Synes Politikommissær Steffen Th. Steffensen selv han har et meningsfyldt arbejde?

Gennem hele tirsdagen fyldte Københavns Politis mandskabstunge aktion i mod hashsalg på Christiania godt i mediebilledet, og man kunne i aviser og ...

Lars Kragh Andersen,

14/04/2011

Gennem hele tirsdagen fyldte Københavns Politis mandskabstunge aktion i mod hashsalg på Christiania godt i mediebilledet, og man kunne i aviser og på tv se henholdsvis billeder og film af hollændervogne, betjente i indsatsudstyr og tykke tågebanker af CS-gas i og omkring Fristaden.

Formålet med aktionen var at sætte en kæp i hjulet for en af de omkring 12 hashboder i Pusherstreet, da efterforskning af den pågældende bod og personkredsen omkring denne, indikerede et omfattende salg af cannabis i 1000 kilos klassen.

Aktionen blev efterfølgende betegnet som en succes af Steffen Th. Steffensen, der er politikommissær og leder af aktionen. Han udtalte til TV2 News at han var "glad" for resultatet og den gode fangst. Da han til slut i interviewet blev spurgt, om der oven på indsatsen så var blevet sat en stopper for salget, svarede han, at det ville være naivt at tro og uddybede yderligere, at det eneste resultat af nattens anstrengelser var, at "der vil være lidt mere liv i de andre boder".

Så tilsyneladende har Steffensen en vis forståelse for mekanismerne bag narkokriminalitet - altså at et tomrum skabt af politiets anholdelser straks bliver udfyldt af andre aktører. Alligevel er manden glad for aktionen og udviser en vis faglig stolthed over, hvor veltilrettelagt og veludført den var.

Steffensen opererer altså med nogle ret firkantede succesbegreber, da han åbenbart ikke har den gode politimands sans for proportioner i arbejdet. For man kan umuligt betegne en aktion, der fører til bål og brand som en succes. Jo, bevares, hvis man gennemførte en sådan aktion for at beskytte almindelige borgeres ret til at færdes sikkert på gaden eller for at beskytte deres ejendomsret, ville man med rimelighed kunne planlægge og gennemføre indsatser, der næsten med sikkerhed ville ende med omfattende ballade og ulembe for beboere på Christianshavn. Det var bare ikke tilfældet her. Det man forsøgte i nat var at sætte en stopper for menneskers frivillige handel med hinanden.

Den gode politikommissær balancerer altså - afhængig af synspunkt - mellem at være den perfekte tjenestemand og repræsentant for den udøvende magt og slet og ret til at være kandidat til at få sit hoved undersøgt. Begge muligheder er foruroligende.

Kilde: