SF's Jesper Petersen løber tør for argumenter

LEDER: Intet menneske i Danmark er født og blevet voksen her uden i processen at have modtaget ydelser fra den danske stat

Ole Birk Olesen,

05/01/2012

LEDER: Intet menneske i Danmark er født og blevet voksen her uden i processen at have modtaget ydelser fra den danske stat. Staten fratager borgerne op til 66 procent af deres indkomst i form af indkomsskatter, moms og afgifter, så derfor har borgerne slet ikke råd til andet end at tage imod de ydelser fra staten, som de i øvrigt selv har betalt for via deres skat.

Det begynder i vuggestuen og fortsætter med børnehaven, skolen, ungdomsuddannelsen, den videregående uddannelse, læge, skadestue, sygehus, hjemmehjælp, plejehjem, og hvad vi ellers har.

Liberal Alliances stærke mand og dagsordenændrende folketingsmedlem, Joachim B. Olsen, fik også en sum penge til sin træning (fra Team Danmark), da han var en af verdens bedste kuglestødere - og derfor skal han nu ifølge SF's politiske ordfører, Jesper Petersen, holde op med at gå rundt og kræve den socialdemokratiske maksimalstat skåret ned til en mere menneskelig størrelse.

Synspunktet er absurd! Hvis Jesper Petersen havde ret, så skulle ingen mennesker i Danmark have lov til at være liberale, for ingen har kunnet undslå sig at modtage penge eller gratisydelser fra det offentlige. For yngre generationers vedkommende - og det inkluderer også 34-årige Joachim B. Olsen - er det end ikke noget, man selv har været med til at beslutte, for skatte-, social- og omfordelingsstaten var allerede opbygget af forfædrene, inden de unge blev født.

Man kan også vende den om, som professor Peter Kurrild-Klitgaard skriver på Facebook:

"Jeg mener, at man godt kunne argumentere for, at hvis Cekic & Petersen eller nogen anden SF'er nogensinde har handlet indenfor rammerne af en markedsøkonomi, og derigennem fået brød på bordet, o.s.v., så er de ipso facto også moralsk forpligtede til ikke at foreslå højere skatter ... ;-)"

Eller argumentere som Joachim B. Olsen selv:

"Vaclav Havel voksede op i det kommunistiske tjekkoslovakiet. Han fik sin uddannelse betalt af den kommunistiske stat. Når han var syg blev han behandlet på et hospital betalt af den kommunistiske stat. Var Vaclav Havel en hykler, da han kritiserede det kommunistiske samfund?"

Nuff said!

Kilde: