Profeten sidder på marken,
du kan høre hans hosten og harken,
han har reddet sig en slem influenza
under årets sidste møde i Mensa,
alligevel rejser han sig nu med flagrende skæg
og holder en tale, for hvilken der er belæg
i skrifter af andre profeter,
økonomer, astrologer og ulven Peter:
Et grusomt 2013 ser jeg komme
med fallitter en masse, inden året er omme,
med pres på alle offentlige kasser
og krav om mere fra dem, der nasser,
med stadigt færre arbejdspladser,
tilstrømning af vrimlende kriminelt krapyl,
forplejet og anbragt blot ved at sige asyl,
mens love og påbud, regler og tvang
gør den jævne danskers hverdag trang;
han skal bøje nakken for pampere og bureaukrater,
statsbetalte propagandister og partisoldater,
for slet ikke at tale om dem i Bruxelles,
hvorfra der udgår et stadigt væld
af nye bekostelige regulativer;
ja, papir forbruges med rasende iver,
og snart er euroen ikke mere værd
end de brugte lokumsruller bag bureaukraternes hær.
Heldig er den, der har sparet sammen i guld,
plantet roer og kartofler i egen muld,
fyldt en kælder med rødvin og røgtobak,
konserves, gryn og plader af lak
til at spille på den håndoptrukne grammofon,
hvis lyd måske er en kende flad og monoton,
men dog gør nytte frem for den stumme elektronik,
der døde, da den ikke mere fik
strøm fra Dongs fallerede turbiner
eller fra de kulkraftdrevne maskiner,
som nu står stille og ligner
antikke, længst forladte ruiner.
Du, der har lyttet med så længe,
forstår, at det handler om andet end penge;
profeten i sin luvslidte frakke
har for sidste gang løftet hoved og nakke,
nu lyder et voldsomt lommebrag,
han brøler ordet: Dommedag,
og straks er han spredt i tusinde stykker,
her hjælper hverken bandage eller krykker,
men lad resterne ligge på den jord, der var hans moder,
som tilskud til fuglenes vinterfoder.
Farvel, mine venner, det er talens coda
(men hvem skal arve profetens Skoda?)
