Læger mod forhudsamputation

LEDER: Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM), hvor to tredjedele af de praktiserende læger er medlem, har nu taget stilling imod religiøs forhudsa...

Ole Birk Olesen,

19/01/2014

LEDER: Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM), hvor to tredjedele af de praktiserende læger er medlem, har nu taget stilling imod religiøs forhudsamputation af drenge. Det er glædeligt - og naturligt. En læges hverv er at helbrede mennesker, ikke at bortskære raske dele af kroppen, som tjener en funktion.

"Sundhedsstyrelsen har sendt 'Vejledning om omskæring af drenge' i høring'. DSAM's bestyrelse har drøftet høringsudkastet og er enige om, at der kun må udføres omskæring, når der foreligger medicinsk indikation. Hvis der udføres omskæring uden medicinsk indikation, er der tale om lemlæstelse."

Sådan skriver lægerne på deres hjemmeside. Forhåbentlig kan denne klare stillingtagen fra de praktiserende læger også vække eftertanke hos et folketingsflertal.

Tilsyneladende er der ikke i dag et flertal blandt lovgiverne for at forbyde forældre at forhudsamputere deres drengebørn. Der argumenteres med, at der skal være religionsfrihed i dette land, og at forhudsamputation er en integreret del af jødedom og islam. Men argumentet holder ikke.

Religionsfrihed er menneskers ret til at vælge og dyrke deres egen religion, så længe de ikke skader andre. Religionsfrihed er ikke og har aldrig været lig med forældres ret til at gøre hvad som helst ved deres børn.

Børn vokser op i deres familier og påvirkes naturligvis dybt af de traditioner og overbevisninger, som deres forældre har. Sådan skal det være. Det er ingen menneskeret at vokse op i et religiøst eller et kulturelt vakuum, hvor barnet friholdes fra forældrenes prægning og opdragelse. Tværtimod, menneskedens succes er bygget på generationers tilegnelse af viden og normer, som videregives til næste generation til yderligere udbygning og udvikling.

Og ja, børn kan som voksne have svært ved at bryde med deres forældres tro og lærdom, hvis de ønsker det, og nogle hævder, at det i sig selv er en forbrydelse mod børnenes frihed, eller at det er et bevis på, at frihed slet ikke findes. Men ingen fortaler for frihed har nogensinde påstået, at frihed befrier mennesker fra livets udfordringer, og at menneskelivet og dette at finde sine egne overbevisninger altid er en dans på roser. Men det er dog stadig muligt at vælge sig egen vej - hvis man vil det nok.

Det er omvendt ikke muligt at få sin forhud tilbage, hvis ens forældre har fået den skåret af.

Forhudsamputering - eller "omskæring", som udøverne ynder at kalde det, som om deres gud ikke fik skåret det rigtige sted i første omgang - er en religiøs tradition, som majoriteten af danskere ikke bør acceptere.

Enhver bør spørge sig selv: Hvis man pludselig befandt sig i et scenarie med f.eks. en seksårig muslimsk dreng, som blev holdt fast, mens voksne mænd gik i gang med at skære hans forhud af, ville man så ikke - hvis man havde en mulighed for det - opfatte det som sin pligt at forsøge at stoppe det? Om nødvendigt med fysisk magtanvendelse?

Forhudsamputationerne foretages ikke på denne måde i det åbne, hvor alle kan se det, men det er ikke noget argument for, at man så skal lade som om, det ikke finder sted, eller at man så ikke har pligt til at blande sig.

I stedet for at vi alle blander os, må lovgiverne træde til. Lad os få det forbud nu. Det er forbudt at banke sine børn. Det bør ikke være tilladt at skære raske kropsdele af dem.

Kilde: