Finansministeriet har netop udgivet et notat, der viser, at asyltilstrømningen vil hvert år frem mod 2020 koste omtrent 12 mia. kr. årligt gennem øget udgifter til asylbehandling og øget udgifter til integrationsfasen af de nyankommne flygtninge. Når man medregner, at nogle senere kommer i beskæftigelse og at flygtninge har en anderledes aldersprofil end det øvrige Danmark, opgøres beløbet forsigtigt til 6,4 mia. kr. i 2020.
Dette er ganske enkelt forrykt. Ovenpå en voldsom finanskrise og 10 års nulvækst i dansk økonomi, så er det en bizar sadomasochisme at påføre danske skatteydere yderligere omkostninger ovenpå det offentliges i forvejen sygelige forbrugsvaner. Indvandringspolitikkens grundlæggende betingelse må og skal være, at den samlet set ikke må koste skatteyderne penge. Hvorfor ellers overhovedet lade indvandring finde sted?
Milton Friedman, en libertariansk nationaløkonom sagde, at man ikke samtidig kunne have åbne grænser og en velfærdsstat, og den sandhed går nu op for flere og flere. De facto åbne grænser er, hvad vi døjer med i dag, og det ændrer symbolsk grænsekontrol ikke på, for vi har stadig omfattende familiesammenføringer at se frem til.
Som modargument til denne dommedagsprognose henvises ofte til amerikanske erfaringer som det ultimative bevis på, at blot man vil, så kan man også: at gode hensigter er nok. De progressives mest underlødige fantasi.
Sandheden er, at hen mod 1/3 del af de indvandrere, der kom til USA, vendte hjem igen (for syditalienere, hele 3/5 dele). En udvælgelsesproces, hvormed USA opbyggede et humankapitalapparat, der gjorde USA til uovertruffen supermagt. Forskellen mellem i dag og dengang er, at indvandrere måtte klare sig selv, og lykkedes det ikke, pakkede man sammen. Ingen integrationsindsatser, ingen sprogkurser, ingen overførselsindkomster.
Imidlertid er indvandringen ikke kun et finansielt anliggende, den er også et kulturelt. Mennesket efterspørger mere end blot kolde kontanter, men også stærke fællesskaber og sikkerhed, herunder tryghed mod livets vilkårlige ulykker og sikkerhed mod ydre og indre fjender.
Hvis vi forstår kultur som regler for normer og adfærd, der overleveres relativt uændret fra generation til generation, så er en fælles kultur også grundstenen i et godt fællesskab. Kultur er måden vi opdrager vores børn på, og de uskrevne regler og vaner, vi ubevidst handler efter og venter af andre. En fælles kultur er således også en garant for, at vi forstår hinanden og vores fælles udgangspunkt. Uden denne gensidige forståelse bliver fornuftig diskussion en umulighed, og oplyste debatter degenererer til uløselige konflikter. Derfor er det også afgørende, når vi tager imod indvandrere, der permanent bosætter sig i Danmark, at disse integreres. Man behøver ikke at udøve moralske domme over hvorvidt en kultur er bedre end en anden, for alle kulturer rummer elementer af objektiv æstetik. Vi kan godt anerkende skønheden i Cordoba og Granadas arabiske arkitektur og samtidige erkende, at arabisk kultur ikke er fordrende for tillid og dermed ej hellere økonomisk vækst og den moderne markedsøkonomi.
Mennesker ønsker, for så vidt muligt, at undgå at træde ud af deres bekvemhedszoner, og kultur er noget af det første vi lærer, og derfor vel også det sværeste at give afkald på. Det er alt for nemt (og forståeligt), når man ankommer til sit værtsland at opsøge indvandrerghettoen, hvor man kan bo blandt folk, der ligner en selv, taler samme sprog og udøver samme tro. Kun de mest åbensindede og udadvendte typer ville kaste sig ud i ny kultur og omgangskreds uden at holde fast i det gamle. Derfor er det også først efterkommerne, som er vokset op med indsigt i begge kulturer, at tilpasningen og integrationen finder sted.
I USA er der stadig efterladenskaber fra disse ghettoer, og i China-Town vil du formentlig se flere skilte på kinesisk end på engelsk. Ghettoen opløses kun i takt med, at en større og større andel af hver ny generation vælger at forlade den. Hvis der er en konstant og varig indvandring, da kan ghettoen fortsætte for evigt. Læg hertil øvrige faktorer som sproglig, kulturel og etnisk afstand, der alt sammen kan forøge eller forsinke integrationshastigheden. En svensker ville i Danmark relativt hurtigt blive integreret. Det ville tage noget længere tid med en spanier, og endnu længere med en syrer.
Som filosoffen Roger Scruton fortæller os i The Need for Nations, er det liberale demokrati en fin balancegang. Vi kan i vores samfund netop godt tåle uenigheder på tværs af politiske skel om spørgsmål som fordelingspolitik, fordi vi i udgangspunktet er enige om nogle grundlæggende sandheder, herunder en forpligtelse til at hjælpe vores medborgere i nød. Men de kulturradikales udvidelse af denne forpligtelse til også at omfatte hele verden udhuler statens finanspolitiske råderum, forarmer landet som helhed og vil på sigt ødelægge sammenhængskraften i landet. Dette kulturelle vinkel er ikke med i LA’s overvejelser om ”åbne grænser, lukkede kasser”, og derfor er LA’s forslag også langt fra tilstrækkelig, når den kun foreslår krav om selvforsørgelse.
