Anders Matthesen misbruges af racister

Komikeren, rapperen, skuespilleren og filmmageren Anders "Anden" Matthesen føler sig misbrugt af racister, som gentagne gange har taget et klip fra hans seneste show "Anden vender tilbage" og brugt det til at skabe opmærksomhed om deres sag.

I showet beklager Anders Matthesen sig bl.a. over, at det ikke regnes for stuerent at sige, at man er stolt af være hvid, når man gerne må sige, at man er stolt af at være sort. Og han fortæller, at han glad og gerne går med dannebrogsflag, fordi han er stolt af at være dansk, selvom Muhammed-tegninger har gjort det upopulært i især den muslimske verden.

Det har ført til, at en racistisk gruppe, der kalder sig "Danmarks Nationale Front", på nettet har lagt et videoklip fra showet, som i slutningen er tilsat en opfordring om at benytte gruppens hjemmeside.

"Det er enormt frustrerende og beklageligt, at folk misbruger tingene på den måde. Det er i øvrigt også taget fuldstændig ud af en sammenhæng for hele pointen i showet er jo præcist omvendt. Anders ærgrer sig over, at danskheden og det danske flag er blevet noget, som man skal skamme sig over, fordi nationalister tager patent på danskheden og det danske flag," siger Anders Matthesens manager, Cemille Rosenberg, til 180Grader.dk.

Danmarks Nationale Front skriver på gruppens hjemmeside bl.a., at udlændinge, som ikke har opholdstilladelse i Danmark, skal sendes tilbage til deres hjemland, fordi der er genetisk forskel på deres intelligens og danskeres intelligens.

Problemet for Anders Matthesen er imidlertid, at det er svært at få fjernet videoen.

"Vi overvåger den slags ting, og når det bliver brugt i sådan en sammenhæng, så henvender vi os straks til dem, der har lagt det ud, og beder dem om at fjerne det. De her mennesker har nægtet at gøre det, og derfor har vi anmeldt det til dem, der administrerer siden, men det tager desværre alt for lang tid for administratorerne at fjerne tingene. Det er ikke første gang, det sker med denne del af showet, og det er meget beklageligt, at de folk, der har disse fora, ikke tager et større ansvar for at følge det til dørs, når der sker ulovligheder," siger manager Cemille Rosenberg.

7 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere