Nu strammer Sverige asylreglerne - Politiken.dk

Den svenske regering ændrer de lempelige asylregler, der har udløst en voldsom tilstrømning af flygtninge til landet

_slettet_bruger_15673 Ikke angivet,

24/11/2015

Den svenske regering ændrer de lempelige asylregler, der har udløst en voldsom tilstrømning af flygtninge til landet. 

Regeringen meddeler, at reglerne nu skal bringes på niveau med bestemmelserne i andre europæiske lande. 

De følger i kølvandet på flere beslutninger, der skulle få antallet af tilrejsende til at falde. Blandt andet indførte landet for kort tid siden kontrol af identitetspapirer på tog og færger fra Danmark og Tyskland. 

Ændringen betød i praksis ikke så meget: Kom asylsøgere til landet, så fik de lov at fortsætte ind i Sverige. 

Planerne betyder, at 

  • alle asylsøgere - ud over kvoteflygtninge - fremover alene får midlertidig opholdstilladelse. 
  • begrænsninger i mulighederne for familiesammenføringer 
  • skærpede forsørgerkrav til asylsøgere, der får lov at få familiemedlemmer til landet 
  • begrænsninger i mulighederne for at få opholdstilladelse af humanitære eller andre grunde 
  • indførelse af alderstest for asylsøgere, der opgiver deres alder til at være under 18 år 
  • indførelse af identitetskontroller på færger, tog og busser til Sverige 

Statsminister Stefan Löfven siger på et pressemøde, at landet ikke kan blive ved med at tage imod så mange flygtninge og migranter. Op mod 190.000 personer ventes at komme til landet i løbet af i år. Antalsmæssigt er det så mange, at myndighederne for eksempel hver uge skal oprette 100 nye skoleklasser. 

»Nu må flere søge asyl og tilbydes beskyttelse i andre lande«, siger han på et pressemøde, der blev fulgt tæt af landets medier.