LEDER: Alle danskere har ret til et bundfradrag, så de kan tjene en sum penge, inden skattefar kommer og plukker dem. Tankegangen bag er den, at også lavt lønnede skal have mulighed for at kunne forsørge sig selv, før skatten gør et indhug i deres indkomst. Det eneste problem her er sådan set, at bundfradraget slet ikke er højt nok. Enhver burde have ret til at tjene i hvert fald 7.000 kroner om måneden uden at skulle betale en krone i skat af sin indkomst.
I familierne bør man have ret til at dele medlemmernes bundfradrag. Familien er en enhed, også økonomisk, og bør betragtes sådan i skattemæssig forstand. Allerede i dag er det sådan, at ægtefæller kan have fælles økonomi overfor skattevæsenet. Bruger mor eksempelvis ikke sit bundfradrag, fordi hun ikke er i arbejde, men i stedet passer hjem og familie, kan far bruge det.
Børnene er derimod udeladt af det regnskab. I stedet havde forældre indtil 1987 et særligt fradrag for deres børn. Det var ikke så stort som forældrenes bundfradrag, men det var der, fordi man mente, at også børn skulle have noget at leve af - fra deres forældres indkomst - inden skattevæsenet tog for sig af retterne. Ud fra nøjagtig samme tankegang som den, der ligger bag det bundfradrag, som alle andre har, og efter samme princip som gælder, når mor og far har fælles økonomi over for skattevæsenet.
I 1987 blev dette fradrag erstattet af en børnecheck, som hvert kvartal sendes til børneforældre. Det skulle den daværende borgerlige regering ikke have gjort. Det forplumrede sagen, og børnechecken har siden været et politisk stridsemne. For hvorfor sende skattekroner til velstillede familier?
Nu tager VKO-flertallet i Folketinget så noget af børnechecken fra familier med flere end to små børn. Fremover vil man højst kunne få udbetalt 30.000 kr. om året. Fint-fint, men så må børnefradraget genindføres. Som for alle andre må det gælde, at også børn har ret til et økonomisk råderum, før skatten rammer dem. Dette råderum skal forældrene bestyre, så længe de forsørger børnene.
