En ting er, at politikere stikker løfter ud til højre og venste, som de sjældent har reele intentioner om at opfylde. Det er mere et symptom på et sygt demokratisk system og ikke så meget et generelt problem for Dansk Folkeparti, der ellers med undtagelse af måske Alternativet har noget nær danmarks rekord i gyldne løfter.
En anden ting er at stå stejlt på politik, der direkte strider mod ens eget principprogram. Et politisk partis principprogram er vælgernes mulighed for at anskue partiets grundlæggende holdninger. Det er langt værre at gå i mod dette eksistensgrundlag end om man stemmer for at bevillige ekstra ressourcer til det ene eller andet formål.
Dansk Folkeparti skriver i deres principprogram af oktober 2002:
Landet har brug for iværksættere, og samfundet skal indrettes således, at folk véd, at flid og dygtighed kan betale sig.
Partiets modstand mod dette punkt i eget principprogram er så udbredt, at de truer med at vælge den regering, de selv er gået til valg på at støtte og risikerer dermed at bringe en rød regering til magten.
Man kan ganske enkelt ikke have den slags stående i sit partis egen varedeklaration og samtidig være så voldsomt modstandere af at forbedre vilkåene for iværksættere og folk, der udviser flid og dygtighed, at man ønsker et valg på det modsatte grundlag.
Dansk Folkeparti har i min optik valget mellem at slette denne sætning i deres principprogram eller stemme for de andre borgerlige partiers ønske om at lette skatten på iværksætteri, flid og dygtighed.
Samtidig bør de rette en uforbeholden undskyldning til de vælgere, der har stemt på partiet i den tro, at Dansk Folkeparti havde tænkt sig at leve og til partiets principprogram, hvis der kunne findes flertal i Folketinget for politikken.
