London 1740'erne og indsamlingen næste lørdag

I eftermiddags så jeg den glimrende video om Händels Messias og The Foundling Hospital

Ino Overgaard Olsen,

29/01/2017

I eftermiddags så jeg den glimrende video om Händels Messias og The Foundling Hospital.

Se videoen hvis du føler for det, men for at gøre en lang historie kort, så blev det i 1740'ernes London mondænt blandt aristokratiet - og dem der gerne ville mænge sig med aristokratiet - at tage på weekendbesøg på The Foundling Hospital for at betragte de fattiges børn som var havnet der, se dem spise, arbejde eller bede bønner.

Det hjalp lidt på seværdighederne at maleren William Hogarth og hans elever var begyndt at udstille deres kunstværker samme sted, og var man rigtig mondæn, rigtigt med på noderne så at sige, så støttede man selvfølgelig institutionen med almisser bagefter. Så kunne man gå hjem til sit eget frådseri med god samvittighed. Så havde man set, og man havde især sørget for at blive set.

Næste weekend er der Danmarks Indsamling på DR1, og jeg kan ikke lade være med at tænke på om ikke historien vil gentage sig endnu engang - nu i nye rammer naturligvis. Vi har ikke en tilsvarende børneinstitution, men vi har andre fattige og flygtninge, og jeg er hellt sikker på at dem der er noget, og ved de er noget, de lader sig se nok en gang, og de nedlader sig gerne til at tale med menigmand, nu hedder det vist sidde ved telefonerne, og bagefter kan de berette fantastiske historier om offerviljen hos en bedstemor og hendes barnebarn, den syge moster og Maren i Kæret.

Vi mangler bare pudderparykkerne og fiskebensskørterne, så er vi tilbage i London i 1740'erne.

Se selv til den tid:

Mads Steffensen og Ulla Essendrop guider seerne gennem en aften med både rørende og livsbekræftende historier fra hele verden. Hele Danmark står samlet om en indsats for de ubemærkede og stille katastrofer - for at intet barn skal sulte. I et call center spækket med kendte danskere sidder blandt andre Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas og Sofie Gråbøl klar ved telefonerne.

Kilde: