En stat i staten



”Skattevæsnet opfører sig som en stat i staten,” sagde Lars Barfoed i
dag den 16.6. på folkemødet på Bornholm.

Og det har han helt ret i. Det har mange danskere måttet erfare,
mennesker der har været udsatte for direkte personforfølgelse og kun har kunnet
klage ét sted: hos skattevæsnet, hvorved personen er stillet direkte retsløs.

Men Danmark har flere enklaver af en stat i staten.

Psykiatrien er en anden stat i staten, og den der ryger i kløerne på
dem vil opdage, at vedkommende er endnu mere retsløs end ved kontakt med
skattevæsnet.

Igen og igen har jeg – både her på 180 grader – og andre steder
angrebet psykiatrien, og vågne læsere vil have mistanke om, det skyldes dårlige
erfaringer. Delvis rigtigt gættet!


Under en høring om psykofarmakas skadevirkninger på Christiansborg den
3. maj i år fortalte blandt andre jeg, hvor tilfældigt jeg blev fanget ind i
psykiatriens stat i staten og gjort retsløs og mine borgerrettigheder blev
krænket.

Høringen kan ses på Youtube ved at skrive: psykofarmaka høring i
søgeren, samt på medie1, del 1 og del 3.

Jeg fortalte dog kun min historie i store træk og ikke de detaljer, der
gjorde mig retsløs og til et menneske, hvis grundlovssikrede rettigheder kan
krænkes uden videre. Der er nemlig lagt tungt låg på den fulde historie, som
ikke må komme frem.

Men her kommer så i store træk historien, som den også vil blive
fremlagt i en planlagt dokumentarfilm for at fortælle, hvordan borgere
behandles her i landet, når de fratages deres borgerrettigheder og brutalt
skubbes ind i en stat i staten:

I august 2005 fejldiagnosticerede min praktiserende læge et hjertesvigt
i venstre side af hjertet, hvor hjerteklapperne var holdt op med at fungere,
som depression og udskrev ”lykkepiller”. De hjalp naturligvis ikke på min tilstand,
hvorfor han sendte mig til psykiater, da den måtte være ”helt gal med mig.”


Jeg har aldrig været syg, altid levet sundt og gjort alle de rigtige
ting som sund mad og masser af motion, så jeg anede ikke selv, hvad der var i
vejen. Men da jeg endelig fik fat i den pågældende psykiater, var jeg også
begyndt at få masser af væske i kroppen, især fødderne, og psykiateren fastslog
derfor, det ikke havde noget at gøre med depression og sendte mig på laboratorium
for at få foretaget en række undersøgelser.


Et par uger senere lå jeg på Frederiksberg hospitals hjerteafdeling,
hvor der blev konstateret et blodtryk på 230 og hjertesvigt.


Takket være dygtige hjertelæger blev blodtryk og hjerte stabiliseret,
og jeg kom hjem igen.

På grund af mit kernesunde udgangspunkt kom jeg mig hurtigt og havde
faktisk ikke haft det bedre i mange år. Jeg var jublende lykkelig, men opdagede
også, jeg havde været tæt på at dø.

Fuld af taknemmelighed overfor den vågne psykiater, der havde opdaget,
der var noget helt galt, købte jeg derfor en fin flaske vin, som jeg i december
2005 afleverede personligt hos ham.


Men nu skete katastrofen. Han påpegede, der måtte være noget galt i mit
liv, siden jeg i alt for ung en alder fik et så alvorligt hjertesvigt og
tilbød, jeg kunne gå til nogle seancer hos ham for at lære at takle situationer
i mit liv noget bedre. Jeg kunne ikke løbe fra, der måtte være noget galt, så
jeg accepterede.

Jeg startede i januar 2006, og det første psykiateren gjorde var at
række ud efter sin blok for at udskrive ”lykkepiller” til mig (efter
udskrivningen fra hospitalet var jeg holdt op med at tage disse.)

Jeg protesterede, men han rankede sig og sagde, at det ”måtte han
insistere på, da det ville holde mit humør oppe. Og det var nødvendigt.”


Jeg havde desværre tillid til ham og troede, han ville mig det bedste. Men
jeg har aldrig begået mig i psykofarmaka afdelingen, så derfor havde jeg ikke
forstand på, han udskrev en meget høj dosis, nemlig 40 mg Fontex.

I de følgende måneder lærte jeg ikke at takle situationer noget bedre. Jeg
gik til forelæsningsrække hos ham om, hvor vidunderlig dejlig han mente, han
var, hvordan sygeplejersker og lægesekretærer lå for hans fod og tilbad ham. Samtidigt
udskrev han medicin i stride strømme. Da jeg ikke havde flere Fontex tilbage,
udskrev han Zoloft, 5o mg, vel vidende at dette kunne påføre mig en serotoninforgiftning.

Den 4.5.06 var mit sidste møde hos ham. Om aftenen ringede han til mig
privat og fortalte, han var kommet til at holde så meget af mig, at han måtte
opgive mig som patient, om vi ikke kunne fortsætte som private venner?


Det havde jeg ikke meget lyst til, men han havde fået dopet mig enormt,
og derudover lød han så nervøs, at jeg til sidst sagde, det kunne vi da godt
prøve.


Allerede få dage senere inviterede han mig hjem til sig på Hammershøj
Kaj, hvor vi skulle spise middag.


Vi sad på hans altan, hvor han fortsatte sit foredrag om sin egen
dejlighed. På et tidspunkt begyndte han at sidde og kysse på min højre hånd og
forklare, jeg nu kunne være helt tryg. Nu havde jeg ham og en af Danmarks
dygtigste hjertelæger ved min side. Jeg anede ikke, hvad han mente og var for
dopet til at spørge. Han foreslog også, jeg skulle lave interview med ham,
hvilket jeg afviste, da han foreslog et par latterlige emner.

Da jeg ville hjem, holdt han mig tilbage og forlangte, jeg skulle sove
der, hvilket jeg ikke ville. Det udviklede sig til en regulær slåskamp,
hvorunder jeg ringede til min veninde, der derefter overhørte, hvordan vi
sloges vildt.


Da han ville slæbe af sted med mig, fordi jeg skulle ind i hans
soveværelse og se hans sorte kors på væggen, fik jeg slået mig fri og løb min
vej.

Jeg hørte dog fra ham igen, og som nævnt var jeg så dopet, at han fik
lov til at besøge mig, hvor han sjoflede mig efter noder.  Efter et par uger ringede han igen og
fortalte, det var meget vigtigt, han kom til at tale med mig.

I min dopede tilstand troede jeg, han ville give en undskyldning for
sin uacceptable opførsel, men det viste sig, han bare ville udnytte mig igen. Denne
gang skulle jeg skaffe fotograf til ham, da han i sin ungdom havde været
fotomodel og nu ville deltage i en seniorkonkurrence, hvor hovedpræmien var
100.000 kroner.

Denne gang var der ikke optræk til seksuel chikane, jeg fik frit lov
til at gå og i det følgende hang jeg i for at skaffe en fotograf til ham.

Men det var så slut på det venskab.

I midten af august sad jeg og skrev derhjemme, da jeg pludseligt
mærkede stikkende, prikkende fornemmelser i ansigt, arme og hænder. Jeg mistede
koordinationen, og en tilkaldt vagtlæge indlagde mig med et blodtryk på 210 –
trods maximum dosis af blodtrykssænkende medicin.


Så var jeg tilbage på Frederiksberg hospital med mistanke om blodprop i
hjernen. Den blev scannet dagen efter, og der var ingen blodprop, så kunne jeg
godt gå hjem igen.


En uge senere faldt jeg om på gulvet, da jeg stod ud af sengen. Jeg var
delvis lammet i venstre side af kroppen, kunne ikke stå på benene og mine arme
og ben føltes som gele. Jeg sygemeldte mig og ringede til min veninde, som jeg
stod i forbindelse med hele dagen og rapporterede til, efterhånden som mere og
mere af min krop brød sammen. Om eftermiddagen begyndte jeg at snøvle, vrøvle
og kunne ikke tale rent, og da jeg begyndte at miste synet, forlangte min
veninde, jeg tog på hospitalet.