Løsningen
Givet at vi i forvejen har massive integrationsproblemer med de allerede herboende indvandrere fra Mellemøsten, er det tydeligt, at yderligere nettoindvandring fra de verdensdele er uacceptabelt.
Nye Borgerlige foreslår helt rigtigt en stop for al asylbehandling i Danmark som et nødvendigt, og vigtigt første skridt. Det er dog kun toppen af isbjerget, for langt størstedelen af udgifter kommer af indvandreres ringe beskæftigelsesfrekvens, lave produktivitet på arbejdsmarkedet og træk på det offentlige service og retsvæsen.
De netop ankomne asylansøgere i 2015 skal repatrieres. Foruden automatisk udvisning af de fleste kategorier af kriminelle, da bør alle overførselsindkomster for udlændinge aftrappes helt og fremadrettet kun forbeholdes danske statsborgere. En repatrieringsbonus på 100.000 kr. pr. næse bør loves mod genudvandring. Restgruppen vil så se deres permanente opholdstilladelser inddraget, såfremt de ikke finder selvforsørgelse, eller at en herboende sponsor – familie eller arbejdsgiver – frivilligt påtager sig at forsørge vedkommende, herunder ved at dokumentere køb af de nødvendige private forsikringer.
En så voldsom omvæltning bør naturligvis modsvares af, at de besparede midler bruges på brede skattelettelser, der kommer alle arbejdsgrupper til gode, herunder de mange tusind indvandrere, der årligt bidrager med store beløb til det danske samfund.
Fremadrettet bør dansk asyllov ligne Japans, der tager imod ca. 10 asylansøgere årligt. Indvandring bør ske efter en konkret vurdering af arbejdsmarkedssituationen, og det gøres bedst ved, at man fra centralt hold sætter kvoter for antallet af opholdstilladelser som man ønsker at udstede til de enkelte nationaliteter. Givet at vestlige indvandrere bidrager med betragtelige summer til de offentlige kasser, da kunne man tilbyde ca. 400.000 tilladelser til indvandrere fra vestlige lande mod, at man nøjedes med kun 100.000 til ikke-vestlige, hvoraf størstedelen bør rettes mod østeuropæere, latinamerikanere og nordøstasiatere. Da der i forvejen bor over 200.000 mennesker fra Mellemøsten i Danmark, da bør der ikke udstedes nye opholdstilladelser til den verdensdel indtil det nuværende antal er bragt ned til et passende niveau (skal vi sige 5.000?). Det vil kun ske gennem genudvandring eller ved, at de herboende tilegner statsborgerskab.
Statsborgerskab bør gives efter samme principper som den gives i Schweiz: ved at man eksamineres af lokalsamfundet i landets officielle sprog i emner, enhver myndig borger bør være bekendt med. Derudover kunne staten kræve, at man sammenlagt har betalt 400.000 i arbejdsmarkedsbidrag (uanset tidsperioden), svarende til 5 mio. kr. i lønindkomst. Det vil idiotsikre, at statsborgerskab kun gives til højtlønnede indvandrere, som man alt andet lige ønsker flere af, eller til de, der gennem et livsforløb har passet stabilt arbejde og bidraget til de offentlige kasser. Det vil også sikre, at statsborgerskab ikke tilbydes individer, der har levet af overførselsindkomst, kriminalitet eller sort arbejde.
Ang. individer, der har modtaget statsborgerskab af Folketinget, bør man gøre det muligt for dommere, i tilfælde af særlig slemme og konkrete kriminelle handlinger (f.eks. mord eller landsforræderi), at fratage individer dansk statsborgerskab. Det bør til gengæld være umuligt at fratage statsborgerskab fra folk, der er født danskere.
Konklusion
Den samlede effekt af alle disse tiltag vil for det første være et ramaskrig af hidtil uhørte decibiler, og kan meget vel føre til voldsomme fordømmelser og reprimander fra det internationale samfund. Dansk Industri vil gå i panik og snakke om milliardtab og massearmod. Det vil absolut skade Danmarks omdømme blandt diverse statsledere og i journaliststanden, men såfremt man er forsigtig at undgå yderligere provokationer, da vil vreden lægge sig og inden der er gået et år, da vil man begynde at tale om resultaterne, herunder den massive forbedring af de offentlige finanser. Hvor stor en forbedring kan man så vente af en mere oplyst indvandringspolitik?
Ingen ved det med sikkerhed, og et sådant regnestykke er umulig at foretage. Fra Rockwool Fonden ved vi, at de samlede udgifter til overførsler til indvandrere og efterkommere i 2014 var 28,1 mia. kr. Umiddelbart en besparelse på 21,2 mia. efter tilbageløb. Adfærdsvirkningerne er ikke til at vide. Dette tal tager ikke højde for besparelsen på den offentlige service ved genudvandring, udgifterne ved besparelserne i retsvæsenet, og besparelser på visse andre former for offentlig service, og tager ikke højde for, at restgruppen overvejende vil bestå af indvandrere i arbejde og dermed med positive nettobidrag.
For 21,2 mia. kr. kunne man afskaffe selskabsskatten. Den efterfølgende kraftige stigning i egenkapitalforrentningen af danske virksomheder ville tiltrække et boom af investeringer i danske arbejdspladser, herunder investeringer i opkvalificeringen af arbejdskraften, så den bliver mere produktiv, og dermed også bedre rustet til de kommende årtiers omvæltninger. Store virksomheder ville i stigende grad begynde at placere hovedkvarterer i Danmark, og konkurrencen om at udnytte dansk arbejdskraft vil føre til stigende lønninger og velstand.
En tiltrængt indsprøjtning efter et årti dødvande.
