Indvandring, bandekrige og et generelt muslim-fjendtligt klima har gjort det nemt at komme i medierne med overfladiske og pseudo-videnskabelige forklaringer på 'etniske konflikter'.
'Blandt kriminelle muslimer', bogen der udkom på Trykkefrihedsselskabets forlag i februar i år, er et godt eksempel. Her forsøgte psykologen Nicolai Sennels indledningsvis at bilde sine læsere ind, at sammenhængen mellem kriminalitet og kultur er et sjældent undersøgt emne.
Men det er ikke korrekt. I dansk sammenhæng er der relativt lidt materiale at finde, men I USA gemmer bibliotekerne på adskillige undersøgelser, der rækker helt tilbage til de store indvandringsbølger til landet i slutningen af 1800-tallet.
Sennels mente også, at den ”... stigende politiske korrekthed medfører, at solid forskning og grundige undersøgelser bliver erstattet af de 'rigtige' meninger, og det skygger for vores forståelse af problemerne og deres omfang”.
Og dermed skulle vi selvfølgelig forstå, at Sennels' egen forskning er 'solid og grundig', selvom han altså ikke har konsulteret den udenlandske sagkundskab på området. Man må konkludere, at hr. Sennels har svært ved at læse akademiske rapporter på engelsk, eller at han er er så enfoldigt forfængelig, at han tror han er den første i verden, der behandler problemet i akademisk form.
Det er han selvfølgelig ikke, og heller ikke i en europæisk sammenhæng. I bogen 'Street Gangs, Migration and Ethnicity', som er et fælles europæisk-amerikansk forsøg på at skabe overblik over området, skriver redaktørerne i introduktionen, at banden er et:
”... symptom of a type of disorganization that goes along with the breaking up of the immigrant's social system without adequate assimilation to the new”.
Hvis det er 'politisk korrekt' at beskrive en særlig tilstand blandt 2. generationsindvandrere - en tilstand der producerer kriminalitet - så er jeg politisk korrekt. Beskrivelsen af den særlige tilstand peger jo ikke i sig selv i retning af, hvordan problemer med indvandring og kriminalitet skal løses.
Eksperter der beskæftiger sig med emnet, giver os blot værktøjerne til at forstå årsagerne, og en af de vigtigste årsager til etnisk kriminalitet synes at være, simpelthen, at man er 2. generationsindvandrer.
Det viser erfaringerne fra USA. I ovennævnte bog skriver man:
”Since the early twentieth century, sociologists and criminologists have pointed to the culture conflict, social disorganisation, and strain that immigrants experience when they fail to live up to the American Dream as root causes of crime and deviance.”
Polakkerne, der dannede kriminelle bander i Chicago i slutningen af 1890erne, er et fint eksempel. Frederic Trasher, en forsker fra University of Chicago, som i 1927 undersøgte polske bander i byen, skrev bl.a. om, hvordan banderne promoverede polsk national stolthed på bekostning af tilpasningen til det amerikanske samfund. Og han bemærkede, at der var en høj grad af 'disorganisering i Chicago blandt de fattige, polske indvandrere'.
Vi må antage om denne gamle amerikanske sociolog, at han ikke var udtryk for tidens 'stigende politiske korrekthed' - i virkeligheden er det jo nok Nicolai Sennels der udtrykker tidens politiske korrekthed, når han opfatter etnisk kriminalitet i Danmark som tegn på en stærk og aggressiv kulturs angreb på demokratiske danske værdier.
Man noterede sig allerede i 1920ernes USA, at kriminalitet var udtryk for opløsning af den traditionelle kultur i mødet med et nyt samfund. Og at bestræbelsen på at kravle op ad den sociale stige - hurtigere end de træge forældre, der var knap så kompetente til at klare sig i et moderne, konkurrencepræget samfund – var en anden drivkraft bag væksten i bandekriminaliteten i USA.
Som også i dagens Danmark: 2. G'eren vil ikke være pizzabager eller taxachauffør som far. Guldet, kvinderne og æren skal komme nemmere og hurtigere, og derfor er det ikke primært recitationer af koranen, man hører i danske fængsler og institutioner for ungdomskriminelle, men amerikansk gangsta-hip hop.
Forbindelsen til de fattige, polske indvandrere i 1890ernes USA er åbenlys: De regler, normer og værdier, der herskede i 'det gamle land', er opløst. Det nye land tilbyder nye muligheder, men som fattig indvandrer fra en bondekultur kan man ikke gribe dem, og så griber man til kriminalitet.
Samme mønster gælder for afro-amerikanerne, der var en slags intern immigrantgruppe i USA, og i dag har massiv overkriminalitet. Senere kom italienere samt jøder fra Østeuropa til, og i de senere årtier, indvandrere fra Latinamerika. Alle dannede de ungdomsbander og var overrepræsenterede i kriminalitet i forhold til de mere etablerede lag af befolkningen.
Det gælder naturligvis også for muslimske indvandrere i dagens Danmark, at der ikke er tale om en samlet etnisk gruppe, der er kollektivt integrationsresistente og notorisk voldelige og kriminelt anlagte, som Nicolai Sennels antager og får sporadisk ros for at antage, også i såkaldt seriøse aviser.
Ifølge forfatterne til 'Street Gangs, Migration and Ethnicity' er det simpelthen en generel opdagelse i kriminologien, at særligt andengenerationsindvandrere involverer sig i kriminalitet. Indvandrere fra samfund, som er markant fattigere og mere tilbagestående end det danske, må i særlig grad formodes at bidrage til kriminalitet.
I europæiske lande som Holland, Tyskland og Spanien, hvor man finder andre indvandrergrupper end muslimske, gentages mønstret: Det er især 2. generationsindvandrere der skaber problemer, og især indvandrere fra en fattigere baggrund - om den så er muslimsk, russisk eller latinamerikansk.
Det er ikke en 'politisk korrekt betragtning' at erkende åbenlyse sammenfald mellem indvandring til forskellige lande. Det er en bare en korrekt betragtning, der bør have politiske konsekvenser. Og de bør være, at indvandringspolitik i Danmark først og fremmest bør basere sig på uddannelse og kompetencer, ikke på etnicitet og kultur.
Midt i alle skyderierne på åben gade kan vi da i hvert fald glæde os over udsigten til mere fredelige tilstande, når 2. generationsindvandrerne om et årti enten er døde af 'blyforgiftning' eller er faldet til ro.
Kilde: Gemert, Peterson, Lien: Street Gangs, Migration and Ethnicity. Willan Publishing, 2008
'Blandt kriminelle muslimer', bogen der udkom på Trykkefrihedsselskabets forlag i februar i år, er et godt eksempel. Her forsøgte psykologen Nicolai Sennels indledningsvis at bilde sine læsere ind, at sammenhængen mellem kriminalitet og kultur er et sjældent undersøgt emne.
Men det er ikke korrekt. I dansk sammenhæng er der relativt lidt materiale at finde, men I USA gemmer bibliotekerne på adskillige undersøgelser, der rækker helt tilbage til de store indvandringsbølger til landet i slutningen af 1800-tallet.
Sennels mente også, at den ”... stigende politiske korrekthed medfører, at solid forskning og grundige undersøgelser bliver erstattet af de 'rigtige' meninger, og det skygger for vores forståelse af problemerne og deres omfang”.
Og dermed skulle vi selvfølgelig forstå, at Sennels' egen forskning er 'solid og grundig', selvom han altså ikke har konsulteret den udenlandske sagkundskab på området. Man må konkludere, at hr. Sennels har svært ved at læse akademiske rapporter på engelsk, eller at han er er så enfoldigt forfængelig, at han tror han er den første i verden, der behandler problemet i akademisk form.
Det er han selvfølgelig ikke, og heller ikke i en europæisk sammenhæng. I bogen 'Street Gangs, Migration and Ethnicity', som er et fælles europæisk-amerikansk forsøg på at skabe overblik over området, skriver redaktørerne i introduktionen, at banden er et:
”... symptom of a type of disorganization that goes along with the breaking up of the immigrant's social system without adequate assimilation to the new”.
Hvis det er 'politisk korrekt' at beskrive en særlig tilstand blandt 2. generationsindvandrere - en tilstand der producerer kriminalitet - så er jeg politisk korrekt. Beskrivelsen af den særlige tilstand peger jo ikke i sig selv i retning af, hvordan problemer med indvandring og kriminalitet skal løses.
Eksperter der beskæftiger sig med emnet, giver os blot værktøjerne til at forstå årsagerne, og en af de vigtigste årsager til etnisk kriminalitet synes at være, simpelthen, at man er 2. generationsindvandrer.
Det viser erfaringerne fra USA. I ovennævnte bog skriver man:
”Since the early twentieth century, sociologists and criminologists have pointed to the culture conflict, social disorganisation, and strain that immigrants experience when they fail to live up to the American Dream as root causes of crime and deviance.”
Polakkerne, der dannede kriminelle bander i Chicago i slutningen af 1890erne, er et fint eksempel. Frederic Trasher, en forsker fra University of Chicago, som i 1927 undersøgte polske bander i byen, skrev bl.a. om, hvordan banderne promoverede polsk national stolthed på bekostning af tilpasningen til det amerikanske samfund. Og han bemærkede, at der var en høj grad af 'disorganisering i Chicago blandt de fattige, polske indvandrere'.
Vi må antage om denne gamle amerikanske sociolog, at han ikke var udtryk for tidens 'stigende politiske korrekthed' - i virkeligheden er det jo nok Nicolai Sennels der udtrykker tidens politiske korrekthed, når han opfatter etnisk kriminalitet i Danmark som tegn på en stærk og aggressiv kulturs angreb på demokratiske danske værdier.
Man noterede sig allerede i 1920ernes USA, at kriminalitet var udtryk for opløsning af den traditionelle kultur i mødet med et nyt samfund. Og at bestræbelsen på at kravle op ad den sociale stige - hurtigere end de træge forældre, der var knap så kompetente til at klare sig i et moderne, konkurrencepræget samfund – var en anden drivkraft bag væksten i bandekriminaliteten i USA.
Som også i dagens Danmark: 2. G'eren vil ikke være pizzabager eller taxachauffør som far. Guldet, kvinderne og æren skal komme nemmere og hurtigere, og derfor er det ikke primært recitationer af koranen, man hører i danske fængsler og institutioner for ungdomskriminelle, men amerikansk gangsta-hip hop.
Forbindelsen til de fattige, polske indvandrere i 1890ernes USA er åbenlys: De regler, normer og værdier, der herskede i 'det gamle land', er opløst. Det nye land tilbyder nye muligheder, men som fattig indvandrer fra en bondekultur kan man ikke gribe dem, og så griber man til kriminalitet.
Samme mønster gælder for afro-amerikanerne, der var en slags intern immigrantgruppe i USA, og i dag har massiv overkriminalitet. Senere kom italienere samt jøder fra Østeuropa til, og i de senere årtier, indvandrere fra Latinamerika. Alle dannede de ungdomsbander og var overrepræsenterede i kriminalitet i forhold til de mere etablerede lag af befolkningen.
Det gælder naturligvis også for muslimske indvandrere i dagens Danmark, at der ikke er tale om en samlet etnisk gruppe, der er kollektivt integrationsresistente og notorisk voldelige og kriminelt anlagte, som Nicolai Sennels antager og får sporadisk ros for at antage, også i såkaldt seriøse aviser.
Ifølge forfatterne til 'Street Gangs, Migration and Ethnicity' er det simpelthen en generel opdagelse i kriminologien, at særligt andengenerationsindvandrere involverer sig i kriminalitet. Indvandrere fra samfund, som er markant fattigere og mere tilbagestående end det danske, må i særlig grad formodes at bidrage til kriminalitet.
I europæiske lande som Holland, Tyskland og Spanien, hvor man finder andre indvandrergrupper end muslimske, gentages mønstret: Det er især 2. generationsindvandrere der skaber problemer, og især indvandrere fra en fattigere baggrund - om den så er muslimsk, russisk eller latinamerikansk.
Det er ikke en 'politisk korrekt betragtning' at erkende åbenlyse sammenfald mellem indvandring til forskellige lande. Det er en bare en korrekt betragtning, der bør have politiske konsekvenser. Og de bør være, at indvandringspolitik i Danmark først og fremmest bør basere sig på uddannelse og kompetencer, ikke på etnicitet og kultur.
Midt i alle skyderierne på åben gade kan vi da i hvert fald glæde os over udsigten til mere fredelige tilstande, når 2. generationsindvandrerne om et årti enten er døde af 'blyforgiftning' eller er faldet til ro.
Kilde: Gemert, Peterson, Lien: Street Gangs, Migration and Ethnicity. Willan Publishing, 2008