Her morede man sig gevaldigt over mig og mente, det var noget psykisk,
så selv om jeg ikke kunne se noget, blev jeg sendt på vandring til psykiatrisk
skadestue, hvor man også morede sig, men også kunne stille en diagnose:
angstdepression! Jeg blev spurgt om jeg ville indlægges, og da jeg ikke havde
lyst til det, fik jeg 150 mg Zoloft og et antidepressivt middel Truxal og
besked på at opsøge min nye praktiserende læge, så denne kunne henvise mig til
en psykiater.


Jeg blev dog henvist til Distriktspsykiatrisk, hvor den høje
medicinering fortsatte til trods for, jeg anførte, jeg var helt stiv i kroppen,
at jeg få måneder forinden var sprunget ned i en vikingebåd med to af mine små
børnebørn og roet ud på Roskilde fjord, hvor vi havde sat sejl. Nu kunne jeg
ikke gå op og ned ad en trappe.

Det var helt normalt, fik jeg at vide, ligesom det var helt normalt,
jeg fik det værre og værre.


I december 2006 brød mine fordøjelsesveje sammen, hvorefter jeg nægtede
at tage mere medicin og i det hele taget ville udskrives.


Jeg fandt nu selv ud af, den underdejlige psykiater havde
serotoninforgiftet mig og gik i gang med at klage.

Da jeg ikke fik det bedre, mistede jeg mit job i juli 2007 og i det
hele taget min erhvervsevne.

Jeg havde bedt om en kopi af hans journal og modtaget en tynd kop te.

I 2008 bad jeg om aktindsigt i sagen i Patientklagenævnet og modtog en
kopi af en journal, der var blevet holdt dybt hemmelig for mig.

Heri kaldte den afviste mand mig ikke andet end ”den rødhårede luder”
og fortalte, jeg var både barfodsluder på Halmtorvet og stiknarkoman (jeg der
ikke engang har røget hash.)

Det var ikke svært at afvise.  Alligevel
fik han kun en § 6 for at have medicineret mig uden diagnose og uden at skrive,
hvad han havde givet mig og hvorfor. Efter at have indklaget hans falske
journal to gange fik han en § 24, stk. 1 for at have udfærdiget to journaler. Som
jeg siger i dag: en til fint brug og en til at få mig tvangsindlagt.

Siden har jeg ikke bestilt andet end at klage og undersøge, hvad
pillerne gør i hjernen, siden jeg efter nu syv år ikke har fået det bedre.

Jeg har også klaget til Folketingets retsudvalg over, at psykiatrien ved at
ødelægge min hjerne har overtrådt Grundlovens kapitel 8, § 75, stk. 1 om
borgernes ret til at have et job, der kan sikre deres udkommende og eksistens.

Og i 2012 opdagede jeg, når man har været i kontakt med den offentlige
psykiatri, som det viste sig, den afviste mand stod bag, jeg blev overført til,
da han havde forgiftet mig, bliver man registreret i Psykiatrisk
Centralregister, hvorefter jeg bad om en udskrift.

Og se: der var påført, jeg i august 1988 havde været indlagt til
observation på dagshospitalet, hvilket jeg aldrig har været og indklagede for at
få slettet, da denne falske registrering kun er opført for at svine mig stil. Sagen
verserer stadigvæk og bliver i skrivende stund kylet frem og tilbage mellem
Sundhedsstyrelsen og regionen, hvor ingen vil tage ansvar for bedrageriet.

For har man været i berøring med det system, så er man havnet i en stat
i staten, hvor psykiatrien frit kan gøre, hvad den vil med den person, den har
fået i sin varetægt. Alle personens rettigheder er frataget denne, og det var
årsagen til, at der blev kysset på hånd og forklaret, at jeg nu kunne være helt
tryg.

Jeg var blevet gjort retsløs, ligesom tusinder af andre danskere.


Derfor kæmper jeg. Og jeg vil blive ved og ved, indtil der bliver gjort
noget ved det. I et moderne demokrati kan vi ikke have instanser, der laver en
stat i staten, hvor de kan skeje ud.

21 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere