Værd at læse

00

Euro-partiernes fallit

LEDER: At betragte de gamle EU-fanatiske partier i dansk politik er en pinsel. Skønt alt - simpelthen alt - fortæller os, at danskerne skal prise sig lykkelige for, at et flertal i år 2000 stemte nej til dansk euromedlemsskab, så fortsætter Venstre, Socialdemokraterne, de Radikale og de Konservative med at ærgre sig over, at Danmark ikke er med.

Multinationale virksomheder trækker ganske vist deres penge ud af Euro-zonen, fordi de frygter, at euroen bryder sammen, og at de så vil miste penge, som er placeret der, men de fire euro-partier mener fortsat, at Danmark skal være en del af det mulige sammenbrud og dermed betale en andel af regningen for at rydde op. Senest har Venstres EU-ordfører, Lykke Friis, slået det fast overfor Ritzaus Bureau.

Vi skal ikke mere end et år tilbage, før de Konservatives leder, Lars Barfoed, skønt euroen allerede dengang var i gevaldige problemer, krævede danske medlemskab indenfor et halvt år. "Forbeholdene skader Danmark og holder os uden for indflydelse. Derfor skal vi have en afstemning om at fjerne alle tre forbehold hurtigst muligt, herunder euroen," sagde han - i tilsyneladende ramme alvor.

Og de Radikales leder og økonomi- og indenrigsminister, Margrethe Vestager, hævdede i februar, at Euro-zonen nu var kommet i virkelig god gænge: "Det er en anden euro, der udvikler sig i øjeblikket, end den, vi kender. Jeg går helt klart ind for euroen, og jeg synes også, at det er imponerende, hvad eurolandene præsterer i øjeblikket, med sammenhold, solidaritet og alvor," lød det fra hende.

Der er to muligheder: Enten er Venstre, Socialdemokraterne, de Radikale og de Konservative stærblinde overfor virkeligheden derude. Eller også har de faktisk erkendt, at euroen er i uoverstigelige problemer, men de vil bare ikke indrømme, at de tog fejl. Ingen af delene fortjener vælgernes støtte.

37 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere