Donald Trump. Mediernes yndlingsaversion. Folkemassens yndlingsaversion.
Beskyldninger om fascisme og misogyni, sammenligninger med Hitler og andre perfide totalitarister. Dæmoniseringen af Donald Trump vil ingen ende tage, til trods for den har været i gang lige siden Trump i sommeren 2015 annoncerede sit kandidatur. Mediernes dom var klar: Trump har ingen chance i præsidentvalget.
Som tiden skred frem, åbenbarededes det dog for medierne, at Trump ikke var hr. Hvemsomhelst. Medierne udsatte nu hans dødsdom til, at primærvalgene nåede de stater, hvori Trump ikke spåedes stor chance for at vinde.
Nu nærmer vi os det republikanske konvent, og tiden nærmer sig derfor det tidspunkt, hvor den endelige republikanske kandidat skal vælges. Trump har indtil videre præsteret utrolig flot i en række stater og tvunget en række ellers håbefulde kandidater til at trække sig. De eneste, der ikke har trukket sig, er Ted Cruz og John Kasich, hvor sidstnævne ikke har en jordisk chance for at udgøre en reel modstan mod trump, har Cruz fortsat forhåbninger - i hvert fald i statistisk henseende - desperationen hos Cruz er da også åbenlys, idet han for nylig annoncerede Carly Fiorina som 'running mate', hvilket der ellers normalt er kotyme for at gøre, når man har sikret sig nomineringen.
Mediernes dækning herhjemme er fortsat håbløst tendentiøs og er tydeligt influeret af den kulturradikale hegemoni, der dikterer mediernes dagsorden og diskurs, hvilket har forårsaget en nærmest kollektiv, national modstan mod Donald Trump herhjemme i Danmark.
Men hvem er han så Donald Trump? Hvorfor er han så populær i USA?
Min egen analyse baserer sig på, hvad jeg anser som værende en fremherskende tendens i udviklede demokratier. Som konsekvens af korruptionsspørgsmål, tvivlsom ledelse og manglende beslutningstagen, oplever de vestlige Demokratier en usædvanlig lav legitimitet i disse år. Vi ser tendensen i USA, Danmark, Tyskland, Spanien, England mv. Tendensen afspejles ved fremkomsten af ydergående partier, der repræsenterer noget nyt; partierne symboliserer en modreaktion til det etablerede, elitære politiske projekt, hvor den almene borger er reduceret til et objekt for politikernes karrieremål. Det nok stærkeste eksempel herpå er Jordskredsvalget i 1973, hvor partierne Fremskridtspartiet og Centrumdemokraterne blev eksponenterne for reaktionen mod det politiske system.
Kendetegnende for disse politiske kriser er, at det primært er de lavtuddannede, der føler sig fremmedgjort fra den politiske proces, og derfor vælger en leder/et parti, der i højere grad udviser troværdighed og egenskaber, der skaber en subjektiv følelse af tiltro.
Specielt med globaliseringens usikkerhedsskabende natur, søger de lavtuddannede i højere grad en person, der i deres øjne skaber en subjektiv troværdighed, men samtidig har egenskaber, der skaber en 'leder'. Dette har Donald Trump, hvilket gør ham en eminemt figur for middel- og underklassen i USA. Trump taler til den menige amerikaner, der dagligt konfronteres med eksempelvis indvandringens pris. Indvandringens pris er nemlig et perifært fænomen for en elitær politiker som Hillary Clinton, der i årevis har begået sig på de bonede gulve. Hillary er nemlig en prototype på det mislykkede, elitære, demokratiske projekt, der prioriterer værdier som multikulturalisme uden at have en anelse om dennes konsekvenser - det er nemlig ikke den højtuddannede gruppe af personer, som hun adresserer, der skal leve med den multikulturelle udfordring - det er den menige amerikaner, som Donald Trump adresserer, der dagligt konfronteres med risikoen for at miste sit job til en illegal indvandrer, gå konkurs med sin forretning fordi konkurrerende virksomheder anvender illegal arbejdskraft eller lignende. Det er denne udsatte gruppe af amerikanere, som Donald Trump i høj grad er lykkedes med at adressere med sine proklamationer om 35% skat på import fra Mexico, en mur til grænsen ved Mexico, nul-muslimsk indvandring etc.
