Virkeligheden kan drive gode mennesker til fortvivlelse. Det kan den absolut ikke være bekendt, men det er den desværre ligeglad med. En rigtig bandit er den. Helt uregerlig. Da svenskerne stødte på den, slog den for eksempel en minister i gråd for åben skærm.
Vicestatsminister Åsa Romson skulle i november 2015 på en pressekonference kommentere sin regerings beslutning om at stramme op på udlændingepolitikken. Ved hendes side stod statsministeren og lignede en bedemand på arbejde (hvad han i en vis forstand også er). Stefan Löfven er aldrig noget muntert syn, men her havde bedrøveligheden så fået en ekstra tand. Han holdt dog masken. Men vicestatsministeren, den stakkels kone, måtte græde sine modige tårer, mens hun hulkede sit triste budskab frem.
Forleden stødte jeg på endnu en svensk grædehistorie, et indlæg på Facebook-gruppen 'Stå upp för Peter Springare'. Det var skrevet af moderen til en pige, som går på en skole med mange muslimske indvandrere. Jeg refererer efter hukommelsen:
De kulturberigende indvandrerknægte kunne ikke lade de svenske flickor gå i fred. Der skulle gramses og pilles og chikaneres. Altså en (desværre) helt igennem almindelig historie fra dagens multikulturelle Europa. Pigerne havde klaget flere gange, men skoleledelsen kunne slet ikke se noget problem. En dag i skolens kantine var det særligt slemt. Pigerne henvendte sig til en tilstedeværende lærerinde. Og hvad gjorde denne pæne dame så? Hun styrtede ud af kantinen, mens hun grædende af raseri hylede "racister" - ikke mod kulturberigerne, men mod pigerne.
Denne svenske lærerinde tilhører vel ikke som vicestatsministeren "eliten", men det underliggende lag af venligboer-typer, anstændige, politisk korrekte mennesker, som aber "eliten" efter, for altså, sådan gør man bare, hvis man er et godt menneske.
Både for efteraberne og "eliten" selv gælder, at hele deres verden nu er ved at bryde sammen. Virkeligheden trænger sig seriøst på, og den er som sagt ikke til øllebrød med flødeskum. Den er ikke, som den BURDE være. Men den HAR stadigvæk bare at være, som den burde være. Ellers smider vi os på gulvet og skriger racist, gør vi!
Disse gode mennesker kan ikke rumme det, der sker. De kan ikke klare ikke at få deres vilje. De har ferniseret sig op i en krog. Derfor disse hysteriske anfald. Derfor racisme-skrigeriet. Argumenter har de ingen af, skældsordene er deres sidste bastion. Og som virkeligheden maser sig mere og mere på, må vi fra deres side imødese en stigende syndflod af gråd og hysteri.
Vi kan også se frem til en række desperate angreb på folkestyret fra "elitens" side. Se blot det aktuelle forsøg fra De Radikale, SF og Cirkus Elbæk på at få smedet en antidemokratisk alliance, som skal sikre, at danskerne aldrig nogensinde får lov til at stemme om EU-medlemskabet.
Der er virkelig gået panik i "eliten" og dens efterabere.
