Tankekriminalitet: Ingen straf til Kristeligt Dagblad for krænkelser af pakistanske mænd

Af Lars Kragh Andersen Den 6

Lars Kragh Andersen,

09/06/2011

Af Lars Kragh Andersen

Den 6. januar 2011 bragte avisen Kristeligt Dagblad en artikel om seksuelle krænkelser af unge engelske piger under overskriften ”Pakistanske mænd udnytter teenagepiger”.

Artiklen anfører bl.a., at mænd med pakistansk baggrund ”charmerer [...] piger, som de finder på gaden, og presser dem med hjælp af alkohol og stoffer ud i et seksuelt misbrug”.

Derfor anmeldte Rasmus Hochreuter fra Svendborg journalisten Bjørn Nørum og Kristeligt Dagblad for overtrædelse af straffelovens paragraf 266 b, der anfører:

 ”Den, der offentligt eller med forsæt til  udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.”


Afvist af Københavns Politis advokatur for personfarlig kriminalitet

Rasmus Hochreuter fik i går svar på sin anmeldelse, hvor i Statsadvokaten for København og Bornholm slår fast, at der ikke er grundlag for at indlede en efterforskning.  Baggrunden for dette er i følge politiet, ”at artiklen efter Statsadvokatens opfattelse hverken objektivt eller subjektivt udgør en overtrædelse af straffelovens § 266 b, idet artiklen blot gengiver, at en nærmere gennemgang af de seneste års retssager i England mod mænd, der er dømt for at have samlet unge piger op på gaden og misbrugt dem seksuelt, har vist, at de fleste dømte (50 ud af 56) har en muslimsk og primært pakistansk baggrund”

Københavns Politi anfører endvidere, at  grunden til den manglende strafferetslige efterforskning skyldes, at  ”Overskriften alene kan ved en umiddelbar læsning opfattes racistisk, men da den må læses i nær sammenhæng med det nærmere indhold af artiklen, vurderes det, at heller ikke overskriften er fremsat med forsæt til at overtræde straffelovens §266 b”

Orwellske tilstande

Rasmus Hochreuter, der er stærk modstander af paragraf 266 b, er uforstående over for politiets manglende efterforskning af sagen. Han udtaler: ”Når man ser, hvad Lars Hedegaard er blevet dømt for, så har jeg meget svært ved at se, at artiklens ytringer ikke også er strafbare. Hedegaards udtalelser er mere skarpt vinklet end i artiklen, men i begge tilfælde hænges en gruppe mennesker ud som seksualforbrydere med afsæt i deres etnicitet og religion.”

Og han fortsætter: ”Havde Lars Hedegaard umiddelbart efter sine beskyldninger bakket sine udsagn op med en undersøgelse, og havde han i forvejen ikke været en kontroversiel figur, var han med stor sikkerhed gået fri. Det tenderer jo orwellske tilstande, hvor det ikke er forsættet til den objektive gerning, der fører til straf, men i stedet hvad afsenderen formodedes at have ment med udsagnet. Sådan kan man ikke drive en retsstat med ytringsfrihed og det er grunden til, at jeg mener bestemmelsen skal ophæves.”

Rasmus Hochreuter ved endnu ikke, om han vil klage over afgørelsen, som han finder "stærkt politiserende - specielt set i forhold til hvilke ytringer, der faktisk bliver dømt i danske retssale".

Kilde: