”Øv. Nu skal der åbenbart også være debat på årets folkemøde”

Var nyheden kommet ud imens folkemødet var i gang, havde kulturrelativisterne nok fået deres gratis fadøl galt i halsen

Mikkel Ballegaard,

18/05/2015

Var nyheden kommet ud imens folkemødet var i gang, havde kulturrelativisterne nok fået deres gratis fadøl galt i halsen. Men nu blev det altså allerede en måneds tid før folkemødets start offentliggjort, at islamkritikeren Geert Wilders vil deltage ved et debatarrangement ved den årlige politiske sommertradition i Allinge havn.

Senere er det blevet fulgt op med danskernes partis invitation af en række nationalekstremistiske partier, herunder det græske Gyldent Daggry. Der er en væsentlig forskel på de inviterede, og partier som bruger vold som en del af deres politiske arbejde, hvilket er tilfældet for Gyldent Daggry, har i min verden ikke noget at gøre på folkemødet. Jeg ville heller ikke acceptere rockere til en politisk debat.

Ikke fordi jeg er imod hverken rockere eller Gyldent Daggrys ret til at have de holdninger de nu engang har. Men fordi jeg ikke kan acceptere deres handlinger.

Forkert fokus fra kritikerne

Men ser man bort fra de inviterede som benytter vold, har kritikken fra folk som Uffe Elleman, Zenia Stampe og det kulturradikale slæng været fuldstændig forfejlet. Det er for mig helt fint, at man kritiserer Wilders holdninger, hvilket jeg selv synes der er mange grunde til, f.eks. mandens dybt hykleriske forhold til ytringsfrihed.

Men at kritisere det evt. øgede sikkerhedsopbud som Wilders medfører, eller kritisere selve det faktum, at han kommer, er fuldstændig grotesk. Frygter Wilders kritikerne, at der rent faktisk skulle komme debat på folkemødet? Eller frygter de, at de ikke kan hamle op med Wilders argumenter og meninger?

For at kritisere den evt. utryghed, som Wilders’ besøg kan medføre er fuldstændig forfejlet. Wilders truer ikke nogen. Han har ikke tænkt sig at udøve vold. Tværtimod, er det nogle islamister, som truer både Wilders og dermed de andre deltagende på folkemødet. Ret beset er det dem, der burde kritiseres, for det er dem der vil udøve vold mod en mand, der blot benytter sig af sin ytringsfrihed.

Det er disse islamister vi skal bekæmpe, og deres syge holdninger vi skal komme til livs, ved netop at bruge vores ytringsfrihed. Også for de mennesker vi er dybt uenige med.

Jeg er langtfra enig med Wilders holdninger, og jeg synes mange af hans udtalelser er tomme for indhold. Men hans besøg, og reaktionerne derpå, kan hjælpe til at starte en debat om en af vores tids største spørgsmål: Mødet mellem den islamiske ekstremisme og de frie demokratier. Mødet med mennesker der vil bekæmpe vores livsstil og rettigheder med terror og trusler om vold. Og hvad dette møde gør ved os.

Jeg har ikke selv tænkt mig at deltage i mødet med Wilders. Jeg synes det er et fåtal af interessante og intelligente ting, han har at sige. Men den debat som hans ankomst til Allinge vil skabe, og den større debat om ytringsfrihed som ligger deri, vil jeg byde velkommen og glæde mig til at tage.

Tænk sig at vi kan få et folkemøde, der ikke bare omhandler antallet af lobbyist betalte fadøl, men rent faktisk indeholder en debat som er helt essentiel for vores tid.  

Kilde: