Jeg må indrømme at jeg i øjeblikket er mere end almindelig træt af venstrefløjens tvangstanker omkring det ædle i at bruge penge og den total fraværende debat om hvordan fanden de skal tjenes.
Undtaget er fantasifulde, utopiske og løgnagtige påstande om de kæmpe potentialer i statssponsoreret grøn energi og værdi af vælfærdsstat.
Den selvfede velfærdsstat der for længst - som de fleste politikkere - har glemt at den burde være til for borgerne, lever et liv i sig selv hvor enhver ændring der ikke betyder øgede resourcer, er lig død og ødelæggelse og derfor aldrig kan ændres.
Selv de himmelråbende hovedløse systemer man dagligt møder i det offentlige, det værende hospital, Skat, DSB, Borgerservice, ældrepleje, kommuner osv osv osv, er beskyttede af den fælles offentlige undskyldning om travlhed og manglende resourcer, selv om man mistænker dårlig ledelse, forældet overenskomster samt manglende virkelighedssans er den egentlige årsag til negligeringen af de offentliges kunder og sponsorer nemlig skatteydere.
Den ellers usynlige Mette Frederiksen der ellers kun kort har stukket hovedet op for at moralisere omkring frivillig salg af sex, kom sørme på banen igen som den vise dame med endnu en misundelsesskat der skal tage pusten fra almindelige mennesker.
Mette der ellers har en lang historie i at blive klogere (privatskoler og indvandring), er desværre ikke så begavet at hun kan adskille statens evindelige trang til forbrug, med retfærdighed.
Da det har taget det meste af hendes karriere på det beskyttede værksted (folketinget) at blive klogere på to områder de fleste udenfor værkstedet har vidst i årtier, er det nok desværre for meget at håbe på hun bliver klogere med hensyn til boligskat.
Boligskatten i den nuværende form (og endnu værre med Mettes forslag) har intet at gøre med at yde retfærdighed til de mennesker hun tjener, det drejer sig kun om at sikre penge til det altomfavende offentlige system.
For langt den overvejende del af befolkningen er en ejendom den vigtigeste investering i livet, et sted at bo, et sted børn vokser op, en tryghed og en livsstil.
Forhåbentlig og sansynligvis er denne investering en god forretning over tid, og over tid ejer man forhåbentlig mere end de 5 til 20% der for det meste udgør den andel man ikke indledningsvis skal låne.
Men set fra det offentlige kan man bare ikke vente med at få fingre i skattepengene indtil de er tjent, nej for at sikre sig det offentlige monster bliver fodret, beskatter man penge der ikke er tjent, og værdier der ikke eksisterer.
Det er da også for vanskeligt for staten at anslå hvad dit hjem er værd, en smertelig erkendelse man nok har set, men ikke desto mindre forsætter på trods af det himmelråbende uretfærdige vurderings system.
Det er slemt nok at højrefløjen ikke har mod, mandshjerte (MK) og forstand nok til at ændre dette system, nu kommer S så og igen gør det de er bedst til, slår på sagesløse i retfærdighedens navn.
For de der kører på karrierens store klinge er boligskat en irriterende belastning der kan tåles, for de der af forskellige grunde har et mindre indtægtsgrundlag er boligskatten katastrofal, fordi man kan jo ikke bare save 20 cm af spæret hvert år som betaling.
Stigende skatter af urealiseret værdi eller penge der ikke er tjent er ikke kun gift for en skatteyder, det er hamrende uretfærdigt.
Når man nu ikke kan få sig selv til at gøre det eneste anstændige (når det nu er man vil beskatte boliger) nemlig at beskatte en realiseret gevinst skyldes det ikke - overhovedet ikke - det retfærdige men derimod det usikre i hvornår pengene kommer ind.
Den bagved liggende struktur og politikkers manglende vilje og evne til at tilpasse bliver dermed en straf til borgerne igen, en straf som Mette vil sætte op så den evigt blomstrerede offentlige sektor forsat kan vokse i alle retninger.
Man havde håbet på en borgerlig regering ville rette op på de mest åbenlyse uretfærdigheder, men håbet forsvinder lige så hurtigt som en Audi ministerbil - med bagagerummet fuld af partistøtte - der gir den gas.
