Ny Borgerliges ekstremisme?

Ifølge Pernille Vermund vil Ny Borgerlige overhale både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance ”højre om”

Cherif Tomra Ayouty,

24/08/2016


Ifølge Pernille Vermund vil Ny Borgerlige overhale både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance ”højre om”. Og det skal jeg da lige love for, at hun med sine seneste udtalelser netop gør. Men disse udtalelser er faktisk så ekstreme (eller uigennemtænkte?), at jeg må erkende, at jeg er rystet. Lad mig forklare hvorfor: Lad os tage den økonomiske politik først.
I et interview med netmagasinet Zetland forklarer Pernille Vermund, at hun egentlig ville være hoppet fra de konservative til Liberal Alliance. Tak for kaffe! Det siger jo ikke så lidt mht. den socialpolitik, hun står for. Det er også ret afslørende, at både Vermund og medstifteren af Ny Borgerlige, Peter Seier, har talt imod den kommunale udligning mellem rige og fattige kommuner! Er der nogen, der kan forestille sig, hvad der vil ske, hvis denne udligningsordning fjernes? Kan man forstille sig, hvor skævt et Danmark vi ville få?
Gad vide, hvad disse tanker fra Vermund og Seier bunder i? Har de overhovedet sympati for andre ned deres egen ”klasse”? Er det i virkeligheden Nordsjælland, de vil beskytte – og ikke Danmark? Har de overhovedet sympati for det danske folk, hvis interesser, de hævder at varetage? Jeg må indrømme, at jeg har min tvivl. Det er ikke en hemmelighed, at jeg har meldt mig ind i Dansk Samling. Og det er jeg glad for, efterhånden som jeg er blevet bekendt med Vermunds og Seiers holdninger. I Dansk Samling ønsker vi at bevare velfærdsstaten på en måde, der gør os i stand til at skabe tryghed for Danmarks svageste – det kan f.eks. være vores fysiske nedslidte borgere, der efter et langt arbejdsliv skal tilbydes pension. Vi er klar over, at mange af os må arbejde længere pga. stigende levealder, men det må ikke gå ud over dem, der ikke længere kan arbejde.
Vi skal altså hjælpe dem, der ikke kan klare sig selv – men ikke dem, der ikke vil klare sig selv. Og det betyder, at vi i Dansk Samling gerne vil være med til at få flere ud på arbejdsmarkedet. Kan man arbejde, skal man arbejde. Og kræver det et opgør med stive strukturer på arbejdsmarkedet, er Dansk Samling klar til at gøre noget. Mest oplagt vil det være at sænke mindstelønnen, men også øjeblikkeligt sænke skatten for de lavestlønnede, så vi ikke skaber et proletariat af ”arbejdende fattige”. Man skal kunne leve af et fuldtidsarbejde. Dem, der ikke kan arbejde, skal have hjælp af fællesskabet, og det skal være på et rimeligt niveau, nogenlunde som i dag. Sammenhængskraften i Danmark vil blive styrket, fordi hundredetusinder af danskere får fornyet selvrespekt og anerkendelse fra deres medborgere, fordi de yder, hvad de kan.
Lad os også kigge på Ny Borgerliges udlændingepolitik.
Jeg har meldt mig ind i Dansk Samling ud fra den overbevisning, at der må foretages nogle gennemgribende forandringer mht. Danmarks flygtninge- og indvandrepolitik, hvis landet skal bestå som en selvstændig nation båret af danske og vestlige værdier. Det er jeg helt med på – og derfor finder jeg det yderst fornuftigt – ja, helt nødvendigt – at Danmarks grænser, som Dansk Samling foreslår, lukkes for enhver form for indvandring fra den ikke-vestlige verden. Den ikke-vestlige indvandring har været en kulturel og økonomisk ulykke for Danmark. Derfor må vi om nødvendigt opsige de internationale konventioner – de må aldrig igen forhindre Danmark i at føre en rationel indvandringspolitik. Familiesammenføring må bringes til ophør. Dernæst må enhver tildeling af permanente opholdstilladelser standses, og allerede tildelte permanente opholdstilladelser inddrages og erstattes af midlertidige.
Jeg er også helt med på, at vi bliver nødt til at tale om hjemsendelser. Men her knækker filmen første gang for Pernille Vermund. Hun har således på Facebook foreslået, at kriminelle med fremmed baggrund kan udvises, også selv om de er danske statsborgere! På sin Facebook-profil skrev Vermund således d. 29. februar: ”Lad os annullere tildelt indfødsret for borgere, der dømmes efter straffeloven, udvise enhver udlænding eller borger med tildelt indfødsret, der dømmes efter straffeloven.”
