Mens vi Venter på Lars...

Folketingets spørgetime i dag

Ikke angivet Ikke angivet,

17/11/2015

Folketingets spørgetime i dag. Lars Løkke Rasmussen afviser at indføre grænsekontrol mod vores migrationbegejstrede naboer mod syd. Mens jeg fordøjer nyheden kan jeg ikke lade være med at tænke på Samuel Beckett´s absurde drama om de to vagabonder der venter på Godot. De venter og venter, men Godot dukker aldrig op.

Sådan er det også med grænsekontrollen. Vi venter på den, taler om den, står på tæer og spejder efter den, men den dukker ikke op.

På forespørgsel om grænsekontrol fra de andre borgerlige partier, meddelte statsministeren at det er i mod Schengenreglerne og derfor ikke muligt. Dette på trods af at terror og massemigration truer det danske samfund. Samtidig er Schengenreglerne reelt suspenderet af kansler Merkel og må derfor regnes som ikke gældende.

Med Tysklands selvmorderiske migrationspolitik har kansleren nedkaldt en landeplage af bibelske dimensioner over de europæiske velfærdsstater. En plage der har fået nationer som Ungarn, Slovenien, Østrig, Tyskland, Sverige og senest Frankrig til at indføre den kontrol som statsministeren altså afviser.

Grænsekontrol-modstanderne har udover Schengenreglerne hyppigt fremført argumentet om, at kontrol ved grænsen vil medføre et øget antal asylansøgere ved den danske grænse.

"Det vil betyde at de søger asyl her i stedet for at rejse igennem landet" har været justitsminister Søren Pind´s mantra siden starten af september.

Den bemærkelsesværdige mangel på politisk vilje og handlekraft står i skærende kontrast til de resultater som Victor Orbans regering har opnået i Ungarn.

Efter opførelsen af grænsehegn mod Serbien og Kroatien har den Ungarnske regering formået at nedbringe antallet af illegale migranter fra 6353 om dagen til 29. (Breibart.com - KIlde Ungarns politimyndigheders hjemmeside).

Udover grænsehegnet har myndighederne i landet truffet afgørelse om, at sende alle asylansøgere tilbage til Serbien og Kroatien fordi begge lande er at regne som sikre i følge flygtningekonventionens bestemmelser.

Hermed ikke sagt at Danmark skal kopiere Ungarn bogstaveligt, men mens vi venter på Lars Løkke kunne man måske skele lidt til hvad der kan opnåes ved en ændret asylpolitik og en mere håndfast beskyttelse af landets grænser.

Kilde: