Værd at læse

00

Skat skræmmer turister væk

LEDER: Den høje skat i Danmark dræber økonomisk vækst og arbejdspladser. Hvis man vil se et meget indlysende eksempel på det, så skal man bare kigge på forholdene i turisterhvervet, hvor især de danske campingpladser er ramt.

For fjerde år i træk er antallet af solgte campingovernatninger gået ned. I vores naboland Sverige sælger man omvendt flere overnatninger. Det forhold, at momsen på overnatninger er 12 procent, mens den i Danmark er på mere end det dobbelte, er naturligvis afgørende sammen med en lav svensk kronekurs. Det er simpelthen billigere at campere i Sverige end i Danmark, og da campisterne kan slæbe deres feriehus, hvorhen de vil, så har prisen betydning.

Ingen andre lande i Europa opkræver 25 procent moms på overnatninger som Danmark. Sverige hører faktisk til blandt topscorerne. I Norge nøjes man med 8 procent. I Tyskland er det 7 procent. I Holland er det 6 procent. I Frankrig er det 5,5 procent. Og så videre. Hvordan i al verden forventer Folketing og regering, at de danske turisterhverv skal kunne følge med deres franske konkurrenter med en strafskat på næsten 20 procent på overnatning oven i alle de andre skatter, som også betales i Danmark?

Regeringen leder efter muligheder for at skabe flere arbejdspladser i Danmark, gerne for ufaglærte, der kan have svært ved at finde arbejde andre steder. Her er muligheden. Sænk momsen på overnatninger, og genindmeld Danmark i konkurrencen om den internationale turisme.

18 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere