Myten om den liberale indvandringspolitik

Undertiden støder jeg på opfattelsen, at der skulle herske en disharmoni mellem liberalisme og ønsket om en restriktiv indvandringspolitik

Nozick Ikke angivet,

13/01/2017

Undertiden støder jeg på opfattelsen, at der skulle herske en disharmoni mellem liberalisme og ønsket om en restriktiv indvandringspolitik. Men det vil jeg i det følgende argumentere for, er forkert. 

Liberalismen tager ganske vist udgangspunkt i, at folk er forskellige; har forskellige kompetencer, værdier og aspirationer. Særligt det med værdier må der bides mærke i. Vi har nemlig i Danmark en tradition for livestilling mellem køn, demokratisk deltagelse og generel accept af minoriteter. Alene accepten af forskellighed synes inkompatibel med islam. I en undersøgelse foretaget af Capacent ses det for eksempel, at hele 54% af danske muslimer finder homoseksualitet uacceptabelt. Endvidere viser selvsamme undersøgelse, at hele 29% mener, at manden er familiens naturlige overhoved. Ydermere ses det, at hele 8% mener, at forældre bør bestemme deres børns partnervalg. Yderligere mener 8% at drenge skal opdrages med mere frihed end piger. 23% mener, at kvinder SKAL dække deres hår, når de forlader hjemmet. 

Og i relation til de demokratiske værdier ses det igen, at muslimer finder den vestlige kultur særligt anderledes fra deres egne værdier. Hele 18% ønsker Sharia integreret i dansk lovgivning. 55% ønsker et direkte forbud mod at kritisere religion. 64% mener at ytringsfriheden skal indskrænkes i visse tilfælde. Og alarmerende 6% mener, at terror er et acceptabelt middel til at sprede et budskab.

Dette er yderst nedslående tal for en liberalist. De indikerer ikke alene, at islam har et inhærent element af en repressiv og reaktionær kultur, men ligeledes at islam er direkte uforenelig med demokrati - hvad vi i forvejen kunne læse os til i islams skrifter, men som alligevel benægtes blandt herboende muslimer, idet "det er taget ud af kontekst". 

Men hvordan ser liberale på disse deprimerende tal? Skal vi i Rasmus Brygger-ånd hårdnakket vedholde, at den danske/europæiske kultur ikke nødvendigvis er bedre end den muslimske kultur? Og at man ikke kan tale om at noget er bedre end det andet, fordi det blot er udtryk for vores egne værdier og at man på baggrund heraf ikke kan klassificere det ene som dårligere end det andet? Kort sagt er svaret nej.

Vi må fastholde, at den civilisation, vi har opbygget, er den bedste. Det er meningsløst at forsvare en stokkonservativ kultur, som den, der praktiseres i Mellemøsten. I forlængelse heraf, må vi begrænse indvandringen i et sådant omfang, at den ikke udgør en risiko for den frihed, vi har tilegnet os gennem flere hundrede år. Vi skal begrænse friheden til dem, der vil friheden. Friheden, som i en vestlig forstand, hvor man betoner negative frihedsrettigheder, og skadesprincippet udgør rettesnoren for vores frihed, således at friheden udstrækker sig i en sådan grad, at den gælder, så længe du ikke begrænser andres frihed. Alt andet er relativisme og en uberettiget hyldest til mellemøstlige autokratier, der anfægter kvinders autonomi, slår homoseksuelle og dissidenter ihjel og hvor pluralisme er fuldstændig fraværende i politik.

Som den østrigske videnskabsfilosof, Karl Popper, sagde herom: 

Ubegrænset tolerance vil føre til tolerancens undergang. Hvis vi udstrækker ubegrænset tolerance endog til dem, der selv er intolerante, hvis vi ikke er parat til at forsvare et tolerant samfund mod angreb fra intolerante, så vil de tolerante blive ødelagt, og tolerancen med dem. (..)vi bør hævde, at enhver bevægelse, som prædiker intolerance, placerer sig uden for loven, og vi børanskue tilskyndelse til intolerance og forfølgelse som kriminelt. 

Popper mente således, at friheden bør gælde dem, der vil den. Her vil relativister indvende, at muslimer måske har et andet frihedsbegreb end os. Det er også fint. Men hvis man kommer hertil, må man anerkende, at det en særlig kultur og frihed, der trives. Man må således underlægge sig det frihedsideal, der hersker i landet, og som i sig selv jo er et relativt simpelt frihedsideal; nemlig at du må gøre, hvad du vil, så længe du ikke skader andre. Er det så svært at tilpasse sig? Jeg tvivler. 

En andet prominent navn, der skrev om indvandring var Robert Nozick. Nozick havde en vision om et såkaldt meta-utopi, hvor borgerne kunne indrette sig en en række forskellige nærsamfund, som passede til deres ønsker. Eksempelvis kunne man indrette et kollektivistisk samfund med fagforeninger, pensionsordninger mv. - mens andre kunne indrette et liberalt samfund. Hovedpointen var, at folk er forskellige og har forskellige ønsker. Nozick mente, at ingen stor stat ville være ideel for alle; der vil altid være dissens, hvis man har en stor stat, og af den årsag fandt han frem til det omtalte utopi. I de små nærsamfund kunne folk bygge et lille samfund op med ligesindede, og herved ville andre slippe for tvang. Forudsætningen for, at dette kunne fungere, var en accept af folks forskellighed, hvilket betød, at man ikke måtte forsøge at påtvinge andre sine egne idealer, da dette kan skabe splid i de små nærsamfund. Netop af den årsag mente Nozick, at man måtte være selektiv i udvælgelsen af, hvem man tog ind i sit samfund - der skulle således være fri udrejse, men ikke fri indrejse. En virksomhed kan jo heller ikke bare ansætte alle, der ønsker et job -- det er ikke rentabelt. Herom skrev Nozick:

Forskellen forekommer mig at ligge mellem et ansigt-til-ansigt samfund og en nation. I en nation ved man, at der er utilpassede individer, men behøver ikke være direkte konfronteret med disse personer eller deres manglende tilpasning. (...) I et ansigt-til-ansigt samfund kan man ikke undgå at blive direkte konfronteret med, hvad man finder offensivt.

Netop herved skildrer Nozick, at det ikke plot er et politisk fællesskab en institution eller stat, der forbinder folk, men tværtimod kombinationen af vaner, holdninger, attituder, traditioner og værdier, der skaber social kohæsion.

I denne sammenhæng skrev Friedrich Von Hayek: 

Det faktum, at jeg foretrækker og føler pietet for nogle af traditionerne i mit samfund behøver ikke at være årsag til en fjendtlighed over for det, der er fremmed og anderledes.

På baggrund af det ovenstående ønsker jeg at gøre op med myten om den fuldstændig ubegrænsede tolerance hos os liberale. Tolerancen handlinger jo i sin essens om at acceptere netop det tolerante, da en accept eller billigelse af det intolerante vil medføre vor civilisations undergang. 

Kilde: