Frimenigheden Faderhuset har i et par år haft usandsynlig dårlig presse. Ja, faktisk lige siden man overtog huset på Jagtvej 69 på Nørrebro og krævede det rømmet af dets venstreekstreme besættere. Det er som om, der ikke har været grænser for, hvad der kunne påstås om menigheden, uden at pressen med stor velvilje har holdt mikrofoner for det: Børnemishandling skulle f.eks. finde sted der, man skulle dække over seksuelt misbrug af et barn, og menighedens medlemmer skulle sågar være på vej mod et masseselvmord.
Flere af beskyldningerne har gået på direkte strafbare forhold, men journalisterne har viderebragt historierne, selvom kilderne som hovedregel ikke har villet anmelde forholdene til politiet. I tre tilfælde er det sket - den ene anmeldelse er dog kommet fra SF-folketingsmedlem Özlem Cekic, der ikke kender andet til sagen end presseskriverierne - men politiet har ikke ønsket at gå videre med sagerne: "På trods af, at vi har været langt omkring, blandt andet gennem et sammenarbejde med Lolland Kommune, er det ikke lykkedes at få underbygget de påstande, som der har været nævnt i pressen," lyder det nu fra politiet.
Faderhusets fjender kan naturligvis hævde, at tingene vitterligt er foregået, men at politiet blot ikke kunne trænge til bunds i sagen. Men givet den von-hören-sagen, som har præget beretningerne i pressen, er det nok mere sandsynligt, at de afhoppere fra menigheden, som har fodret pressen, har haft et horn i siden på Faderhusets leder, Ruth Evensen, og har brugt pressen som våben mod hende.
Hvorfor har pressen så ladet sig så velvilligt bruge? Det er svært ikke at få den tanke, at konflikten mellem de autonome og Faderhuset, hvor journalisterne meget klart tog stilling til fordel for de autonome, kan have spillet en rolle. Det er jo en velkendt sag, at danske journalister ligger langt til venstre for befolkningen, hvorfor de intuitivt har følt større politisk slægtskab med de unge venstreorienterede end med en politisk højreorienteret religiøs menighed. Journalisterne afslørede også sig selv sprogligt i deres dækning af begivenhederne, hvor de om Faderhuset brugte den ekstremt negativt ladede betegnelse "en sekt", mens journalisterne blot kaldte de venstreekstreme Jagtvej 69-besættere, som smadrede store dele af København under deres kamp, for "unge".
En sådan sprogbrug kan man kalde meget, men udtrykket "tilstræbt objektivitet", som mange repræsentanter for pressen i deres mest selvfede rygklappe-taler ynder at bruge om deres egne arbejdsmetoder, er i hvert fald ikke dækkende.
Flere af beskyldningerne har gået på direkte strafbare forhold, men journalisterne har viderebragt historierne, selvom kilderne som hovedregel ikke har villet anmelde forholdene til politiet. I tre tilfælde er det sket - den ene anmeldelse er dog kommet fra SF-folketingsmedlem Özlem Cekic, der ikke kender andet til sagen end presseskriverierne - men politiet har ikke ønsket at gå videre med sagerne: "På trods af, at vi har været langt omkring, blandt andet gennem et sammenarbejde med Lolland Kommune, er det ikke lykkedes at få underbygget de påstande, som der har været nævnt i pressen," lyder det nu fra politiet.
Faderhusets fjender kan naturligvis hævde, at tingene vitterligt er foregået, men at politiet blot ikke kunne trænge til bunds i sagen. Men givet den von-hören-sagen, som har præget beretningerne i pressen, er det nok mere sandsynligt, at de afhoppere fra menigheden, som har fodret pressen, har haft et horn i siden på Faderhusets leder, Ruth Evensen, og har brugt pressen som våben mod hende.
Hvorfor har pressen så ladet sig så velvilligt bruge? Det er svært ikke at få den tanke, at konflikten mellem de autonome og Faderhuset, hvor journalisterne meget klart tog stilling til fordel for de autonome, kan have spillet en rolle. Det er jo en velkendt sag, at danske journalister ligger langt til venstre for befolkningen, hvorfor de intuitivt har følt større politisk slægtskab med de unge venstreorienterede end med en politisk højreorienteret religiøs menighed. Journalisterne afslørede også sig selv sprogligt i deres dækning af begivenhederne, hvor de om Faderhuset brugte den ekstremt negativt ladede betegnelse "en sekt", mens journalisterne blot kaldte de venstreekstreme Jagtvej 69-besættere, som smadrede store dele af København under deres kamp, for "unge".
En sådan sprogbrug kan man kalde meget, men udtrykket "tilstræbt objektivitet", som mange repræsentanter for pressen i deres mest selvfede rygklappe-taler ynder at bruge om deres egne arbejdsmetoder, er i hvert fald ikke dækkende.
