Bøde på 2 mio. kr. til ældre ægtepar for ulovlig sommerhusudlejning - Privatøkonomi - LIVE

Et ældre ægtepar skal af med knap to millioner kroner i bøde for ulovlig udlejning af sommerhuse

Ikke angivet Ikke angivet,

04/09/2015

Et ældre ægtepar skal af med knap to millioner kroner i bøde for ulovlig udlejning af sommerhuse. Dommen er faldet ved Retten i Esbjerg.

Parret har gennem syv år fra 2005 og frem udlejet 18 sommerhuse, der hovedsageligt ligger i Blåvand- og Henneområdet i Vestjylland.

Udlejningen har ifølge rettens dom haft et omfang, så den må karakteriseres som erhvervsmæssig, og den slags kræver en tilladelse fra Miljøministeriet.

Parret har ikke haft nogen tilladelse, og så er det oven i købet tredje gang, at de bliver dømt for ulovlig sommerhusudlejning.

Parret skal betale 20.000 kroner pr. sommerhus pr. år, og det regnestykke løber alt i alt op i 1.980.000 kroner.

Ægteparret, der er henholdsvis 69 og 74 år, har ikke umiddelbart til sinds at betale den store bøde.