Værd at læse

00

Et naturligt skifte i danskernes syn på EU

LEDER: For få år siden var der ingen som helst tvivl: Blandt borgerlige danskere var der et større ønske om yderligere politiske integration af Europas lande via EU, end der var blandt danskere, som stemte på partier til venstre for den politiske midte. Men i dag er det anderledes, viser en ny meningsmåling, som A&B Analyse har lavet for Altinget.dk.

Et repræsentativt vælgerudsnit er blevet bedt om at erklære sig mest enig med enten:

A. "EU-samarbejdet bør fortsat udbygges for at få en stærkere integration mellem EU-landene."

eller

B. "EU har fået for stor indflydelse, og en del af samarbejdet bør rulles tilbage."

49 procent af rød bloks vælgere svarer A, mens 43 procent svarer B. Hos blå bloks vælgere er det omvendt. 54 procent er her enige med B, mens kun 39 procent er enige med A.

I og for sig bør det ikke undre. EU er en institution, der laver politik, og som det nu engang er med den slags, så holder institutionen ikke op med at producere politik, blot fordi de mål om fredelig sameksistens på tværs af landegrænserne og fri bevægelighed for varer, personer og tjenesteydelser, som man oprindeligt havde sat, er nået. Man finder på mere politik, når man nu er i gang, og endnu mere og nok en sjat, og sådan fortsætter det, for der er jo så mange, både politikere og bureaukrater, som vil så meget godt og ikke mindst jo også gerne vil sikre deres egne lukrative poster, hvilket kræver, at de også har noget at give sig til.

Og når man kigger ud over det danske politiske spektrum, så er det bare ikke hos de venstreorienterede, at man møder den store reservation mod endnu mere politik, mens borgerlige omvendt sagtens kan forestille sig en verden, hvor der ikke er mere politik, men tværtimod endda mindre.

Så nu svarer de venstreorienterede i bemeldte meningsmåling, at mere politik fra EU er helt fint, mens de borgerlige gerne vil have mindre, og det er alt, som det skal være. Det underlige er kun, at dette helt normale mønster har ladet vente så længe på sig.

30 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere