Følgende tekst er ikke min egen, men er et uddrag fra Tidehverv, september 1992 af Jens Jackie Jensen, som burde være mere kendt.
Men i 1970 blev der oprettet et skæbnesvangert slag mod den ellers så højt besungne og eller ukrænkelige ytringsfrihed. Uden nogensomhelst baggrund i omstændigheder, der fandtes indenfor landets grænser, vedtog Folketinget den modbydelige paragraf 266b.
"§266b: Den, der offentligt eller med fortsæt til udbredelse i videre kreds fremsætter udtalelser eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer, trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil to år"
(...)
Med et slag var folkets demokratiske ytringsfrihed gjort illusorisk.
(...)
Vedtagelse af 266b kan beds forklares som et resultat af behagesyge og følgagtighed overfor den internationale tidsånd, som tydeligt gav sig udslag i FN-bygningen i New York.
(..)
FN var oprindelig stiftet af 50 stater, hvoraf det store flertal var demokratier. Men i 1975 var der 144 medlemmer, hvoraf alle på nær 25 var totalitære og et-parti-stater, hovedsaligt venstreorienterede. Sovjetunionen med deres undertvungne vasaller, de arabisk-muslimske og afrikanske medlemmer udgjorde tilsammen et effetktivt flertal.
Dette flertal blev udnyttet til det yderste, og styret med hård hånd fra Moskva.
Det overordnede mål var at isolere USA og udråbe amerikanerne som skyldige i den øvrige verdens genvordigheder.
Det lykkedes faktisk.
Der var et særdeles farligt spil i gang. En proces, der skulle overdrage Sovjetunionen og de arabiske, muslimske lande magten til at diktere den globale verdensorden.(...)
(...)ville man nu smide Israel ud af FN. Udstødelsen af Israel blev kun opgivet, fordi USA truede med da at forlade organisationen.
Som plaster på såret vedtog det automatiske flertal i 1975 en resolution, der fordømte og stemplede staten Israel-som racistisk. Resolutionen var udarbejdet af Cuba, Libyen og Somalia, som dengang alle var sovjetiske vasaller.
(...) Ethvert fænomen har en oprindelse, og i dette tilfælde kunne det måske være interessant at efterspore den.
I 1936 inførtes en ny forfatning i Sovjetunionen. Den blev udråbt som det hidtige højdepunkt af demokrati og humanisme. Verden over blev den navngivet Stalinforfatningen. Stalins gave til det sovjetiske folk. Det hævdedes, at Stalin selv forfattede den.
"Alle borgere har, uanset nationalitet eller race, lige, umistelige rettigheder. Enhver direkte eller indirkete begrænsning af disse rettigheder for borgere på grund af deres race eller nationalitet, såvel som enhver propaganda for racemæssig eller national uenighed, had eller foragt skal straffes af loven."
I den marxistiske terminologi er racisme og national bevidsthed synonyme. I overensstemmelse med marxismen, betragter socialister national loyalitet som en dødssynd.
(...)
Stalins lovtekst om racisme og nationalisme var derfor netop det ideologiske redskab, hvormed partiet skulle frembringe "DET NYE MENNESKE". Et individ skåret til efter ideologisk skabelon. Mennesket uden religiøs ro, uden antional bevidsthed, den historiske rødder og traditioner.
(...) Udnyttelsen af racisme-begrebet kulminerede i 1975, da FN med 70 stemmer mod 29 vedtog at fordømme og stemple staten Israel som racistisk.
Af de 70 stater, der stemte for praktiserede de fleste diverse former for officiel diskrimination.
Det synes som om, at de vestlige demokratier først på dette tidspunkt begyndte at gennemskue, hvilket infamt spil, der var foregået.
Men da havde det danske folketing allerede fem år tidligere-i 1970-taget principperne i Stalins forfatning til sig og indført dem som §266b straffeloven.
(...)
(...) -at racisme ikke længere var en betegnelse for konkrete uretfærdigheder, men derimod blot et skældsord, man kunne udslynge imod hvem som helst, der tilfældigvis var ens modstander.
-begrebet racisme var dermed forvandlet til intet andet et idelogisk redskab
Stalin var aktitekten. Paragraf 266b blev Stalins gave til det danske folk.
Effekten af Stalin-loven er altid den samme, hvor den end forekommer.
At udrydde folkets selvværd og nationale bevidsthed. At tilintetgøre nationalstaten og dermed friheden.
Man kan således sige, at Stalin længe efter sin død alligevel kom til ære og værdighed.
