Uha, uha - sikken postyr min tale i Mindelunden den 4. maj blev årsag til.
Jeg kan berolige alle jer, der måtte tænke som PAL på 180 grader: "Cherif El-Ayouty er stadig troende muslim" og "fri os for flere muslimske slangetunger, der hvisker søde ord", med, at jeg konverterede til kristendom for godt 3 år siden. Det har jeg ikke gjort stort væsen ud af, men tiden er inde til at slå fast, at jeg er kristen.
Selv om mine forældre var egyptere, voksede jeg op i et fransk miljø med fransk som andet modersmål. Min mor talte fransk til mig, lige fra jeg var spæd, og jeg blev undervist på fransk i en private franske skole, jeg gik i: først børnehave, siden underskole og gymnasium. Alt omkring mig i min opvækst var fransk præget: lærere, venner, skolekammerater, naboer, klubber, rejsemål osv. Undervisningen var sekulær og baseret på et demokratisk menneskesyn og værdier. Formidlingen var baseret på viden, indsigt og nysgerrighed med det formål at give os elever et solidt bogligt fundament og gøre os til selvstændigt og kritisk tænkende væsener.
I min familie i Egypten, der tæller flere hundrede mennesker, levede vi som ’’kulturmuslimer’’, dvs. vi drøftede aldrig religion. Nogle er mere religiøse end andre, beder og tager til fredagsbøn i moskeen. Andre sætter aldrig deres fod i en moske. Ens for os alle er, at vi er vokset op med jøder og kristne både som naboer, skolekammerater og venner, og at vi benytter enhver lejlighed til at feste, uanset om det er en kristen, jødisk eller muslimsk helligdag – de blev alle fejret af os alle på kryds og tværs. Vi levede i fred og fordragelighed.
Efter gymnasiet begyndte jeg at læse til civilingeniør på universitetet i Kairo. Først da begyndte jeg at få rigtig kontakt med den virkelige verden i Ægypten og mødte ægyptere fra alle geografiske områder og sociale lag. Jeg følte mig fremmed. Mine normer var ikke deres normer. Mine ambitioner for et demokratisk samfund var ikke deres.
Da jeg læste på universitetet, fik jeg mulighed hver sommer for et 3-måneders praktikantforløb i Limhamn i Sverige. I 1964 fandt mit første møde med Skandinavien sted. Wow, hvilken forløsning! Jeg var begejstret. Jeg følte mig hjemme. Fri til at være mig selv. Fri til selv at vælge. Her var det friheden, der var godt Her mødte jeg et land, der efterlevede de principper, værdier og kultur, som jeg var vokset op med, men som ramte en ’’mur’’, da jeg mødte den virkelige verden uden for mit ’’franske reservat’’ i Ægypten.
Hver weekend gik turen til København. Limhamn gange 100. Her var friheden både ’’gud’’ og ’’gudinde’’. Jeg var kommet hjem. Alt omkring mig var præcis, som jeg altid havde forestillet mig, hvordan et samfund skulle være. Jeg besluttede mig for at emigrere.
Tre dage efter i 1968 at have afleveret min hovedopgave på universitetet i Kairo forlod jeg derfor endegyldigt Ægypten og tog til Limhamn uden at afvente resultatet. Her arbejdede jeg i knap et halv år på en cementfabrik. 2 måneder inde i forløbet fik jeg nyheden om, at jeg havde bestået min eksamen på cum laude, aka med den højeste karakter givet på universitetet i Kairo.
Jeg begyndte at lede efter en stilling, der passede til min uddannelse og fandt et job i København hos ingeniørfirmaet Krüger A/S, hvor jeg påbegyndte min karriere i 1969. På intet tidspunkt gjorde jeg brug af en social- eller integrationsrådgiver – tror ikke, ordene fandtes – eller hentede hjælp hos kommunen eller anden offentlig institution.
I de følgende 22 år havde jeg den store glæde, at jeg som først salgsingeniør, siden administrerende direktør for Krüger International eksporterede projekter, ingeniørkunst, udstyr og teknisk assistance til 62 lande for over 15 milliarder kroner. De fleste projekter handlede om at skaffe vand til befolkningen i verdens fattigste lande og var dermed med til at redde millioner af mennesker af fra sygdom og død.
