Af Jeppe Samuel Cholewa Juhl
Bemærk: Denne artikel er egentlig udgivet af Dispatch International, og burde kunne læses på deres hjemmeside. Desværre er siden ramt af et alvorligt hackerangreb. For at det ikke skal lykkes hackerne at lukke munden på den lille, uafhængige avis, gør vi den tilgængelig her. God fornøjelse!
”Når der er to jøder i et rum, så er der mindst tre forskellige meninger”. Sådan lyder et gammel og kendt ordsprog, som vi plejede at grine af i mine unge dage, når bølgerne gik højt rundt om middagsbordet.
Ordsproget er i sin grundessens særdeles positivt. Det afspejler jødedommens diskussionslyst og vilje og evne til forandring. Jødernes intellektuelle nysgerrighed, livsglæde og innovationslyst er legendarisk og har bidraget kolossalt til menneskehedens fremme. Inden for så at sige alle tænkelige felter. Verden ville have været et fattigere sted uden det jødiske folk.
Så den pluralisme, der er affødt af debat, uenighed og nysgerrighed, skal naturligvis bevares. Vi skal fortsætte med at diskutere. Vi skal fortsætte konstruktivt, også gerne aggressivt, med at udfordre hinanden og andre. Hele tiden. Til enhver tid.
Men der er én ting, der ikke burde være uenighed om blandt os jøder i dag. Og det gælder alle jøder. Især i Europa. Uanset om vi er religiøse eller sekulære. Uanset om vi opfatter os selv som hørende til på venstrefløjen eller højrefløjen. Og det er, at Islam er Jødedommens dødelige fjende. At tro andet er at fornægte en fuldstændig og overvældende dokumenteret virkelighed.
Og med islam mener jeg hele Islam. Hele tankesystemet. Både den religiøse, den (dominerende) politiske og den kulturelle del af den islamiske verden er så genneminficeret af vitriol antisemitisme, at det i bogstaveligste forstand er med livet som indsats, at vi jøder undervurderer det had og den uvidenhed, den muslimske verden i dag opdrages med.
Problemet er, at mange vestlige jøder fornægter dette had. Vi er pæne og fredelige mennesker. Vi har passet vores. Vi har taknemmeligt og flittigt indordnet os i de lande, der har taget imod os, og aldrig krævet særstilling eller udvist offermentalitet.
De ortodokse jøder i Europa er integrerede, og de sekulære jøder er totalt assimileret til en grad, hvor det jødiske er tæt på at forsvinde. Og så har vi tillagt vores medmennesker de bedste motiver og naivt projiceret vores værdier over på andre. Mange jøder er – ligesom hovedparten af resten af Europas befolkning – moralske og kulturelle relativister, der tror på det bedste i alle mennesker.
Det er smukt, naivt og suicidalt. Især for os europæiske jøder, hvis forældre og bedsteforældre overlevede Holocaust. Vi er nu vidne til en ny form for fascisme. Den islamiske. Og nøjagtig som med nazismen er det jøden, der er den største skurk.
Islamisterne – jeg foretrækker ordet de skrifttro muslimer - har ikke noget problem med at bruge ordet jøde, når de skal udbasunere deres had. De finder rationalet i Koranen. De heiler og råber deres umælende had overalt i Europas gader.
Disse stakkels uoplyste og uvidende mennesker får aktiv støtte fra islam-apologeter og relativister, der stort set alle sammen er socialister eller fra den værdipolitiske venstrefløj. De sidstnævnte har dog skiftet ordet jøde ud med Israel. Kritik af Israel - den kritik, der er baseret på dobbelte standarder, ikke den saglige og nødvendige kritik af den pluralistiske og moderne demokratiske stat – er nemlig vores dages antisemitisme.
Men antisemitterne får også indirekte støtte fra europæiske jøder. Og der har vi den mørke side af ordsproget i indledningen. For hver gang der er tre offentlige jødiske udsagn om problemerne med islam i Europa, så er de to af dem apologetiske eller stærkt defensive. De toneangivende jøder i Europa, de intellektuelle og de religiøse, har hovedet drejet den forkerte vej. De kigger til venstre og ikke til højre. Og i det omfang, de ikke kigger til venstre, så kigger de forsigtigt ned i jorden.
Årsagerne til dette ulykkelige paradoks er nuanceret. En del af forklaringen er, at diasporaens jødiske DNA igennem totusinde år er programmeret til at, den der lever skjult, lever godt. Hvis de ikke kender mit navn og min bopæl, så sker der næppe noget. En anden er, at mange europæiske jøder historisk set har været stærkt forankret i socialismen og derfor er nogle af de største kulturrelativister.
Og så er det desværre også åbenlyst, at de religiøse jøder er fanget i en kulturel fælde i takt med Islams udbredelse i Europa. Islam og Jødedommen er to lovreligioner, der på det udøvende plan har mange lighedspunkter. Ortodokse jøder spiser kosher kød, hvor slagteprocessen er identisk med halal. Jødiske kvinder og mænd er adskilt i synagogen, dog ikke i de reformerede menigheder. Stærkt ortodokse jødiske kvinder går også med tildækket hoved, dog som regel med paryk. Og så er alle jødiske drenge omskårede.
Alt dette gør, at mange europæiske rabbinere fejlagtigt (!) føler, at det er svært at blande sig aggressivt i kampen mod islamismen. Oveni skal lægges at især ældre jøder, frygter nationalismen og højrefløjen på grund af Holocaust.
Jeg vil i mine følgende klummer her i Dispatch International dokumentere og eksemplificere antisemitismen. Et had, der for Vesteuropas vedkommende, i takt med den uansvarlige indvandrings- og asylpolitik, der er gennemført af en politisk elite uden at spørge befolkningerne, i sidste ende uværligt vil medføre, at et overvældende flertal af kontinentets jøder vil flygte til det eneste land i verden, hvor de er ubetinget velkomne: Israel.
Næste nummer:
Vi mangler en Mordechai. Det er tid til at indføre begrebet Jewish Pride!
