LEDER: Danmark har nu hele tre organisationer, som bryster sig af at være forkæmpere for ytringsfriheden, men ingen af dem synes rigtigt at bekymre sig om det eneste område, hvor lovgivningen i praksis sætter en stopper for ytringer - nemlig, når det handler om reklamer. Det er da komisk. Vi danskere kan på alle andre områder sige lige præcis, hvad der passer os, uden at vore herskere på Christiansborg vil krumme et eneste hår på vore hoveder, men på det ene område, hvor vi ikke kan, der mødes indskrænkningen af vores ytringsfrihed med et skuldertræk fra dem, der proklamerer at være ytringsfrihedens fremmeste forsvarere.
’Hvad siger du? Består virksomheder også af mennesker? Har de mennesker også noget på hjerte, som de gerne vil ud med?’. Det var sådan cirka reaktionen, da 180Grader.dk ringede til tre medlemmer af det yngste selskab til forsvar for ytringsfriheden, ”Fri Debat”. Vi kunne have ringet til tre andre medlemmer, som utvivlsomt ville have været anderledes velforberedte og klare i mælet på ytringsfrihedens vegne (Jacob Mchangama, Lars Hvidberg, Peter Kurrild-Klitgaard - ja, vi kender jer godt), men ville det have gjort en forskel for ”Fri Debats” samlede virke? Man må vel formode, at selskabet vil gå til kamp for de mærkesager, som medlemmerne er enige om.
Eksemplet vidner måske om, at erhvervslivet har flere modstandere i Danmark end ytringsfriheden. Danskere, som de er flest, kan faktisk godt lide, at kunstnere og mere almindelige mennesker – lønmodtagere som dem selv, forstås – har ytringsfrihed. De kan bare ikke lide, at folk med kommercielle interesser også har det. For hvad kan de ikke finde på at sige? Og vil de ikke bruge deres mange penge til at komme mere til orde end den gennemsnitlige dansker?
Jo, naturligvis vil de det. Men kunstnere, politikere og journalister kommer også mere til orde end fru Jensen. Og det er ikke sjældent med langt farligere udtalelser, end at vi ser seje ud med en cigaret i munden. Tænk f.eks. hvis vi udsætter børn for en Frank Aaen uden filter, når der ikke er en ansvarlig voksen til stede til at forklare, hvorfor DDR faktisk ikke var bygget på en smuk, smuk vision. Tænk hvis gamle mennesker, der aldrig har mødt en muslim i deres liv, lader sig bilde ind af Lars Hedegaard, at muslimer voldtager deres børn hele tiden.
Ja, det er horribelt at tænke på. Men sådan er det nu engang med ytringsfriheden. Masser af ytringer er samfundsskadelige, men vi tør ikke betro noget menneske eller nogen gruppe af mennesker den magt at definere for os, hvad vi ikke kan tåle at høre. Derfor må de skadelige ytringer bekæmpes med modargumenter, ikke med lovgivning. Uanset om de kommer fra folk, der ejer virksomheder, eller folk der bare ejer sig selv.
’Hvad siger du? Består virksomheder også af mennesker? Har de mennesker også noget på hjerte, som de gerne vil ud med?’. Det var sådan cirka reaktionen, da 180Grader.dk ringede til tre medlemmer af det yngste selskab til forsvar for ytringsfriheden, ”Fri Debat”. Vi kunne have ringet til tre andre medlemmer, som utvivlsomt ville have været anderledes velforberedte og klare i mælet på ytringsfrihedens vegne (Jacob Mchangama, Lars Hvidberg, Peter Kurrild-Klitgaard - ja, vi kender jer godt), men ville det have gjort en forskel for ”Fri Debats” samlede virke? Man må vel formode, at selskabet vil gå til kamp for de mærkesager, som medlemmerne er enige om.
Eksemplet vidner måske om, at erhvervslivet har flere modstandere i Danmark end ytringsfriheden. Danskere, som de er flest, kan faktisk godt lide, at kunstnere og mere almindelige mennesker – lønmodtagere som dem selv, forstås – har ytringsfrihed. De kan bare ikke lide, at folk med kommercielle interesser også har det. For hvad kan de ikke finde på at sige? Og vil de ikke bruge deres mange penge til at komme mere til orde end den gennemsnitlige dansker?
Jo, naturligvis vil de det. Men kunstnere, politikere og journalister kommer også mere til orde end fru Jensen. Og det er ikke sjældent med langt farligere udtalelser, end at vi ser seje ud med en cigaret i munden. Tænk f.eks. hvis vi udsætter børn for en Frank Aaen uden filter, når der ikke er en ansvarlig voksen til stede til at forklare, hvorfor DDR faktisk ikke var bygget på en smuk, smuk vision. Tænk hvis gamle mennesker, der aldrig har mødt en muslim i deres liv, lader sig bilde ind af Lars Hedegaard, at muslimer voldtager deres børn hele tiden.
Ja, det er horribelt at tænke på. Men sådan er det nu engang med ytringsfriheden. Masser af ytringer er samfundsskadelige, men vi tør ikke betro noget menneske eller nogen gruppe af mennesker den magt at definere for os, hvad vi ikke kan tåle at høre. Derfor må de skadelige ytringer bekæmpes med modargumenter, ikke med lovgivning. Uanset om de kommer fra folk, der ejer virksomheder, eller folk der bare ejer sig selv.
