Værd at læse

88

Københavnerbetjent nægter at bekæmpe narko

Nogle har måske læst om mine holdninger til forbuddet imod narko her på 180grader.dk og kender min mening om emnet.

Til dem der ikke har læst om min principielle modstand imod dette forbud, kan det opsummeres til nedenstående:

Kan man tvinge sine værdier ned over andre mennesker? Kan man med god samvittighed visitere, ransage og straffe borgere, der er i besiddelse af indtørrede blade og andre planteprodukter? Kan man med god samvittighed opretholde et forbud, der i sin essens driver uanede mængder vold, drab og berigelseskriminalitet – her i landet og i særdelelseshed i fattigere lande?

Nej, mener jeg – og det kan der næppe komme meget virak ud af at mene, hvis man var alt andet, end politibetjent. Men det er dét jeg er.

Holdningen har jeg haft et stykke tid, og nogen af 180graders læsere har måske stødt på min tidligere klumme, om det yderst fornuftige i en legalisering af narkotika-markedet. Både set fra principielle, praktiske og rent medmenneskelige vinkler.

Historien der for nyligt har bragt mig på kant med min arbejdsgiver, startede for et par dage siden, hvor 2 kollegaer i den afdeling jeg arbejder, havde taget ca 1 kg hash fra en person. Den pågældende mand var eftersøgt til et forhold (jeg tror, at det var i forbindelse med salg af narko) og var desuden det vi i politiet kalder §54’er. Det vil sige, at han var under mistanke for at føre sit køretøj under indflydelse af euforiserende stoffer.

Jeg og en del andre kollegaer sad i plenum, og der blev med rund hånd uddelt ros til de 2, der havde anholdt ham for at være i besiddelse af føromtalte kvantum hash – et kvantum, der bliver betragtet som en stor fangst inden for faget.

Som den person jeg nu engang er, kunne jeg ikke lade være med at stille spørgsmål ved, hvor god en sag det egentlig var. Havde man reddet nogen ved at anholde ham? Havde manden skadet nogen ved sin besiddelse af før omtalte mængde hash? Havde man i virkeligheden ikke foretaget et helt urimeligt indgreb i mandens frihed, kun med den begrundelse, at han kørte rundt med en del mere eller mindre tørrede planteskud? Var det overhoved moralsk forsvarligt at genere manden på det grundlag?

Jeg nævnte med det samme, at jeg var glad for at han var blevet stoppet i at køre i det, der angiveligt var narkopåvirket tilstand, da han i den tilstand vile kunne skade helt uforvarende borgere. Den del af historien var jeg skam meget glad for – man skal ikke køre rundt og være til fare for andre ved at have drukket/røget eller på andre måder indtaget narko - det burde være klart for enhver.

Jeg nævte også – og her er det kontroversielle- at jeg aldrig i livet kunne have taget mig af hans planterester, hvis jeg havde stået med sagen alene og uden indblanding fra kollegaer. Jeg havde udelukkende reageret på hans tilsyneladende uforsvarlige omgang med et motorkøretøj og havde glemt alt om hans ildelugtende bagage.

Dette var mildest talt ikke noget de tilstedeværende kollegaer og nærmeste ledere kunne relatere sig til, og jeg sad – forventeligt nok – i en situation hvor jeg skulle forsvare mine synspunkter over for nogle meget forargede betjente.

Denne diskussion blev efter en tid afsluttet, da opgaver ventede, men det anede mig, at det nok ikke var sidste gang jeg havde hørt til sagen.

Ganske forventeligt blev jeg dagen efter kaldt ind til min delingsfører, der ville høre om rygterne om mig talte sandt. Det kunne jeg kun bekræfte ham i.

Dette vagte megen undring hos min delingsfører, og jeg havde sådan set ikke forventet andet. Jeg redegjorde for mine synspunkter: At jeg ikke med god samvittighed kunne krænke borgernes frihed på det grundlag, at de var i besiddelse af narko og ikke skadede andre mennesker.

Samtalen forløb faktisk meget civiliseret og den omtalte delingsfører agerede til hans ros meget professionelt og forsøgte kun at afdække mine holdninger, hvilket jeg fra et ledelsesmæssigt synspunkt sagtens kan sætte mig ind i. Som leder af en virksomhed skal man samle op på medarbejdernes mystiske holdninger til arbejdet og holde sig orienteret – det er kun rimeligt.

Under samtalen kredsede han om emner som fyring som følge af overtrædelse af tjenestemandslovens §10 og om spørgsmålet om, hvorfor jeg overhoved var politibetjent. Relevante emner og gode spørgsmål som jeg svarede beredvilligt på. Jeg vidste godt, at min holdning sådan set var dybt problematisk set med ledelsens øjne, men at jeg ikke kunne gøre andet end at følge min egen samvittighed og moral. Jeg forklarede også at jeg var utroligt glad for mit arbejde, da jeg ser det som et yderst ærefuldt hverv at beskytte andre menneskers frihed og rettigheder. Dette angav jeg som den primære grund til, at jeg havde jobbet, hvilket er i overensstemmelse med sandheden. Jeg er faktisk stolt af mit job!

Alt sammen meget godt og det var ganske som jeg havde forstillet mig, at en sådan tjenestelig samtale ville forløbe. Men da det også for mig er interessant, at vide hvor kollegaerne står i mere moralske og principielle spørgsmål kunne jeg ikke lade være med, at spørge til hvor hans egne grænser gik.

Ville han fx kunne tage på sin samvittighed, at sigte en kvinde for at være iført burka på Nørrebrogade, hvis det blev hjemlet i loven? Svaret var, at det kunne han sagtens. Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet, men det chokerede mig nu alligevel en del, at man i hans (og i mange andre kollegaers tilfælde) tilsyneladende helt har pantsat sin moral og samvittighed i bytte for en lovtekst

En pantsætning, der i den grad fjerner den sidste nødbremse, der kan sikre mod totalitære tilstande og et skred imod politistaten. Det er da heldigt for borgerne, at lovgiverne i Danmark er (relativt) fornuftige, for de har et politi, der med al sandsynlighed vil håndhæve lige præcis det der står i loven - uden nogen hensyntagen til indholdet.

Som sidebemærkning vil nogen måske spørge om et burkaforbud er så forfærdeligt. Men ja, det er det. Det er faktisk intet mindre end totalitært og forargeligt, at noget sådant ikke var langt fra at blive lov i landet!

Men det skal ikke handle om mine kollegaer eller burkaer, for det er mig der har ”trådt ved siden af” og det er mig, der må leve med de valg jeg træffer. Jeg har bare forlængst gjort op med mig selv, at jeg lige så godt kan afmontere badeværelsesspejlet, hvis jeg giver køb på mine inderste overbevisninger og principper. For hvis det sker, kan jeg næppe se mig selv i øjnene igen.

108 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere