Flygtningestrømmen fra Tyrkiet er mere eller mindre stoppet. Men fra Afrika - og i særdeleshed Libyen - ser vi et andet billede. Omkring 16.000 flygtninge og migranter er ankommet til Europa over Middelhavet i de første måneder af 2017, og det skyldes i høj grad, at det ikke er muligt at lave en aftale med den libyske regering, som man har gjort det med Erdogan i Tyrkiet. Der er nemlig ingen reel centralmagt i landet, som er hærget af ustabilitet, oprør og magtkampe - og total mangel på kontrol.
Det er en situation, der er opstået i kølvandet på borgerkrigen, som fik præsident Gaddaffi afsat (og slået ihjel). Alt så ud til at være godt, og landet skulle nu gå ind i en demokratisk transition med politisk og økonomisk retfærdighed. Men det er mere eller mindre det modsatte, der er sket. For Gaddaffis fald har udløst et enormt magttomrum i landet, som mange forskellige grupperinger og koalitioner siden har forsøgt at udfylde.
Og, lyder kritikken så i denne artikel, vi i Vesten er medskyldige i, at det er kommet til det kaos, vi ser i dag. For vi deltog aktivt i kampen mod Gaddaffi, og vi gjorde meget for at promovere demokrati og regimeskifte. Men så snart Gaddaffi var ude af billedet, forduftede vi fra landet og overlod det til sig selv. Vi blev ikke og satte nogle fredsbevarende tropper på jorden og sendte diplomater, konsulenter og organisationer ind, som kunne hjælpe til at opbygge et nyt stabilt politisk system. Derfor er Vesten ikke fri for skyld, for det libyske samfund var tydeligvis ikke klar til at løse de store opgaver selv.
Som en udtalelse i artiklen lyder: "Hvis EU ønsker at bremse migrationen fra Libyen, må unionen støtte politisk forsoning i Libyen. Kun hvis vi får en centralmagt, kan vi kontrollere vores grænser."
Det må vi jo afgøre med os selv, om vi vil eller ej.
