Søvndal og Thorning er modne til en tur i Kontant

LEDER: Det er let at være politiker hos Socialdemokraterne og SF, når nogle af tidens store politiske spørgsmål kan affejes med en bemærkning om, a...

Ole Birk Olesen,

05/01/2011

LEDER: Det er let at være politiker hos Socialdemokraterne og SF, når nogle af tidens store politiske spørgsmål kan affejes med en bemærkning om, at det finder man ud af i samarbejde med arbejdsmarkedets parter - efter valget. Så har man hverken sagt for meget eller sagt for lidt.

Vi har længe set det med de to partiers "Fair løsning"-plan, hvor det overlades til arbejdsmarkedets parter at finde 15 mia. kr. til finansiering af de løbske offentlige udgifter. Hvordan? Der løftes ikke på sløret for det.

Nu vil man så heller ikke fortælle, hvordan man mener, at dagpengesystemet skal være indrettet. Skal man have ret til dagpenge i fire år, ligesom før regeringens genopretningspakke, eller vil oppositionen beholde det nye to års-dagpengemaksimum? Søvndal svarer vælgerne:

"De får ikke et tal for, hvor lang dagpengeperioden bliver. Men de får et løfte om, at dagpengesystemet bliver bedre, end det de kender i dag."

Bedre for hvem? Kan man virkelig lave et dagpengesystem, som er bedre for alle, også for dem der skal betale for det? Så må vi gå ud fra, at samtlige Folketingets partier vil kappes om at gennemføre det! Hvis man ikke kan, så må vi gå ud fra, at Søvndals dagpengesystem af nogen vil opleves som dårligere. Men vælgerne kan altså ikke få besked om det.

S-SF's forsøg på at skyde disse spørgsmål til hjørne sker med det let gennemskuelige mål, at føre de vælgere, der skal betale regningen, bag lyset. Alle skal tro, at politikken kun har vindere. Taberne må ikke vide det. For så kunne det jo være, at de ville stemme borgerligt.

Var det en sælger af et produkt på det frie marked, som opførte sig sådan, så ville han ende i Kontant på DR1 i den bedste sendetid.

Kilde: