Hun var kendt af alle for hendes fantastiske opdagelser, for hendes fantastiske opfindelser og for at have gjort mere for at sætte mennesker fri end nogen anden.
Hendes død kunne længe forudses og kom ikke pludseligt. Alligevel ville det være aldeles forkert at skrive at hun sov stille ind. Tværtimod hendes død var mere voldsom end hendes liv.
Men hun døde af godhed. Nogle ville sige misforstået godhed. Men hendes hjerte var godt og bankede i Strassbourg, hvor retten stod. Menneskeretten.
Godhed, der gav enhver der krænkede hende uendelige rettigheder, men hun havde dog aldrig opbygget et system til at takke og påskønne dem, der understøttede hende.
Godhed, der gav rettigheder til enhver der søgte hendes hjælp uanset hvilke hensigter gode eller onde disse havde.
Godhed, der sikrede den svage men også alle dem, der i sidste ende bragte hende af dage, uden at skelne - af hensyn til godhed.
Hendes undersotter blev for hver ny godhed hun ønskede at udøve mere og mere pressede og kunne tilsidst se tilbage på middelalderens livegne som folk med et forholdsvis frit liv.
Den vestlige verdens død blev ikke en stille ting. Langt fra.
De sidste 30 år af hendes liv var den vestlige verden præget af konflikter ikke set siden 2. verdenskrig. Afhugning af hoveder midt på gaden, terrorbomber her og der og allevegne. I Paris var en nat uden mindst 100 bilbrande et særsyn siden midten af 00erne.
Som et skib der sank i de mest urolige vande i verden gik hendes mandskab ned med hende.
Æret være deres og hendes minde.
