ære i at være selvforsørgende og ikke ligge andre til last, kan ses som et fælles træk for liberale og konservative.
Når det kommer til praktisk politik er der også mange områder, hvor liberale og konservative partier kan finde fælles fodslag, og i Folketinget ligger Liberal Alliance og Det konservative Folkeparti da også tæt på hinanden på en lang række områder, der lover godt for det fremtidige Folketing med en blå statsminister.
Først og fremmest er der stor enighed om retningen for den økonomiske politik. Dansk økonomi har lidt under en lav økonomisk vækst i de seneste 20 år, og har siden finanskrisen stået i stampe. Den hidtil førte økonomiske politik har ikke virket af den simple grund, at den ikke har forbedret erhvervslivets rammevilkår. Tværtimod er erhvervslivet under den nuværende regering belastet med nye afgifter og unødvendig regulering, hvilket både af økonomiske og moralske årsager skal lempes betydeligt.
På skattepolitikken er De Konservative og Liberal Alliance også meget enige: højere beskæftigelsesfradrag, lavere bundskat, lavere selskabsskat, fjernelse af topskatten samt reduktion og fjernelse af en lang række afgifter. Partierne er enige om, at lavere skatter og afgifter vil gøre det mere attraktivt at arbejde. Det vil øge aktiviteten i samfundet - og dermed skatteindtægterne.
Der er nok forskel på hastigheden, hvormed Liberal Alliance og de Konservative ønsker at gennemføre økonomiske reformer, men de trækker i samme retning, og det er de samme instrumenter, der drejes på for at få gang i væksten igen. Det skulle ikke være svært at nå til enighed om en fælles økonomisk politik efter et valg.
I forhold til indvandring burde et liberalt og et konservativt parti også kunne blive enige – men måske ud fra et forskelligt syn på indvandringens udfordringer. Liberale vil anskue en stor indvandring af svært integrerbare indvandrere som en trussel mod vores frihed og velstand, og konservative vil betragte en stor indvandring fra fremmede kulturer som en trussel mod vores nationale kultur, sammenhængskraften og opretholdelsen af lov og orden. Det samme problem formuleret på forskellig vis.
Svaret på begge udfordringer kan imidlertid være sammenfaldende: skærpet kontrol med indvandringen, hvor der stilles større krav til indvandrernes evne til selvforsørgelse og skærpet integrationsindsats og indsats over for radikaliseringen.
Også i forhold til EU burde der være en høj grad af sammenfald mellem et liberalt hhv. et konservativt parti– men igen af forskellige hensyn.
Det indre marked med fri bevægelighed af varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft er ubetinget en fordel, men etableringen af det indre marked forudsætter ikke hele den politiske overbygning, og det er heller ikke nogen nødvendighed – og med den fortsatte eurogældskrise bestemt ikke nogen fordel – at være med i eurosamarbejdet.
Liberale og konservative må være fælles om at betragte en imperial, overstatslig konstruktion som EU som en trussel. EU har udviklet sig til at være et venstrefløjsprojekt, og liberale vil især være modstandere af at koncentrere en så enorm politisk magt i nogle overstatslige institutioner, der ikke er baseret på et folkeligt mandat, og hvor der ikke er den magtdeling mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt, der om muligt kunne sætte grænser for EU’s magt. Med tanke på Adam Smiths kritik af samtidens meget regulerede markeder, kunne liberale rette samme kritik mod EU’s indre marked, der er så intensivt reguleret og højt beskattet, at det ikke har været muligt at se nogen økonomiske gevinster af det fælles marked.
For konservative tæller det højt, at EU underminerer nationalstaten og i den grad udgør en trussel mod den nationale suverænitet og nationale kultur, ligesom de nationale demokratiske institutioner gradvist tømmes for funktioner, magt og politisk ansvar.
Konservative kunne også fremhæve relevansen af Burkes kritik af den mentalitet, der lå bag den franske revolution, som lige så relevant i dag, hvor det er unionsprojektet, der er et utopisk, konstruktivistisk projekt, der ud fra en abstrakt plan for et nyt Europa forsøger at skabe et kunstigt Europæisk fælleskab, der ikke udspringer af noget folkeligt ønske om at blive forenet, men er designet af virkelighedsfjerne samfundsingeniører i kølvandet på anden verdenskrig. Hele unionsprojektet er baseret på en antagelse om, at det vil være muligt at skabe en kunstig sammenhængskraft og tillid mellem befolkningerne i et transnationalt EU-imperium, selv om der ikke findes nogen europæisk nation eller kultur, man kan basere et transnationalt imperium på.
Således er der altså en række af de absolut vigtigste problemstillinger i vores samfund, som Liberal Alliance og Konservative kan samarbejde om at løse efter det kommende folketingsvalg. Og det er nødvendigt! Det er nødvendigt at Liberal Alliance og Konservative står sammen – vi er garant for at Venstre og DF ikke lader sig friste af lette løsninger, som måske nok tilfredsstiller midtervælgerne på den korte bane, men som på sigt ikke løser Danmarks udfordringer.
Liberal Alliance og Konservative skal stå sammen om en ambitiøs borgerlig økonomisk politik. Vi skal stå sammen om en stram, men fair, udlændingepolitik. Og vi skal stå sammen når det kommer til vores EU-skepsis. Hvis vi kan det, kan vi gøre en reel forskel i den kommende borgerlige regering.
