Frygten for et muslimsk parti i Folketinget, som kunne udfordre de etablerede politiske partier og tisidst kapre magten fra de andre ved at få flertal, har måske været overdrevet.
Nationalpartiet vækkede frygt fra dele af Danmark, da de stillede op il Folketingsvalget i år, men blev end ikke opstillingsberettiget og fik ikke ét sæde i Folketinget.
Ifølge Mark Steyn i 2007: "Om fem til ti år vil der være muslimske partier i parlamenterne... Den muslimske stemme vil være mere vigtigere end den sorte stemme er i USA."
Det har vist sig at være en udfordring at få en muslimsk parti i et Parlament i Europa. Det er ikke lykkedes noget sted endnu.
Hvis det muslimske broderskab stiller op, så skal man selvfølgelig være bekymret og ikke på nogen måde undervurdere dets potentiale.
Men sandheden er at, den muslimske befolkning nok aldrig får brug for et sådant parti. Eller partiet behøver i alt fald ikke 90 mandater i Folketinget. Langt fra! Den voksende muslimske befolkning klarer det allerede strålende med at præge opinionen på de etablerede poltiske partier.
Både Enhedslisten og Det Radikale Venstre er faktisk klare eksempler på dette. Ikke fordi de stiller op med synderligt mange muslimer selv. Deres kandidater, især Enhedslistens, er kridhvide.
Men den voksende andel af stemmeberettigede borgere i Danmark med muslimsk baggrund har vist sig at udgøre en fristende målguppe for både Det Radikale Venstre og Enhedslisten.
På trods af begge partiers religionskritiske rødder, fortjener religiøse muslimer nu nogle særlige bekyttelseskrav.
Slår man op på Zenia Stampes eller Johanne Schmidt-Nielsens el. lign. Facebook-profiler, kan man se at, halvdelen af deres indlæg handler om at varetage muslimers interesser. Og havldelen af de faste støtter i trådene har navne som "Muhammed" eller "Fatima".
Muslimernes interesser er indtil videre primært fri indvandring fra muslimske lande samt at give grimme navne til alle dem, som vover at kritisere profeten og dennes skrifter.
Kigger man på et kort over, hvor fx Enhedslistens stemme er stærkest er det på Nørrebro og i Nordvest.
Muhammed-krisen viste ligeledes, at religionskritik og satire er noget Enhedslisten og Det Radikale Venstre bakker op omking, sålænge den ikke går ud over Islam og deres muslimske vælgere.
Mark Steyn tog nok fejl med hensyn til de muslimske partier i parlamenterne. Men det viser sig, mener jeg, at han havde ret med hensyn til "the muslim vote"
Det er dog ikke det eneste, der er foruroligende i Danmark.
Den danske presse har nu endegyldigt valgt at bøje sig for voldelige muslimers krav om overholdelse af afbildningsorbuddet af profeten.
Og hvis man er et stuerent borgerligt parti, skal man helst lyve på landsdækkende fjernsyn, hvis man skal gøre sig håb om at blive statsminister.
Hvis en fanatisk muslim, udklækket af vores terroristreder kaldet "fængsler", blot vælger at følge imamens foreskrifter om at slå jøder og andre fjender af Muhammed ihjel, har terroristen åbenbart "voldtaget islam".
Den franske forfatter, Michel Houellebecq, har i år udgivet romanen "Soumission" (underkastelse). Den handler om en professor i Frankrig i år 2022, som oplever, at hans land bliver dybt splittet mellem nationalsindede franskmænd og et islamis(tis)k parti.
Det Islamiske parti har dog "kun" 15 % af stemmerne, men takket være venstrefløjen og stuerene borgerlige indgås en koalition. Således kan en muslimsk fundamentalist blive Président de la République.
Herefter sættes en mild form for Sharia-styre i gang i Frankrig. Det bliver faktisk ikke engang obligatorisk at konvertere til Islam, men det bliver karriereoppurtunt. Og vores overfladiske hovedperson overvejer, om han bør blive muslim.
Konklusionen må siges at være, at katastrofen for det danske folkestyre sagtens kan ske langt før noget muslimske parti kan samle 50 % af stemmerne, langt før muslimerne udgør 50 %.
Den muslimske befolkning har allerede præget det politiske klima, pressen og visse politiske partier ser muslimer, som deres stamvælgere.
Dette er situationen, hvor muslimer udgør under 10 % procent af befolkningen. Den muslimske indvandring fortsætter dog med fuld kraft, læg dertil familiesammenføringer og muslimers højere fødselsrater.
Hvordan vil situationen være, når Danmark har 20 % muslimer?
Det vil fremtiden vise. Vi skal nok nå derop . Indtil da vil den muslimske demografi arbejde videre, og ingen partier i Folketinget gør noget for at stoppe det.
Men Zenia Stampe kan være tilfreds med, at hendes kernevælgere udgør en guppe i voldsom vækst og udgør dermed basen for en lang karriere i Folketinget.
