Sydslesviger sammenligner Dansk Folkeparti med NPD

I et indslag i TV Syd sammenligner den tidligere formand for Sydslesvigsk Vælgerforenings Ungdom, Lukas Lausen, Dansk Folkeparti med det højreekstr...

Hans Christian Davidsen,

07/06/2012

I et indslag i TV Syd sammenligner den tidligere formand for Sydslesvigsk Vælgerforenings Ungdom, Lukas Lausen, Dansk Folkeparti med det højreekstreme tyske parti NPD ved blandt andet at hævde, at han tror, at Dansk Folkeparti ville være forbudt i Tyskland.

Se indslaget her:

http://www.tvsyd.dk/artikel/154185:Modstand-mod-Pia-Kjaersgaards-festtale-syd-for-graensen

Lukas Lausen har efterfølgende beklaget, at hans hovedpointer skulle være klippet væk. Hvilket dog ikke ændrer ved den horrible udtalelse, han kommer med. Jeg har sendt følgende brev til Lukas Lausen:

Hej Lukas,

Set udefra synes jeg, indslaget virkede meget fair. Det virkede til, at du selv havde et meget utydeligt budskab, og den slags gør sig slet ikke på tv. På den ene side forstod jeg, at I »anerkender«, at Pia Kjærsgaard er inviteret. På den anden side var du/I ikke så glad(e) for, at Kjærsgaard kom - hvis jeg forstod det ret. Og så tænker man: Hun skal være velkommen. De er bare ikke glade for, at hun kommer ..... hmmmm...!!?? Hvad er forskellen

Men jeg synes, du bør holde op med at spille offer og martyr. Det er dig selv, der plasker i baljen i TV-indslaget - godt og grundigt endda: Nemlig dér hvor du går ind på sammenligningen med NPD og ved at tale om, at DF måske ville være forbudt i Tyskland.

Sammenligningen med NPD er helt ude af proportioner.

NPD mobiliserer bevidst og i høj grad unge fra højreekstremistiske miljøer med en aggressiv uniformering og en fysisk attitude i det offentlige rum, der ligger tæt op ad NSDAP - DF undgår bevidst dette og har lagt afstand til de nazistiske miljøer i Danmark.

I sprogbrug og virkemidler minder NPD om nationalsocialisterne, der ifølge den dengang stedfortrædende næstformand Holger Apfel ville »bekæmpe forbundsrepublikkens politiske system ned til rødderne og fjerne disse rødder«. - Find bare ét eksempel på, at dette skulle have været officiel DF-politik og en linje, der har været udtalt af en af partiets topfolk.

NPDs officielle politik er og har været at ville »fordrive« alle ikke-tyske borgere. - Det højeste DF har kunnet svinge sig op til her er at udtale et stop for indvandring af borgere fra ikke-vestlige lande. Fremskridtspartiet havde i gamle dage denne skingre retorik (»de skulle sendes hjem med en flyvemaskine og kastes ud med en faldskærm«), som dannelsen af DF i høj grad var en reaktion imod.

Toppen i NPD har udtalt, at partiet er fjendtlig over for den tyske forfatning - DF udtaler officielt, at det vil værne om den danske grundlov. Det er kun politiske fjender på især den danske venstrefløj, der har hævdet, at DF skulle håne den danske grundlov ved ikke at respektere tredelingen af magten (i parentes bemærket: Hvis I virkelig skulle være konsekvente, skulle I sige nej til de at partier som Enhedslisten og SF kunne deltage i årsmøderne, idet disse partier huser kommunister, der i 1970erne og 1980erne talte for voldelig revolution og dermed, at et angreb på demokratiet og den danske grundlov kunne være en nødvendighed. De udelukkede aldrig den revolutionære anti-demokratiske kamp og gav dermed næring til og sympatiserede med den voldelige indenrigsterrorisme, der fandtes i Danmark til op i 1990erne).

Vi ved ikke, om DF ville være forbudt i Tyskland, der af naturlige historiske årsager ikke kan have den samme rummelighed som Danmark - men jeg har meget vanskeligt ved at se præcis, hvor DF ville kunne komme i karambolage med den tyske forfatning. Du må gerne lade mig belære om, hvor det konkret er, du »er overbevist om« ville være forbudt i Tyskland. Det er muligt, at DF ville møde afstandtagen i store dele af det politiske establishment som Thilo Sarrazin - men partiet ville næppe støde på problemer på det juridiske plan.

Jeg husker et arrangement i Flensborghus for nogle år siden, da den danske filminstruktør Jon Bang Carlsen var på besøg i anledning af sin film »Purity beats everything«. Han gav udtryk for et synspunkt, som mange danskere deler i deres kritiske syn på DF, partiets stærke position og stærke vækst - nemlig at DFs allerbedste vækstgrundlag har været den stærke politiske korrekthed og tabuisering af DFs emner, der har været inden for det, man i Danmark kalder »Politiken-segmentet«. Mens mange af Jon Bang Carlsens meget nuancerede anti-racistiske budskaber vandt gehør i salen i Flensborghus, blev ovennævnte statement mødt med larmende tavshed. Det var for mig meget tankevækkende og for mig et symptom på, hvor forsvindende lille kendskabet til den danske politiske kultur og politiske debat er hos mange sydslesvigere.

Og hvor er det dog patetisk, når SSW-Us formand (og en masse andre på linjer med ham) udtaler, at man netop i det danske mindretal skulle have en særlig stor forståelse for, hvad det vil sige »at være anderledes« og i mindretal. Sådan var det jo netop engang i den Morten Korchhske tidsalder, i efterkrigstiden, i 1950erne og til op i 1970erne (ironisk nok den tid, som DF gerne vil tilbage til).

I dag er det at være dansk i Sydslesvig jo i høj grad et positivt tilvalg. Langt hovedparten af de unge i det danske mindretal har jo en gennem-tysk baggrund, hvor de vælger det danske til. Bare på nogen måde ligestille dette luksusproblem med de problemer, som mange såkaldte »nydanskere« i dag har i deres splittelse mellem to totalt forskellige kulturer (så forskellige er den dansk og den tyske heller ikke, når det kommer til stykket) er helt hen i vejret. Vorherrebevares, når 85 procent er det største problem, så....

Summa sumarum: Så længe DF er et parti, der respekterer den danske grundlov, og sender medlemmer med politsik immunitet til Sydslesvig, så længe må vi sige pænt goddag til dem ved de danske årsmøder. Ligesom vi må gøre til de medlemmer af Enhedslisten og SF, der har en noget blakket fortid.

Du og dine fæller, som fremfører de synspunkter, du gav har givet udtryk for, er i min optik fuldstændig til grin - og bortset fra det er I med til at skabe et billede af Sydslesvig, som mange danskere nok kan få nok af en dag. Pas på med det.

Med venlig hilsen

Hans Christian Davidsen

Kilde: