Advarsel til dem der ikke orker at høre mere skepsis om den igangværende folkevandring fra områder hvor store dele af befolkningen forsøger at undslippe konflikter, fattigdom og undertrykkelse.
Tilhængere af konsekvensfornægtende medfølelse, uhæmmet godhed og tekster der kun tager 5 sekunder at læse og fordøje - anbefales at springe resten af dette indlæg over.
Dette indlæg handler primært om at den igangværende migrantdebat efter min opfatelse handler alt for meget om nogle vildt fremmede mennesker det er synd for, og i alt for ringe grad handler om hvordan vi rationelt prioriterer hensynet vores relativt velfungerende samfund, vores egne medborgere samt hensynet til fremtiden for vores efterkommere, vores nation og kulturkreds.
Jeg anerkender ikke mantraet "vi skal tage vores del af ansvaret" som uafladeligt gentages af den politiske elite og godhedsindustriens frontkæmpere.
At jeg tilhører samme biologiske art og har 99,9% DNA til fælles med den aktuelle tilstrømning af vildt fremmede mennesker fra dysfunktionelle MENAP områder anser jeg ikke som gyldigt argument for at skulle påtage mig en del af ansvaret for løsningen af de vildt fremmede menneskers selvskabte udfordringer.
* MENAP=Middle East, North Africa, and Pakistan
Ansvaret for at der er millioner af mennesker som lever et elendigt liv i de dysfunktionelle MENAP samfund ligger hos flertallet af indbyggerne selv som bidrager med deres udbredte accept og støtte til ideologisk, kulturel, religiøs og patriarkalsk samfundsindretning. Det er mennesker som for en stor dels vedkommende medbringer, fastholder og nærer middelalderlige adfærdsmønstre når de kommer til vesten, mennesker der kritikløst hylder en pr definition ufejlbarlig lederskikkelse. Det er mennesker som i stort tal foragter vestlig livsstil og samfundsindretning. Det er mennesker som historisk har modarbejdet næsten ethvert tilløb til at skabe samfund præget af frihed, tolerance, tryghed og retfærdighed i deres egne områder.
Det skal retfærdigvis tilføjes at der blandt MENAP migranterne findes en delmængde af mennesker som er ordentlige og fornuftige mennesker med et rimeligt integrationspotentiale. De udgør ifølge forskellige relativt troværdige statistiske undersøgelser og rapporter et sted mellem 30 og 40%.
Såfremt det var muligt at skelne mellem de to delmængder ville jeg overveje at byde velkommen til dem der kan og vil respektere og tilpasse sig vesteuropæiske normer og samfundsindretning.
Men hvis der blandt 100 MENAP migranter statistisk kun findes 40 ordentlige mennesker og der medfølger 60 som i større eller mindre grad er dedikerede tilhængere af en antidemokratisk, intolerant, patriarkalsk og middelalderlig ideologi og kultur med en grundlæggende foragt for vesteuropæisk kultur og normer vil jeg ubetinget foretrække at afvise alle 100 ved grænsen.
Med henvisning til de nævnte argumenter og påstande anser jeg det for at være en irrationel, ulogisk og selvdestruktiv fejlslutning at 'vi' skal påtage os løsningsansvaret for MENAP borgernes selvskabte problemer.
Hvis nogen aligevel vil hjælpe af et godt hjerte så står det dem naturligvis helt frit, når blot jeg kan blive fri for at få påtvunget konsekvenserne og udgifterne for de faktaresistente, moralsk højerestående individers selvvalgte godhed.
Jeg anerkender det ofte fremførte argument at vi som nation har taget aktiv del i væbnede konflikter som har haft negative konsekvenser. Men efter min opfattelse er det dog ikke ansvarspådragende at befolkningerne i de områder som vi har hjulpet fri fra nogle af de mest undertrykkende regimer ikke evner at udnytte muligheden for at forbedre deres situation, men at flertallet i stedet vælger fortsat at støtte middelalderlige patriarkalske kulturmønstre og udemokratiske ideologier. På trods af adskillige FN støttede fejlskøn og misforståelser ville situationen efter min opfattelse tillige have set endnu mere håbløs ud uden vestlige militære indgreb.
Set i bagklogskabens ulideligt klare lys burde vi dog ubetinget have holdt nallerne for os selv, og vi bør fremover afholde os fra at blande os i konflikterne i en kultur som vi i vesten tydeligvis ikke forstår. Hver gang vi har hjulpet er vores hjælp overvejende blevet opfattet som uønsket indblanding og hver gang har vi mistet tillid og anseelse samt skabt udbredt modvilje blandt de berørte befolkningsgrupper.
Vi burde måske have forudset at dem vi prøvede at hjælpe ikke var klar til at udnytte muligheden for at skabe en bedre tilværelse for sig selv på vestlige præmisser. Det står nu mere klart end nogensinde at kulturforskellene er langt større end velmenende vestlige ideologer og virkelighedsfjerne humanister har fantasi til at forestille sig. En dannelse af bæredygtige samfund i MENAP området kan efter min vurdering kun komme fra befolkningerne selv, vores hidtidige erfaringer viser klart og utvetydigt at forandringer ikke kan gennemtvinges med vestlig kulturimperialisme og væbnet indsats - uanset hvor velmenende den end måtte være.
Problemerne i MENAP området er på alle måder deprimerende at være vidne til. Men en bæredygtig forandring i positiv retning vil ikke ske uden at befolkningerne selv ønsker forandringerne og er parate til selv at gøre en målrettet indsats. Hvis forandringer for alvor kommer igang vil de sandsynligvis tage adskillige generationer lige som den vestlige verdens forandring gjorde fra middelalderen og frem. Men forandringen vil altså ikke kunne ske uden at flertallet i befolkningerne selv ønsker det og er parate til selv at gøre en målrettet indsats og yde de nødvendige ofre.
Alternativet til et stop for importen af dysfunktionelle befolkningsgrupper til vesteuropa er at vi bliver suget ind i en lang række konflikter som vi ikke forstår, en kamp som af demografiske, kulturelle og ideologiske årsager er komplet umulig at vinde, og en kamp som vi efter min mening heller ikke har ret til at blande os i.
Det mest rationelle vi kan gøre er derfor at væbne os med tålmodighed, beskytte os selv imod den udbredte dysfunktionalitet i MENAP området og lade dem der lever i og forstår kulturen finde deres egen balance og skabe deres egen fremtid uden at sætte de vestlige nationers kultur, ideologi og velstand på spil.
Det måske mest skræmmende ved situationen som den udspiller sig lige nu er ikke at der er millioner flygtninge, migranter og velfærdsturister fra dysfunktionelle samfund på vej mod vesteuropa. Det mest katastrofale er derimod at strømmen af migranter efter alt at dømme vil eskalere i takt med befolkningstilvæksten i de dysfunktionelle samfund og at der dermed ikke er til at se nogen ende migrantstrømmen hvoraf en stor del udgøres af individer som vi erfaringsmæssigt ved, at vi vil være tvunget til at tage vare på resten af deres liv.
Frontex anslår migranttallet der indrejser i vesteuropa i 2015 til 1 million ud af de 60 millioner fordrevne som i øjeblikket står på spring. Det anslås at antallet af fordrevne i 2050 vil være steget fra de aktuelle 60 millioner med omkring 150 millioner til svimlende 210 millioner, og ud fra den viden og de erfaringer vi har nu er der desværre ikke noget der tyder på tallet vil stoppe der.
Hver gang vi tager imod en migrant øges presset fordi det skaber fornyet håb hos familie, venner, bekendte og lykkeriddere i MENAP området om at et bedre liv i vesteuropa er inden for rækkevidde. Vi kan naturligvis læne os tilbage og indtage den holdning at det ikke er ret mange, at vi sagtens kan rumme mange flere, og at vi også har økonomi til at tage imod flere.
Men hvis vi år efter år, årti efter årti, tager ukritisk imod dysfunktionelle befolkningsgrupper uden at bruge vores sunde fornuft vil det i stigende grad kræve at vi prioriterer vores velfærd anderledes fordi vi skal dele større og større dele af velfærden med voksende grupper af mennesker som vi af bitter erfaring ved ikke har tilstrækkeligt integrationspotentiale.
I øjeblikket bestormes vi af befolkningsgrupper som for op mod to trediedeles vedkommende vil fastholde den medbragte kultur og ideologi, endvidere vil disse mennesker erfaringsmæssigt fastholde den overbevisning at de medbragte udemokratiske og religiøse dogmer har større vægt end gældende love og regler.
Som konsekvens af den medbragte kultur og ideologi må vi forvente at de dysfunktionelle tilrejsende befolkningsgrupper vil skabe en vækst i opbygningen af parallelsamfund med alt hvad det medfører, lige som vi erfaringsmæssigt ved at store dele af MENAP migranterne medbringer, vedligeholder og udvider de konflikter som de angiveligt ønsker at slippe væk fra.
Det er indlysende urealistisk at kunne hjælpe alle, det er en ret ukontroversiel konstatering, og at krisen kommer til at eskalere i al forudsigelig fremtid er tillige vanskelig at argumentere rationelt imod.
Vi kan beslutte at fravælge importen af dysfunktionelle befolkningsgrupper medens konsekvenserne er nogenlunde overkommelige, eller vi kan fortsætte vores konsekvensfornægtende godhedstrip og indtage rollen som tilskuere medens vesteuropa ubønhørligt ændrer sig i retning af de dysfunktionelle samfund som vi efter min mening i stedet burde beskytte os imod.
Valget er vores, vi kan styre vores egen fremtid i det område som vi kontrollerer - hvis vi foretager rationelle valg som ikke overvejende er baseret på konsekvensfornægtende medfølelse og irrationel politisk korrekthed.
