Politik og moral

Hvorfor skal småborgerlighedens evindelige moral på andres vegne altid trumfe tolerance og frisind? Lovforslaget om forbud mod dyresex er et nyt e...

Villi John Petersen,

01/03/2015

Hvorfor skal småborgerlighedens evindelige moral på andres vegne altid trumfe tolerance og frisind?

Lovforslaget om forbud mod dyresex er et nyt eksempel på stedfortrædende moralske anfægtelser.

Vi har jo allerede love mod dyremishandling, så det drejer sig ikke om, hvorvidt dyret lider overlast; men om, at en hel del politikere åbenbart hverken kan eller vil tåle, at deres (private) moralbegreber bliver overtrådt – eller endnu værre: at de tror, at det stemmemæssigt giver pote i deres småborgerlige vælgerskare.

Visse politikere kan magtpolitisk ikke holde sig på måtten. De må have et totalitært gen.

Dyresex er da klamt, ulækkert og på ingen måde anbefalelsesværdigt, og hva´ så? Når intet dyr skades. Hykleriet afsløres jo bl.a. af, at de samme politikere godt kan tåle, at dyr udsættes for tvangsinseminering, hallalslagtning, burhøns etc.

Men nej, de samme politikere kan heller ikke lide prostitution blandt voksne, så det skal da også forbydes. Forbud mod trafficking og tvang m.v. er ikke nok. Det er nemlig den pæne moral, det drejer sig om.

Ytringsfrihed er også noget stads. Hvis det endda havde været ”ytringsfrihed, men..” så der kunne tages hensyn til den gode tone. Nej, man må have §266B, så alle de umoralske og forkerte ytringer, som ikke kan opfanges af injurie-lovgivningen, alligevel kan straffes.

Og blasfemiloven må da også bevares. Ikke af hensyn til Vor Herre, han lod sig jo i Jesu skikkelse håne, spotte og latterliggøre og hænge på et kors. Nej, Vor Herre er vant til hånen; blasfemiloven er til for de pæne menneskers pæne moral.     

Begrebet ”småborgerlighed” dækker vel over f.eks. snæversyn, smålighed, jantelov, intolerance, overfladisk pænhed og en hel del mere. Men noget af det mest ubehagelige ved småborgerligheden er imidlertid denne tilsyneladende ustyrlig drift til at være moralsk på andres vegne.

Det er slemt, hvis det er naboen, kollegaen eller arbejdsgiveren; men det er uudholdelig, når det er politikere, især selvfølgelig hvis de har magt.

De seneste 100 års store totalitære bevægelser, fascismen, nazismen, kommunismen var/er alle først og fremmest præget af småborgerlighed, så meget endda, at man kan kalde det et dominerende træk.  Det gælder for dem alle, at statsmagten ikke bare skulle gennemtrumfe de politiske ideologier; men den var også moralens småborgerlige vogter. Entartete Kunst, bogbrænding, sovjetisk socialrealisme, censur, ligheds- og ensretningsorientering, seksualforskrækkelse, grå og triste samfund m.v. er udtryk for det.

Det er ganske forfærdeligt; men også meget kendt. 

Nu har vi så i høj grad fået den allermest småborgerlige ideologi til landet: Islam. Her er den pæne moral sat i et altomfattende system og virkelig skåret ud i shariaens pap: haram eller hallal. Det må du, og det må du ikke!

Det er bare det, at selv om vore egne politiske småborgere er intolerante, snæversynede og smålige, så nøjes de da oftest med at misbillige (”Nu be´r jeg Dem, Fru Heilbunth”) eller, hvis det er rigtig slemt: idømme bøder og korte fængselsophold.

De islamiske småborgere nøjes jo desværre ikke med det.

Kilde: