Juletvang

LEDER: Med jævne mellemrum viser Dansk Folkeparti desværre, at det er et parti, som gerne bruger totalitære midler i den danskhedskamp, som partiet...

Ole Birk Olesen,

07/11/2012

LEDER: Med jævne mellemrum viser Dansk Folkeparti desværre, at det er et parti, som gerne bruger totalitære midler i den danskhedskamp, som partiet har som sin mærkesag.

Partiet har tidligere foreslået et de facto forbud mod opførelsen af nye moskéer i Danmark - så meget for religionsfriheden og retten til at forsamle sig i egne lokaler. Partiformand Pia Kjærsgaard har også leget med tanken om at forbyde parabolantenner - der røg friheden til at søge informationer. Og nu sætter DF-folketingsmedlem Martin Henriksen trumf på med en trussel om at udstede et påbud til boligforeninger om, at de skal fejre dansk jul:

"Det bedste er naturligvis, hvis man får løst det lokalt, og at man ender med at markere julen. Sker det ikke, så bør Folketinget via lovgivningen forpligtige boligselskaberne til at værne om og opretholde danske traditioner," siger han.

Lad det være helt klart: Det lille flertal af muslimer i en boligforenings bestyrelse, som først bruger 60.000 kr. fra medlemmernes fælles kasse på at holde en muslimsk Eid-fest for derefter at nægte at give mellem 5.000 og 7.000 kr. til en julefest for beboerne med gløgg, æbleskiver og juletræ, må bestå af meget intolerante mennesker, som burde skamme sig over deres magtarrogance.

Men at ville vedtage lovgivning i Folketinget om, at boligforeninger i Danmark ikke selv må bestemme, om de vil holde julefester ... Man fattes ord.

Kilde: