Hvis nogen har spurgt mig hvad jeg mente om indvandringen, har jeg altid svaret at det ikke er godt at blande folkeslag som har forskellige værdinormer. Men nu er det sket.
Hvad gør vi så?
Lad os nu sige at jeg er 2. generations indvandrer. Født her i Danmark. Jeg har ikke selv valgt at skulle være dansker, og ved heller ikke meget om hvad det vil sige at være dansker. Jeg er det bare, fordi jeg er født i Danmark.
Jeg omgås næsten kun andre indvandrere, fordi mine forældre foretrækker det sådan. Med tiden går det op for mig at jeg tilhører en gruppe som ikke er velsete blandt de rigtige danskere.
Så længe jeg er blandt mine egne, har jeg det godt. Men hvad med fremtidsmulighederne?
At blive "rigtig" dansker, med uddannelse og job, virker ikke tiltalende. Fordi jeg så skal ud blandt dem som ikke respekterer mig som en af deres. Jeg må hellere holde mig til dem jeg kender.
Vi færdes gerne i flok, fordi det giver mere tryghed. Danskerne er jo fjendtlige over for indvandrertyper som os.
Resten af fortællingen kan læses i de mange indlæg som findes her på 180G. Det er et velkendt fænomen at grupperinger som føler sig udstødt, ikke ser anden mulighed end en kriminel løbebane.
At udstille og straffe synderne hjælper ikke. Det bekræfter dem jo kun i at de er udstødte.
Alle mennesker har stort set de samme mål i livet: respekt og anerkendelse. Og nu har vi altså fået en stor gruppe iblandt os, som har et stort behov for at blive anerkendt som ligeværdige borgere i danmark. Det opnår de fleste sikkert aldrig.
Jeg forstår da godt at mange "rigtige" danskere har brug for at komme af med deres vrede. Det har jeg også selv. Men jeg er for gammel til at slås. Hvis nogen ønsker at bære ved til bålet, så må det blive deres sag. Jeg vil foretrække en løsning som ikke fører til voldsomme uroligheder.