Jeg følte mig ikke blot hjemme, men velkommen i mit nye land, og ønsket om at blive dansk statsborger var stort. Det blev man ikke bare uden videre. Det skulle man gøre sig fortjent til. 7 år tog det. 7 år uden kontanthjælp, uden at kunne tage del i sociale ydelser, uden stemmeret. 7 år, hvor man beviste, at man ville og kunne yde en indsats for sit nye land. 7 år, hvor man tog de job, man kunne få, lærte sig sproget, tog del i foreningsliv, involverede sig med kolleger, naboer, forældre til ens barns venner m.fl. og holdt fri på de danske helligdage.
Indtil 2006, hvor jeg som offer for muhammedtegningerne, havnede i fængsel i Abu Dhabi, - på kogt op anklage, for at stoppe en 5 milliard krone kontrakt, jeg havde opnået for Danmark, men som krænkede de fundamentalister i det eneste land, der handlede med Danmark, mens hele den muslimske verden havde boykottet alle dansk produkter - der betragtede jeg ikke islam som et problem. Og nej, det var ikke et mareridt at være i fængsel. Det var faktisk et ’’behageligt’’ ophold med god mad, kaffe og te, komplet lægetilsyn, ordentlige sanitære forhold, god hygiejne, klimanlæg, sportsaktiviteter og –faciliteter, bibliotek og anden underholdning, f.eks. VM i fodbold på storskærm. Der var ingen overbelægning, cellerne var åbne, familiebesøg var tilladt, og de indsatte blev sat til forskellige opgaver. Jeg blev ’’chef’’ for biblioteket, som jeg fik lov at reorganisere til et moderne bibliotek med digitale lånerkort og indholdsbeskrivelse af hver eneste af de over 10 tusind bøger.
Dette er på ingen måde en anprisning af arabiske fængsler, eller en opfordring til rejsebureauerne om at begynde at markedsføre arabiske fængsler. Men mit 9 måneder, 24/7, lange ophold med muslimer fra samtlige 57 muslimske lande åbnede mine øjne for, hvad islam er og stræber efter. Hvad den islamiske dagsorden i virkeligheden går ud på. Disse oplevelser danner basis for min holdning til islam.
Alle bøger på biblioteket var censureret, dvs. kun religiøst godkendt materiale var at finde på hylderne. Ikke meget med profant indhold her. Jeg fik læst en del af bøgerne, og de bestyrkede mig kun i min nu meget stærke overbevisning om, at islam – i al fald som den fortolkes og udfoldes i disse år – har meget lidt godt i sinde og ligger vestlige værdier fjernt.
Mit samvær med religiøse fundamentalister, lod mig ikke i tvivl: Det vil jeg ikke være en del af. Islam lever og kommer næppe heller – i al fald ikke i min livstid – til at leve op til de værdier og principper, jeg sætter højest: At alle er født lige og har frihed til at vælge deres egen vej. Uanset køn, race, etnicitet, social herkomst, seksualitet eller religiøs overbevisning. Det er efter min bedste overbevisning ikke foreneligt med islam.
For 3 år tog jeg konsekvensen af min overbevisning og konverterede til kristendom. Og her bliver jeg. Ingen tro kan få mig til at vakle i min overbevisning om, at alle fødes lige, og at alle mennesker har lige ret, og er fri til at selv bestemme i deres liv. Nogensinde.
Få har som jeg haft islam på så tæt hold, få vestlige journalister, forskere eller islamspecialister - hvis nogen - har oplevet islam indefra, få har mit personlige erfaringsgrundlag. Lad være med at lade jer rundsnakke af herboende selvbestaltede såkaldte religiøse overhoveder, der prædiker kulturelt betinget stammesnak snarere end religion, hvis budskaber måske er hensigtsmæssige i ørkenens barske landskab, men som ikke passer til et moderne sekulært samfund, der er baseret på tillid, nærvær og ligeværd uden diskrimination.
Efter at have levet med muslimer fra alverdens lande og af enhver afskygning af islam vendte jeg tilbage til vores dejlige Danmark med erkendelsen af, at den vestlige verden er et krigsmål for fanatiske muslimer. Vesten bør derfor i mine øjne begynde at forberede sig til forsvar mod en ny, aldrig før set fjende, der arbejder som en femte kolonne i vestlige lande. Og derfor har jeg brugt de sidste 10 år på at forsvare Danmark, mit tilvalgte fædreland, som i mine øjne bør beskyttes med alle midler.
Fordi jeg er stolt af at være dansker.
