Hvad Thorning burde have sagt i stedet for at henvise til kommunen

LEDER: Tirsdag aften på TV2 blev statsminister Helle Thorning-Schmidt spurgt af en 16-årig pige, hvad der dog skulle blive af hende, når hun nu ikk...

Ole Birk Olesen,

03/10/2012

LEDER: Tirsdag aften på TV2 blev statsminister Helle Thorning-Schmidt spurgt af en 16-årig pige, hvad der dog skulle blive af hende, når hun nu ikke var så god til matematik. Thorning svarede, at pigen skulle henvende sig hos kommunen for at få noget ekstra hjælp til matematikken.

Her er, hvad statsministeren burde have sagt:

Hør her, min kære, der er ingen grund til, at du er så opgivende i forhold til din fremtid, blot fordi du ikke er god til matematik. Du kan vel lægge sammen, trække fra, gange og dividere på en lommeregner? Godt, det er det vigtigste - det kan man komme langt med i de fleste stillinger.

Først og fremmest skal du ikke bruge dine matematikkundskaber som en dårlig undskyldning for allerede nu at give op. Du bliver ikke matematiklærer, men det har du vel heller ikke lyst til? Så er det bare om at komme videre med det, du kan.

Jeg kan se, at du ikke har fysiske handicaps, og at du ikke lider af generthed, så bare giv den noget gas. Der er tusindvis af stillinger derude, hvor de har brug for mennesker, som vil gøre en indsats, og hvis du oven i købet er engageret og giver den en skalle, så har du også mulighed for at blive forfremmet og blive leder. Hell, du kan endda stifte din egen virksomhed og blive milliardær!

Men jeg bliver nødt til at advare dig: Det er modigt af dig at fortælle om dine dårlige matematikkundskaber på landsdækkende tv, men jeg fornemmer også, at du måske allerede er i gang med at finde en undskyldning for, hvorfor du ikke behøver at gøre dig umage og blive til noget. Det kan være, at jeg tager fejl af dig, og det slet ikke er det, det handler om, men jeg vil under alle omstændigheder gerne sige meget klart til dig, at det ikke er en god nok undskyldning, at du ikke er god til matematik.

Hvis du om 10 år hænger fast i kontanthjælpssystemet, så skyldes det ikke, at du ikke kan finde ud af matematik. Så skyldes det kun din egen indstilling.

Og gå så herfra og spark røv med alt det, du kan, i stedet for at snakke om det, du ikke kan!

Kilde: