For nyligt kom det frem, at Politiet i Østjylland redigerer døgnrapporten, for ikke at gøre befolkningen utryg. Minister Pape kommer nu endelig med en reaktion. ”Det hele er en misforståelse” (JP: Pape afviser politicensur: Sagen bygger på en misforståelse)
Jeg kunne håbe, at det var journalisten til artiklen i JP, som havde misforstået og selv opfundet ministerens udtalelser; men desværre dækker den fint endnu en absurd udmelding fra en justitsminister. Det er interessant, som justitsministre meget hurtigt går fra meldinger om bl.a. "sherif", ”retfærdighed” og "hård indsats" til at blive repræsentanter for politisk korrekthed, newspeak og noget, der ligner justitsløgne.
Nu skal man som borger blindt stole på, at alt dette var en kommunikationsmisforståelse? Nej! Indbruddene var fjernet fra døgnrapporterne og kommunikationen var som fremlagt – altså en indrømmelse. Det er ikke en misforståelse; men et faktum. Kan ministerens spindoktor virkelig ikke finde på en bedre undskyldning?
Hvis man skulle pege på den myndighed i Danmark, der er mest uigennemskuelig, mest ansvarsforflyttende, mest lovbrydende - så er det paradoksalt nok Politiet. Der kan i flæng nævnes omstændigheder og sager. Modstand på identifikation og sporbarhed; ja umulig identifikation selv med gode billeder af politifolk. Automatreaktionen ved enhver form for brud af regler og love er altid at gøre så meget som muligt for at undgå at identificere omstændigheder og personer. Det går fra træghed, uvildighed, tab og skjul af information til løgne. I Tibetsagen har ledende politifolk tilsyneladende direkte løjet i retten. At man også forvansker statistikker kan ikke undre.
Politiet er tydeligvis blevet et korps, hvor holdningen er "dem mod os". Tryghed, service, gennemskuelighed og ansvar er alle lavt prioriteret. Som borger skal man vare sig for at ringe selv under ildebrand eller ildebefindende, hvis man ikke med korrekt adresse og med meters nøjagtighed kan udpege lokalitet. Politiet er også gået fra synlighed i dagligdagen til total usynlighed. Efter Politireformen er landbetjente og politistationer ikke blot blevet nedlagt; men patruljering og synlighed i gadebilledet er også væk. Desuden melder mange borgere om politiets uvilje til at møde op. Er der blevet stjålet for mindre end 100,000 kroner eller omhandler det butikstyveri, er det spild af tid at ringe. Der er sågar i pressen beskrevne episoder af vold eller konkrete trusler om vold mod unge, hvor politiet ikke ønskede at møde op.
Uviljen kommer næppe fra de menige politifolk. Med få undtagelser er de ikke søgt ind til politiet for at undgå at udføre den meget vigtige og beundringsværdige samfundsfunktion, som politigerningen er. Mærkeligt nok skinner det ikke altid igennem, når Politiforbundet får ordet. Der tænkes her bl.a. på den groteske udtalelse, der kom i forbindelse med bevogtningsopgaverne. Her faldt udtalen, at Politiet ikke ønskede at agere skydeskiver. Underforstået, at det er bedre, at borgerne bliver beskudt?!
Undskyldningen fra politiledelsen er travlhed; men den reelle er desværre nok nærmere bureaukratisering - læs new public management - og en systemisk indspisthed, der er skræmmende. Både travlhed og grænsekontrol har altså eksisteret i landet tidligere.
Djøficeringen af politiet er et faktum. Akademikere uden nogen som helst form for politiuddannelse eller viden om politiarbejde gøres til ledere og endda politidirektører. Den største gevinst er tilsyneladende, at de dyre venindekonsulenter medtages fra sidste stilling, så man kan undgå de lovbestemte! udbudsregler.
Vi borgere kan dog ganske sikkert gå ud fra et. Endog de groveste overtrædelse fra myndighedernes side vil for det første aldrig blive opklaret, og for det andet naturligvis ingen konsekvenser få. Uforståeligt vil en sag som Tibetsagen med stor sandsynlighed højest medføre en løftet pegefinger, advarsler eller i værste tilfælde en forflytning til en anden stilling for en mellemleder eller to. Ansvarlige politidirektører, embedsmænd fra Justitsministeriet, fra departementschefen og nedefter, har intet ansvar overhovedet. Og de kan med sindsro se frem til deres ledelses- og resultatbonus.
Løsningen på dette svigt fra ledelsen samt kulturproblemerne i Politiet synes at være klar. Der er brug for en frisk start med en helt ny ledelse. Man kunne som en start tage udgangspunkt i mellemledere fra politiet, der har en politiuddannelse, og som kunne være med til at skabe en ny korpsånd.
