Eftersom jeg tilslutter mig, at Danmark er et demokrati - altså “behersket af folket”, og fordi jeg er en lovlydig borger, betragter jeg mig selv som ”politisk korrekt”. Men i det meste af pressen samt i DR og TV2 anses jeg som en højreorienteret, fremmedfjendsk, islamofobisk modstander af multikultur og mangfoldighed. Jeg accepteres derfor ikke som “politisk korrekt”, og mine artikler, kommentarer og meninger skal ikke publiceres.
Der er selvfølgelig nuancer og af og til saglige indlæg i medierne, men generelt fungerer de efter den rettesnor, som kendetegner venstrefløjen. Nyhedsformidling og kommentarstof leveres hovedsageligt af et indspist miljø med udpræget flokmentalitet. Her “vinkles” rapporterne groft, og uafbrudt leveres udskamning af personer med afvigende holdninger. Slagsiden - “the bias” - er så overvældende, at medierne rimeligt kan betegnes som et “journalistisk venstreparti”. Et produkt som “Politiken” er i dag degenereret til et ideologisk menighedsblad.
Disse politiserende meningsdannere skriver mest for hinanden. De udgør et propagandaministerium for destruktive beslutningstagere i de offentlige institutioner, herunder Folketinget. Tilsammen betegnes de ofte som “elite”. På linje med deres kolleger i udlandet har de ringe interesse i og kendskab til samfundets problemer - især borgernes ve og vel. I deres arrogance har de overtaget den kommunistiske illusion, at virkeligheden former sig efter deres dekreter og ønsker. De udsender mængder af smukke ord i deres hensigtserklæringer og løfter. Men i det meste af den vestlige verden begynder vælgerne nu at søge bort fra karrierepolitikerne og konkurstruede apparater som EU.
Ordet elite betyder “de bedste”. Befolkningen, dvs. samfundet stoler dog ikke på ministre, parlamentarikere og journalister. I Tyskland har den negative betegnelse “løgnepresse” bredt sig, og glansen er gået af den uduelige og utroværdige kansler Merkel. Det såkaldte “Brexit”, valget af Donald Trump og den aktuelle forvirring i Frankrig samt den seneste afstemning i Italien viser, at “elitens” opløsning er i gang.
Kampen om sproget og definitionsretten er i fuld gang og kan især følges i de mange netbaserede medier, som giver journalistisk venstreparti og de utroværdige politikere skarp konkurrence. Er “eliten” eller dens kritikere “korrekte”? De sidste orienterer om de ubehagelige kendsgerninger, som de første nægter at omtale. Den logiske konklusion er, at så må løgnepressen og de politikere, der bedst kan betegnes som karrierekujoner jo være de ukorrekte!
Der er sket en fatal kvalitetsforringelse blandt de folkevalgte og i det førnævnte mediemiljø - især i Danmark. Tidligere var Folketingets medlemmer praktisk orienterede med tæt kontakt til et stort vælgersegment. De fleste af dem kom fra en faglig baggrund i f.eks. arbejderbevægelsen eller landbrugets organisationer. I dag har især venstrefløjens parlamentarikere hovedsageligt gjort erfaringer i gymnasiernes elevråd - i bedste fald offentlig administration. De sidste fem statsministre var djøf'ere! Onde tunger kalder Christiansborg en “hoppeborg” eller “børnehave”.
På journalisthøjskolen indoktrineres de studerende med forkvaklet overtro, der ikke engang lever op til de målsætninger og begreber, som blev brugt i fortidens socialistiske bevægelse. Men i Frankrig og Tyskland finder journalistuddannelsen sted på et universitet. Kvaliteten i de to nævnte landes medier er bestemt ikke ideel, men den ligger mange kilometer over niveauet i Danmark.
I et demokrati kan det aldrig blive politisk korrekt at fjerne borgernes mulighed for at korrigere regeringen og embedsværket. Men netop denne vitale funktion svækkes, mens journalistisk venstreparti og tæskeholdssocialister taler nedladende om “populisme” og prøver at tilsmudse og true enhver opposition med skældsord som “racist” eller “nazist”.
Hvem kan ikke se, at det danske samfund blev beskadiget i sin helhed af indførelsen af en multi-kultur, der er fjendtlig orienteret til alt hvad der er vestlige? Hvem kan ikke se at en skole med over 50% ikke etniske danskere, har en ødelægende effekt på det danske samfund? Hvem kan benægte, at danske fængselsindsatte har mere en 50% af dem som ikke etniske danskere, mens alle ikke etniske danskere i landet overstiger ikke 8% af befolkningen?
Jeg siger ikke at kun de højreorienteret folk er de klogeste, de rigeste eller de bedste til at lede, men vi skal i hvert fald ikke reservere betegnelser som ”Elite” og ”Politiske korrekte” til dem der tænker til venstre. De har forårsaget nok skade til det danske samfund og derfor skal ikke have monopol over den offentlig tankegang.
Det har meget længe været en begrundelse for den rette “tone” i et “multikulturelt” samfund, at der aldrig må skelnes mellem “dem og os”. Men netop denne adskillelse prækes uafbrudt af islams magthavere i danske moskeer og lignende mødesteder. “Multikultur” er i praksis det samme som islamisk “monokultur”. Spørg de kvinder, der må søge tilflugt på krisecentre. Spørg en stribe af indvandrere, der bryder med religiøs ensretning og kontrol. De bevidner i bøger og aviskommentarer, at lige præcis det fine ord “inklusion”, som benyttes i offentlig forvaltning, absolut ikke tolereres af imamer og lignende hadprædikanter.
Hvis Danmark skal have en fremtid som en fri og velhavende nation med sikkerhed for alle borgere, er det livsnødvendigt at kopiere afstemningssystemet i Schweiz og religionskontrollen i Singapore.