Dette er et markant brud på retsstatens principper, som Vermund her lægger op til. Det vil vi i Dansk Samling ikke acceptere, og jeg tvivler på, at Pernille Vermund har gennemtænkt dette forslag ordentligt. Når man har dansk indfødsret (statsborgerskab), har man visse retsgarantier, som vi som samfund ikke bare kan bryde eller ophæve. Derfor mener Dansk Samling faktisk også, at Danmark i en periode helt skal indstille tildelingen af statsborgerskaber. Men når statsborgerskabet først er givet, skal der særlige grove forseelser til, før vi kan ophæve dette igen. Mener Vermund virkelig, at man skal kunne fratage folk med statsborgerskabet for mindre lovovertrædelser? Og endda folk med født statsborgerskab (altså indfødsret)?
Når det gælder udenlandske statsborgere, har vi naturligvis en helt anden situation. Udenlandske statsborgere, der begår grov kriminalitet, skal automatisk udvises af landet for bestandigt. Så vidt muligt skal de øjeblikkeligt sendes til oprindelseslandet for afsoning af deres fængselsstraf, og ellers skal de afsone i særlige danske fængsler, hvor der ikke anvendes store ressourcer på uddannelse og behandling.
Når det kommer til udenlandske statsborgere, der ikke vil lade sig integrere i det danske samfund, skal de efter min og Dansk Samlings mening hjemsendes. Herboende udlændinge skal f.eks. acceptere landets (dansk-nordiske-vestlige) kernekultur som det, der sætter ordenen i landet og frasige sig krav om positiv særbehandling. Udlændinge, der ligger samfundet til last rent økonomisk, bør også hjemsendes.
Men igen – her taler vi om udenlandske statsborgere.
Opstår der problemer med pågældende udlændinges hjemlande, må Danmark vedholdende henvise til, at ethvert land har pligt til at modtage sine egne borgere, og Danmark skal i en sådan situation benytte alle lovlige midler for at lægge pres på pågældende land, indtil det lever op til sine forpligtelser. Skulle det vise sig, at visse internationale konventioner står i vejen for en sådan politik, må de fratrædes.
Dog – er nogle af disse udlændinge flygtninge, der således ikke umiddelbart kan hjemsendes, må man sikre dem asyl i et land inden for deres eget kulturområde.
Men her knækker filmen for anden gang for Pernille Vermund. I interviewet Zetland, fortæller Pernille Vermund, at hun mener, at udlændinge skal ”fragtes hjem”, ”så snart deres opholdstilladelse udløber” – og det vel at mærke uanset om dette vil medføre en hjemsendelse til et land præget af borgerkrig, som f.eks. Syrien. Om borgerkrigen er slut eller ej, er ikke afgørende for Pernille Vermund, der flere gange i det omtalte interview fortæller, at alle skal hjemsendes – uanset om ”de risikerer at få hugget hænderne af.” (!!!)
Den tydeligt rystede journalist, Lea Korsgaard, spørger igen: ”Så de skal også sendes hjem?” – Vermund: ”Ja” – Lea Korsgaard: ”Også selvom de risikerer, som du siger, at få hugget hænderne af?” – Vermund: ”Ja, i princippet. Jeg tror ikke, det bliver relevant for særlig mange.”
Vi lader det lige stå et øjeblik. Læs det igen. Jeg er rystet.
Dansk Samling går også ind for hjemsendelser. Men det skal ske på et ordentligt grundlag. Hjemsendelserne forudsætter, at der er skabt en rimelig sikkerhed i de uønskede udlændinges hjemlande – eller i nabolandene. Alt efter længden af de uønskede udlændinges ophold her i landet yder Danmark økonomisk bistand til genbosættelse i deres hjemlande.
Desuden bør der vedtages et program for frivillige hjemsendelser for personer, som ikke vil lade sig integrere, men som har dansk statsborgerskab – og et betydeligt pengebeløb bør medfølge disse hjemsendelser.
Alt i alt virker nogle af de udmeldinger, som Pernille Vermund og Ny Borgerlige er kommet med, mildest talt ekstreme. Kan disse udtalelser virkelig være gennemtænkte? Jeg håber det ikke.

Kilde: