Naziislamisme – nogle fælles træk ved totalitære ideologier

Det konservative Folkeparti har lanceret en kampagne baseret på Naser Khaders udtryk ”naziislamisme”

Torben Mark Pedersen,

13/04/2015

Det konservative Folkeparti har lanceret en kampagne baseret på Naser Khaders udtryk ”naziislamisme”. Det har fået en del op af stolene, og det er også et uskønt ord, men ikke desto mindre, er der en række lighedspunkter mellem alle totalitære ideologier, og dermed også mellem islam og nazismen, som det er værd at hæfte sig ved.

Kernen i alle totalitære ideologier er:

  • Anti-individualisme
  • Kollektivisme

Kernen i alle totalitære ideologier er anti-individualisme og kollektivisme, hvor kollektive mål sættes over individet, hvilket gør det legitimt at tvinge alle individer til at underkaste sig de fælles mål. I mange tilfælde er det endt med fysisk udryddelse af de individer, der ikke ville gøre de fælles mål til deres egne.

Kollektivistiske ideologier er også ofte utopiske ideologier, dvs. de har et fjernt endemål, som er altings mål og mening, så enhver afvigelse fra målet betragtes som kætteri eller antirevolutionær virksomhed.

For nazisterne var målet det ariske tusindårsrige. For sovjetkommunisterne var målet det klasseløse samfund, der ville betyde afslutningen på den dialektiske historieudvikling og dermed være endemålet for menneskeheden. For islamisterne er målet et kalifat, hvor stat og privatliv er styret og reguleret af religiøse regler i sharia.

De totalitære ideologier har det ofte med at anvende ”renhedsmetaforer”, hvor det drejer sig om at rense ud for at bevare det sunde legeme. Der skal kun en lille omskrivning til for at karakterisere nazismens, kommunismens og islams endemål som det racerene samfund, det klasserene samfund og det trosrene samfund. Sådanne renheds og hygiejnemetaforer er velegnede til at retfærdiggøre, at de urene skal udrenses.

Det er karakteristisk for alle totalitære ideologier, at de, der ikke er ”rene”, dvs. ikke er ariere, arbejdere eller muslimer, betragtes som andenrangsborger og får status som sådan med færre rettigheder end andre. Det gjaldt jøderne i Tyskland, det gjaldt intellektuelle i Maos Kina, og det gælder ikke-muslimer i islamisme stater, hvor ikke-muslimer kan få tildelt en status som dhimmier, og skal betale en særskat for blot at blive tolereret. Hvis de da ikke simpelthen massakreres.

Et andet fælles træk ved nazismen og sovjetkommunismen var, at de begge var nationalistiske styreformer. Kommunismen skulle ideologisk set være internationalistisk, det er arbejdere i alle lande, der skal forenes, men i praksis var alle de kommunistiske lande øst for jerntæppet nationalistiske og militaristiske. Nazismen er også baseret på en racelære, der strengt taget ikke er nationalt afgrænset, men vel også kunne omfatte andre nordeuropæiske folkeslag. For islam forholder det sig sådan, at fællesskabet er religiøst defineret, ikke nationalt. Det er hele ummaen, der er det fælles for muslimer, for religionen transcenderer nationale grænser.

Nazismen og kommunismen havde ydermere det til fælles, at de var imod fri konkurrence og stræbte efter at organisere samfundet og planlægge økonomien efter et givet mål. Islam er på mange måder langt mere totalitær, end nazismen og sovjetkommunismen var. Sharia indeholder detaljerede regler for, hvordan de troende skal leve deres liv selv ind i de mest intime detaljer, så den stræben efter at organisere samfundet efter religiøse retningslinjer, som også findes i nazismen og i sovjetkommunismen, findes også i islam. Islam har derimod ikke noget klart økonomisk program. I islam er slaveri tilladt (det er måske ikke alle bekendt, at den arabiske slavehandel var langt mere omfattende end den transatlantiske, og den varede langt længere. I visse muslimske lande er slaveri stadig udbredt.) Kvinder må ikke arbejde uden for hjemmet, og der er forbud mod at tage renter på lån. Det kan klart opfattes som nogle anti-kapitalistiske træk, men central planlægning af økonomien som i nazismen og kommunismen findes ikke i islam.

På de afgørende punkter minder islam som politisk ideologi om de to andre store totalitære ideologier, der hærgede Europa i det 20. århundrede, og det er velbegrundet ud fra et ideologikritisk perspektiv – om ikke at sætte lighedstegn – så i hvert fald at sidestille islam med nazismen og kommunismen. Der er talrige opfordringer i Koranen til drab på jøder og vantro, og selv om islam ikke direkte har haft et folkemordsprogram, så har det historisk været gennemført. Islamisk imperialisme fra årene umiddelbart efter Muhammeds død var ekstrem blodig, og især erobringen af Indien kostede millioner af menneskeliv. Tælles dødsofrene for de tre store totalitære ideologier kommer islam op på niveau med kommunismen og foran nazismen.  

Truslen fra islam må nøgternt set betragtes som langt større end truslen fra nazismen. Nazismen kunne besejres militært, det kan islam ikke – ikke andet end midlertidigt, som da islam blev stoppet ved slaget i Poitier af Charles Martel i 732, og da tyrken blev slået tilbage ved belejringen af Wien i 1683. Ideologier kan ikke bekæmpes med militære midler, og hvor det tyske folk kun var blevet udsat for en propagandistisk hjernevask i godt et årti, har islam en 1400 år historie, hvor religionen har gennemsyret alt fra tro til privatliv. Det vil ikke være muligt at af-islamisere muslimer, som det var muligt at af-nazificere tyskerne.

Det konservative Folkeparti gør derfor ret i at tale lige ud af posen og sammenligne islam med nazismen. Islam er ikke kun en religion men en totalitær ideologi, og det vil ikke være muligt at forsvare os mod truslen fra islam, hvis man ikke erkender, hvori den består, ligesom det ikke er muligt at vinde en krig, hvis man ikke erkender, at man er under angreb.

Kilde: